Det er muligt at dække valghandlingen i en union. Det har danske medier bevist med bravur.
Når det gælder præsidentvalget i Amerikas forenede stater, begynder danske mediers minutiøse dækning 22 måneder i forvejen. Vi får besked om forskellen på delegerede og superdelegerede, ligesom valgkampagnernes økonomi endevendes sammen med brugen af Facebook i valgkampen.
Jeg ved faktisk mere om kandidaternes børn, hunde og ægtefæller i det amerikanske valg, end jeg ved om kandidaterne til EU-Parlamentsvalget i Danmark. Jeg måtte lige slå Socialdemokraternes spidskandidat, Dan Jørgensen, op for at komme i tanke om, hvordan han ser ud. Han er bestemt nydelig, om end noget ung. Der er i skrivende stund en måned til valget, og der er stadig ingen medier, der dækker det med entusiasme. Vi får mest de sædvanlige historier om, at danskerne ikke kender valgdatoen, nok ikke gider stemme – og så er det selvfølgelig alt sammen mediernes skyld.

MAN KAN GØRE mange indvendinger mod sammenligningen mellem EU-Parlamentsvalget og det amerikanske præsidentvalg. USA er verdens største magtfaktor militært og økonomisk, samtidig med at præsidentembedet har udstrakte udenrigspolitiske magtbeføjelser. En relevant indsigelse. Man kan også påstå, at EU-Parlamentet er en sandkasse, en børnehave og et Mickey Mouse-parlament uden reel indflydelse. Problemet er, at det ikke længere er sandt. Man kan stort set ikke vedtage noget i EU uden parlamentets godkendelse længere – og da slet ikke når Lissabon-traktaten er blevet bosset igennem. Fra kræft over kultur til asyl, internet, klima, sundhed eller finanskrisen, så er de folkevalgte ikke til at komme udenom. Lobbyisterne har opdaget parlamentets magt, så de belejrer politikerne. Stik modsat vælgerne, der ved det seneste valg stemte i mindre udstrakt grad end nogensinde før.
Man kan også indvende, at hvis der nu var et præsidentvalg i Europa mellem for eksempel Tony Blair og Silvio Berlusconi, så skulle medierne såmænd nok være på pletten. Men kan vi undskylde os med det? At Europa er besværligt, langsomt og teknokratisk og slet ikke passer ind i vores berettermodeller og nyhedskriterier? At vi ikke kan finde ud af at stille teateret op som i dansk politiks kamp mellem den røde og den blå blok eller som i USA med kampen mellem Obama og McCain? Nej, det kan man ikke undskylde sig med, hvis man redigerer efter væsentlighedskriteriet, og det er der jo mange danske medier, som hævder, at de gør. Tværtimod har man nærmest givet op og skruer ned for antallet af korrespondenter.

POLITIKENS TØGER SEIDENFADEN kan efterlyse en fælles europæisk offentlighed, lige så tosset han vil. Det er en smuk tanke, men omtrent lige så realistisk, som at månen i virkeligheden skulle være lavet af ost. Mindre kan også gøre det. Man kan begynde i det små. For eksempel ved at insistere på, at de håndfulde medarbejdere, der faktisk dækker parlamentsvalget den 7. juni i år, finder spændende konkrete sager samt dækker kandidaterne og de politiske dagsordener. Vi kender historierne om det manglende folkelige engagement. Vi kender historierne om, at medierne ikke gider beskrive og folket ikke stemme. Lad os for eksempel i stedet høre om kampen om, hvorvidt kræftpatienter frit skal kunne vælge hospitaler på kryds af landegrænser på statens regning. Det giver sig selv, at vælgerne gaber kæberne af led, hvis de hele tiden får at vide, at de gaber kæberne af led. Beskriv valget, og find de spændende emner – så skal jeg til gengæld nok huske, hvordan Dan Jørgensen ser ud.