search

Obama: Politisk Kommunikation 2.0

I begejstringen over Obamas valgsejr - og den deler jeg max - er det måske værd også at hæfte sig kommunikationsfagligt ved de felter, hvor Obama-kampagnen reelt har nyde

I begejstringen over Obamas valgsejr – og den deler jeg max – er det måske værd også at hæfte sig kommunikationsfagligt ved de felter, hvor Obama-kampagnen reelt har nydefineret den politiske kampagnekommunikation.

På kort formel har kampagnen vist nye veje med hensyn til

  1. BUDSKAB: at påvirke den folkelige opinion
  2. KONTAKT: at nå vælgerne;
  3. ORGANISERING: at samle supporters og tilhængere;
  4. MEDIER: at håndtere dialogen med nyheds- og massemedier;
  5. RETORIK: at håndtere politiske angreb.

Ad 1.: Obama har – i modsætning til McCain – kun sjældent taget udgangspunkt i sig selv som kandidat. Han har talt om "bevægelsen" for forandring med sig selv i rollen som talsmand. Den ikoniske sætning er: "We are the change we seek." Eller anderledes udtrykt: Det er ikke budskabet om, hvor vi kører hen – det er et tilbud om at være med i bussen. Et budskab, der er i pagt med netværkssamfundets indre logik, og som grundlæggende er i pagt med ikke mindst de digitale mediers muligheder.

Ad 2.: Obamas kampagnen er historien om den første politiske kampagne, der integrerede de digitale medier som rygraden i den løbende kontakt med vælgerne. Den franske præsidentkandidat Segolene Royal udforskede ambitiøst mulighederne for at forny den politiske samtale ved at lave digitale møder med sine vælgere – men Obama er gået hele vejen. Kampagnen var den første bottom-up kampagne med en involvering af vælgere, der ikke primært får deres information fra aviser og tv. De nye platforme rakte fra YouTube (som slet ikke fandtes ved det forrige præsidentvalg) til de sms-beskeder, som kampagne-hovedkvarteret sendte rundt mandag for at minde vælgere om at stemme. Ved det forrige præsidentvalg i 2004 havde kun 40% af de amerikanske vælgere adgang til bredbånd; i 2008 var Obamas primære reklamekanal internettets bannerannoncer.

Frem for alt giver de sociale medier dog mulighed for vælgernes dialog med hinanden uden om de præfabrikerede budskaber, kandidaternes spin-apparater kommer med. Der er her tale om et kulturskift, hvor vælgerne i chatrooms og via blogs er mere magtfulde end nogensinde i forhold til at checke information og at diskutere tingene med hinanden. Rygter er i frit omløb – men nettet har også en rensende effekt, der på kort tid afliver kandidaternes hule påstand. Og som eksempelvis på rekordtid udstiller inkompetencen hos en Sarah Palin til et niveau, hvor vice-præsidentkandidaten reelt var gjort både til grin og ukampdygtig. Ikke via Obamas retoriske angreb – de var der nemlig ikke – men via nettets muligheder for dialog mellem vælgerne indbyrdes.

Ad 3.: Mindst lige så afgørende er Obamas succes med at benytte internettet som platform for at samle supporters og økonomiske støtter. Obama har som demokrat vendt op og ned på den traditionelle, republikanske fordel i forhold til erhvervslivets økonomiske bidrag. Obama har haft bogstaveligt talt millioner af private, økonomiske bidragydere, én million aktive frivillige og 8.500 aktive "discussion forums" på nettet. 95% af hans økonomiske bidrag var på færre end 200 dollar – men den totale sum overgik klart McCains og tilllod Obama at konkurrere intensivt – og vinde – i traditionelt republikanske stater. Konsekvenserne er kollossale. Som McCains kampagnechef Steve Schmidt indrømmer i dag i New York Times, er Obamas kampagne et tigerspring fremad rent teknologisk, og republikanernes opgave i de kommende år er nu slet og ret at inkorporere internettet, de sociale medier og den virale marketing i partiets kommunikation. McCain og Palin henvendte sig til Joe Six-Pack og nationens soccer moms. Men de glemte, at bredbåndsnettet i 2008 også omfatter elektrikeren, bliktuden og den hjemmegående husmor. 

Ad 4.: Obama-kampagnen er den første kampagne, der ikke har taget dgangspunkt i de traditionelle nyhedsmediers døgn-cyklus. Clinton byggede sit effektive Warroom i 1992 på evnen til hver morgen at svare igen på døgnets politiske angreb. I 2008 er medielandskabets nye spillere Huffington Post og Politico; websites der hyperaccelererer nyhedsstrømmen til at handle om timer, minutter, sekunder.

Ad 5.: Og til allersidst retorikken. Efter års fokusering på spin og finurlige positioneringer i forhold til modpartens angreb og påstande, var Obamas position en konstant. Obama fastholdt – selv da både medier og rådgivere mente, at han burde blive tough og gå til retorisk angreb – sin samlende, pragmatiske, generøse position.

Det sidste kan virke som et paradoks – i et digitalt netværkssamfund, hvor løse påstande og personangreb alt andet lige florerer. Men det understreger den dobbelte essens og de gode nyheder: At politisk kommunikation i Det 21. århundrede omsider handler om det egentlige: En mand med en stor plan. Og en vilje til at inddrage folket.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen