search

Obama – mediernes værste mareridt?

"Den farligste regering for pressen nogensinde" og "værre end Bush". Kritikken hagler ned over Obamas regering for at kontrollere pressen. Desværre er det ikke sandsynligt, at Obama løsner grebet, vurderer Annegrethe Rasmussen

WASHINGTON DC – Præsident Obamas forhold til pressen har nået et nyt lavpunkt. Og med god grund. Som jeg tidligere har beskrevet i to blogposter i hhv. januar og maj 2013  – Obama manipulerer medierne og Obamas Mediekrig – har Det Hvide Hus i lang tid maget det således, at Obama ikke møder kritiske journalister og kun optræder i bløde portrætinterviews.

Derudover kom det frem sidste år, at regeringen i hemmelighed havde aflyttet nyhedsbureauet Associated Press i lidt over to måneder.

Skuffelsen i amerikanske journalistkredse har, især i hovedstaden, derfor for længst bredt sig over, at regeringen på trods af løfter tilbage fra 2007/08 om at være den ’mest åbne regering nogensinde’ samt at genindføre gennemsigtighed og ansvarlighed i Washington, er endt med det stik modsatte: Lukkethed og en aggressiv linje over for medierne. Under Obamas ledelse har regeringen også indledt seks sager mod personer, der mistænkes for at udlevere klassificerede oplysninger til medierne, hvilket er flere end under alle tidligere præsidenter i alt.

Værre end Bush – og farligere

Alt dette fik den daværende chefredaktør for den pænt venstreorienterede avis New York Times Jill Abramson til tidligere på året i et interview med al-Jazeera at vurdere, at Det Hvide Hus under Obama er det, der ”har hemmeligholdt flest forhold i al min tid som journalist.” Politisk reporter for samme avis James Risen siger: ”Jeg tror, Obama hader pressen,” mens den politiske veteran fra CBS News, Bob Schieffer vurderer, at ”den siddende regering kontrollerer pressen strammere end George W. Bush gjorde”.

Som om de skudsmål ikke var alt rigeligt, blev tonen lige en tand skærpet i den forgangne weekend, hvor den velkendte Washington Bureau Chief for USA’s største avis, USA Today, Susan Page kaldte regeringen for ”ikke blot den mest restriktive, men også den farligste for pressen nogensinde i USA’s historie”.

Ordene faldt under et seminar i White House Correspondents’ Association (WHCA). Pages vurdering handler ikke blot om de tidligere nævnte sager, men også specifikt om en opsigtsvækkende anklage, som regeringen kom med sidste år: At Fox News’ politiske reporter, James Rosen, kunne være medvirkende til en forbrydelse, et brud på lovens forbud mod spionage. Regeringen fik i den forbindelse Justitsministeriets godkendelse til at overvåge og hacke Rosens personlige Gmail-konto.

Forkælet hovedstadspresse eller legitim bekymring?

Er klagesangen berettiget? Eller er den notorisk forvænte – amerikanske provinsmedier har over for mig endog kaldt denne forsamling for ’hysterisk forkælet og snobbet’ – og eksklusive presseloge i Det Hvide Hus blot fornærmet over, at den demokratiske præsident ikke lydigt danser efter deres pibe?

Det kan være svært at vurdere som dansk udenrigskorrespondent, også selv om man er tættere på, når man selv dækker amerikansk politik i Washington til dagligt. Mødet i WHCA – som jeg ikke deltog i – handlede ifølge Washington Post dels om at ”tvinge regeringen til mere åbenhed” dels om at ”dele røverhistorier fra fronten” om, hvor ond og lukket regeringen er. Og der er i hvert fald rigeligt at dele ud af. Avisen fortæller bl.a., at Peter Baker, som er veteran i Washington for New York Times, for nyligt havde dækket en breaking news story, hvor han modtog en note fra en ansat i Det Hvide Hus, der informerede ham om, at præsidenten havde ”holdt et møde om sagen”.

Denne information – der ikke indeholdt nogen substans, men blot informerede om, at et møde havde fundet sted – fik journalisten kun ”til baggrund”. Unægteligt noget overdrevet. Andre fremhævede, at medierne finder det til grin, når ”lukkede såkaldte dybe baggrundsbriefinger” finder sted for grupper med deltagelse af op til 40 journalister ad gangen. Igen en rimelig indvending.

Flere tv-stationer undrede sig over, at præsidentens nylige pressemøde, med den nu helbredte såkaldte Ebola-sygeplejerske Nina Pham, ikke måtte filmes, kun fotograferes. Som den tidligere ABC News White House Correspondent Ann Compton bemærkede ved mødet i WHCA, så ”giver beslutningen ingen mening. Pham er jo kommet sig, mens hun var i behandling på et offentligt hospital. Og hun er nu rask og ser strålende ud. Det er da en god historie; så hvorfor regeringen ikke vil have den ud til så mange tv-kanaler som muligt, er en gåde”.

Stram billedstyring

Men de mange klagesange dækker over mere endnu.

I november 2013 indsendte en stor gruppe medier et officielt klagebrev til Det Hvide Hus for at protestere imod, at deres fotografer blev forment adgang til nyhedshistorier, der involverede præsidenten, samtidig med, at regeringen offentliggør billeder og videooptagelser fra de selvsamme begivenheder i en lind strøm.

”Det er en illegitim og ulovlig indblanding i pressens legitime dækning af nyhedshistorier. Præsidenten erstatter simpelt hen uafhængig fotojournalistik med visuelle pressemeddelelser,” hed det i brevet, som var stilet til Obamas daværende pressecheftalsmand, Jay Carney.

En lille bap på fredspiben

Det Hvide Hus er imidlertid godt selv klar over, at der er brug for at bappe lidt på fredspiben. Ved et nyligt møde mellem Doug Mills, der er fotograf for New York Times, og præsidentens nuværende talsmand, Josh Earnest, sagde Earnest (der ikke har skiftet navn for at få jobbet – ’earnest’ betyder ærlig på engelsk) undskyld:

”Han sagde, at de ville forsøge at rette op på skaderne.” sagde Mills til Washington Post sidste onsdag. Lignende røster lyder fra fotograferne på "the Post", mens tv-fotograferne ikke ser nogen bedring. Der holdes også møder lige nu med WHCA for at bløde op på det elendige forhold mellem Det Hvide Hus og medierne, før valgsæsonen starter til næste år med først primærvalgene og derefter præsidentvalget i 2016.

Et af emnerne, der er på tapetet, er et ugentligt pressemøde med præsidenten – hvilket ville være historisk – i stil med dem, Danmarks statsminister afskaffede for nyligt. Washington Post spurgte talsmand Eric Schultz, hvad status er på situationen. Svaret – til citat – lød: ”Vi tror på transparens og det er derfor, vi arbejder på at skabe så megen adgang (til præsidenten, red). som muligt. Når det er sagt, er det pressens evige ansvar at presse på for at få mere adgang, hvis den ikke gjorde det, ville den ikke passe sit arbejde.”

Et opstillet billede siger mere end…

Alt i alt må det samlede billede fortsat siges at være negativt. Der er ikke sket nogen konkrete fremskridt for pressens forhold i Washington; det er kun blevet sværere at arbejde frit, og adgangen til præsidenten er tværtimod blevet indskrænket siden 2008 og dertil langt strammere redigeret, især på billedsiden, end før Obama blev valgt. Og det er næppe sandsynligt, at præsidenten vil føle sig fristet til at afvige fra styringen, som hans team står for, og som med jævne mellemrum fører til virale hits på de sociale medier i form af nøje opsatte situationer med Obama i hovedrollen.

Som da han i sidste uge f.eks. omfavnede den fotogene, nu raske, sygeplejerske Nina Pham for at demonstrere en pointe, han har gentaget igen og igen, når det gælder kampen mod Ebola: ”USA er ikke et land, der er skræmt og viger tilbage over for udfordringer. Vi er modige og tager ansvar.”  Et billede siger som bekendt mere end 100 pressemøder. Og krammeren til sygeplejersken kommer ud til langt flere brugere, især de unge, end nok så mange citater fra møder med journalister i Det Hvide Hus gør. Det ved både præsidenten og medierne. Derfor tror jeg ikke på ændringer til det bedre for pressen; eller på at stemningen bliver varm og hjertelig op til valget i 2016.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen