search

Obama manipulerer medierne

Den amerikanske præsidents forhold til den kritiske presse i USA er notorisk elendigt, og Obama har med dygtighed manøvreret udenom pressekorpset i Det Hvide Hus til fordel for iscenesatte enkeltinterviews og sociale medier, som hans kampagne har styret. Samtidig har han indskrænket åbenheden i adgangen til informationer

WASHINGTON DC – Aftenen før præsident Obamas indsættelse var jeg til demokratisk sejrsfest hos amerikanske venner. Der var stabschefer for flere ministre, der var sågar en enkelt minister til stede, nogle tidligere akkrediterede fra pressekorpset i Det Hvide Hus samt Susan Rices toprådgiver, der kunne fortælle artigheder fra det turbulente forløb omkring det fejlslagne forsøg på at gøre Rice til Hillary Clintons efterfølger.

De tilstedeværende journalister underholdt for deres vedkommende med udlandsture i Airforce One og one-to-one med præsident Obama, mens Champagnen flød på 11. sal og alle beundrede synet fra balkonen – direkte fra Arlington, hvor der var udsigt direkte ned over the Washington Monument og Capitol Hill, der var oplyst i anledning af den forestående indsættelsesceremoni.  På balkonen stod også en papfigur af præsidenten, hvor folk tog fjollede billeder af sig selv.

 

Obama afskyer journalister

Festen var sjov. Men det mest interessante udbytte af aftenen var en bekræftelse fra et betydeligt antal af gæsterne om, hvor lidt præsidenten bryder sig om medierne.

Er det interessant? Ikke i sig selv.

Jeg kan tælle på en hånd, hvor mange danske toppolitikere jeg har mødt, som holdt af journalisterne på Borgen, da jeg dækkede dansk politik. Om end mænd som Niels Helveg Petersen, Svend Auken og lejlighedsvist også Hans Engell og Uffe Elleman-Jensen havde lange perioder, hvor deres forhold til mange journalister var hjerteligt. Også Poul Nyrup Rasmussen – der ellers om nogen blev gjort til grin i pressen – havde et fint samarbejde med en række politiske reportere, herunder undertegnede, der i et par år var en del af den såkaldte ”sofagruppe” som Nyrup havde oprettet med bistand fra sin pressechef, Peter Mogensen, hvor en række journalister fra presselogen på Christiansborg to gange om året blev inviteret ind i Statsministeriet for at sidde over for Nyrup i en times tid uden nogen specifik dagsorden andet end at tale om den aktuelle politiske situation.

Men flertallet af toppolitikere verden over har ikke meget til overs for pressen. ”Ja, det er helt sikkert. Obama hader journalister,” som en af gæsterne udtrykte det over for mig. Han havde som tidligere Reuters reporter i Det Hvide Hus i årevis dækket Det Hvide Hus, inden han sidste år deserterede til the dark side, et lobby/PR-bureau sidste år.

Det kan synes lidt spøjst al den stund de borgerlige medier med en hær af bidske bloggere, WSJ samt Fox i spidsen ikke forsømmer nogen mulighed for at pointere, hvordan ”the mainstream Liberal media” er forgabt i præsidenten på uprofessionel vis.

 

Rekord i undvigelse af kritisk presse

Men det gør det selvfølgelig kun mere interessant at se lidt på, hvordan præsidenten alligevel håndterer medierne til stort UG med kryds og slange.

For det første er det velkendt, især efter præsidentvalget, at Obamas team af unge mediehajer fuldkomment satte sig på de sociale medier. Igen. Og endnu mere end i 2008.  Fra det nu ikoniske billede af krammet mellem the first couple, med titlen ”Four More Years,” der er det mest tweetede pix nogen sinde til tonsvis af e-mails til tilhængere, Facebook-opdateringer og direkte opringninger, hvor man selv suverænt sætter betingelserne, indholdet og timingen.

Mindre kendt uden for journalist-standen er det, at præsident Obama er den amerikanske leder i nyere tid, der har holdt færrest formelle pressemøder nogen sinde. Man skal helt tilbage til Ronald Reagan for at finde en, der undergår Obama. Websiden Politico har opgjort tallene i en artikel om – som skribenten udtrykker det, ”Obamas afstandtagende forhold til det akkrediterede pressekorps i Det Hvide Hus”

Tallene ser sådan ud: Obama – 79; George W. Bush – 89 Bill Clinton – 133; George H. W. Bush – 143; Reagan – 27.

 

Og rekord i selvtilrettelæggelse af interviews

Til gengæld har Obama haft langt flere relativt korte interviews en-til-en, hvor han har siddet ned med udvalgte journalister, der tenderer mod at være forbløffende benovede og ukritiske (forbløffende, fordi der ellers i amerikansk journalistik hersker en langt barskere tone end vi er vant til i f.eks. Danmark, og især i Det Hvide Hus’ pressekorps, hvilket naturligvis netop er en af grundene til, at Obama ikke bryder sig om mødet med denne gruppe reportere).

Ser man på antallet af den type hygge-portræt-interview, overgår Obama langt både Bush og Clinton, skriver Huffington Post, der så på sagen i sidste uge i en artikel. I en anden artikel samme sted findes en artikel med den sigende rubrik: ”Obama Loves Interviews, Does Not Love Press Conferences Or Q&A's, Study Shows”. I denne artikel fremgår det, at Obama med lethed overgår både Bush 43 og Clinton her.

Den i Danmark så beundrede Obama har med andre ord amerikansk rekord i at holde den kritiske presse på afstand og suverænt selv iscenesætte sin mediedækning. Ingen anden amerikansk præsident har i den grad formået at ignorere den etablerede presse og via ukritiske ene-interviews og sociale medier henvende sig direkte til vælgerne.

Det kan man imidlertid ikke fortænke ham i. Det er hans ret som politiker og medierne kommer ingen vegne med surmuleri eller flæben. Det er nye tider og enhver statsmand, der er udsat for bombardementet fra elektroniske 24/7 medier og den evige tsunami fra blogs, er i sin gode ret til at udvikle mediestrategier, der håndterer virkeligheden.

 

Obamas brudte løfter: lukket regering

Det er meget værre, at Obamas regering også har en anden rigtig kedelig rekord: det er den mest lukkede regering i nyere tid, når de gælder de retlige spilleregler for adgangen til information.

Og her er der langt mere grund til at løfte en advarende (og skuffet) pegefinger. For det er statsmagten, som sætter spillereglerne, og når den indskrænker journalisters adgang til informationer og kilder, lider demokratiet. Især er det skuffende, når man tænker på, at Obama ved sin tiltrædelse netop trompeterede, at han var forpligtet på at skabe ”en aldrig før set åbenhed i min regeringsførelse.” Man kan se ordlyden her: Press Release.

”Det var stærke ord fyldt med håb,” skrev Washington Posts Dana Milbank i en glimrende, kritisk artikel i december med titlen ”The Open and Shut Administration,” hvor han fortsatte: ”men fire år senere er det blevet klart, at det blot var tomme ord.” De amerikanske vagthunde og fortalere for ”open government” er dybt skuffede over præsidenten, hvilket man kan se af en lang række citater i den nævnte artikel.

Listen er lang, og jeg skal ikke gentage den her (interesserede kan blot klikke på linket og læse artiklen), men vil citere en, Steven Aftergood, som er chef for the Federation of American Scientists’ ”Project on Government Secrecy”. Han siger:

”Kriminaliseringen af uautoriserede videregivelser af informationer til pressen er steget skarpt, og er blevet regeringens foretrukne taktik.”

 

Især et problem i antiterrorlovene

Aftergood kritiserer især, at regeringen med hård hånd arbejder på at straffe alle, der efterlyser klarere regler for, hvem der bærer ansvaret for de mere kontroversielle dele af USA’s anti-terrorpolitik såsom beslutningerne om hvem der skal stå på præsidentens såkaldte ”dræberlister” med navne på formodede terrorister, der forsøges dræbt uden rettergang bl.a. gennem øget brug af droner.

En anden redegørelse fra Washington Post report fra sommeren 2012 konkluderer tilsvarende, at ”regeringen holder endnu mere på hemmelighederne end tidligere.” Anmodninger, der benytter sig af den ellers legendarisk åbne ”Freedom of Information Act” er blevet afslået i højere grad end tidligere, og the National Declassification Center, som Obama selv etablerede i 2009, havde i 2012 blot arbejdet sig igennem 14 procent af anmodningerne, som det ellers var meningen at de skulle gennemgå og deklassificere ved slutningen af i år.

Som om alt dette ikke var trist nok, så er der forværringer på vej. Senatet er på vej med en helt ny lov, der skal klargøre reglerne for den såkaldte ”playbook” der netop klargør reglerne for deling af efterretningsoplysninger i forbindelse med anti-terrorpolitiken.

’Lovudkastet siger, at alle andre end særligt godkendte topembedsmænd fremover har mundkurv på, når det gælder kontakt med medierne. Det er uhørt i amerikansk retspraksis og vil gøre det strafbart ikke bare for whistle-blowers, men også for embedsmænd af enhver art på dette område blot at tale med pressen. Tiltaget kan ikke ses som andet end et forsøg på at stække den amerikanske presse. Det venstreorienterede website alternet.org har en kritisk og spritny dækning af den nye lov her.

 

Den triste konklusion

Hvad er konklusionen?

Ja i hvert fald, at den generelle falden på halen for Obama både i store dele af den amerikanske presse samt i Danmark ikke inkluderer bedre vilkår for den kritiske og fri presse i Amerika (en tendens som overtegnede ikke kan sige sig helt fri for – alle de fabelagtige billeder, den smukke førstedames kjoler og frakker og den stærke indsættelsestales betoning af behovet for lighed, en fair immigrationspolitik, ikke-diskrimination af minoriteter og nødvendigheden af at gøre noget ved klimaforandringerne – kan gøre enhver reporter svag i knæene).

Sikke en skam.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen