Det koster mellem 410 og 1.870 dollars for medier at komme ind i Grant Park i Chicago på selve valgaftenen. Det er dog gratis at stå udenfor.
»I mine mange år som nyhedschef har jeg godkendt mange udgifter til dækning af valgaftener lige fra betaling for at parkere sendevogne til el- og teleforbindelser. Det er helt rimeligt, at politiske kampagner ikke betaler for den slags, men Obama-kampagnen går veje, jeg ikke har set før, når de tager penge for selve adgangen til at komme ind,« skriver undervisningsleder Al Thomkins på PoynterOnline.
Priserne på mediepakkerne afhænger af placering på valgaftenen samt ønsker om adgang til el- og teleforbindelser.
Et memo fra Barack Obamas kampagne fortæller samtidig, at der er mulighed for at dække begivenheden gratis. Man skal dog notere sig, at det almene medieområde er udenfor, uden faste pladser, og at der kan være dårligt udsyn.
Man kan heller ikke sidde ned, hvis man ikke betaler.
»Jeg har aldrig hørt noget lignende,« siger Jackie Pillars, som er producer for WTVF-TV i Nashville, og som tidligere har koordineret dækningen af Clinton og Gores hovedkvarterer på valgaftener.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.