O-journalister udelukkes fra COP15-pressemøder

FN vil ikke lukke journalister fra interesseorganisationer ind til pressemøder ved klimatopmødet i København. Reglerne strider mod dansk tradition for åbenhed, mener DJ's formand.

FN vil ikke lukke journalister fra interesseorganisationer ind til pressemøder ved klimatopmødet i København. Reglerne strider mod dansk tradition for åbenhed, mener DJ's formand.

En række danske journalister udelukkes fra deres almindelige journalistiske rettigheder, når de til december skal dække klimatopmødet for de organisationer, de er ansat i. FN's akkrediteringsregler giver nemlig kun presseakkreditering til 'almindelige' massemedier. Og uden presse-akkreditering ingen adgang ved pressemøder.

»Journalister tilknyttet NGO'erne bliver akkrediteret som NGO'er, og de har ikke adgang til pressemøderne. Men de har en række andre fordele, blandt andet får de tilgang til forhandlingerne,« siger leder af kommunikationsafdelingen i UNFCC, Eric Hall til Journalisten.dk.

Men selv om man er tilknyttet en interesseorganisation, har man stadig brug for at arbejde som journalist på lige fod med alle andre. Det mener Lene Jarbøl, som er journalist i Folkekirkens Nødhjælp. Hun følger klimaforhandlingerne tæt, da emnet er et af organisationens fokusområder.

»Vi har et magasin og et webmedie, som jeg skriver til, og mit arbejde er at følge med i, hvad der sker. Derfor har jeg brug for at være ved pressemøderne, for at blive orienteret og kunne stille spørgsmål. Jeg synes jo, jeg arbejder journalistisk, og jeg kommer ikke for at fremme en sag,« fortæller hun.

Efter syv år på Ritzau er hun ikke vant til at være udelukket fra pressemøder.

Hendes chef, Mattias Söderberg, der er leder af klima-sekretariatet i Folkekirkens Nødhjælp, er heller ikke glad for situationen.

»Det er meget ærgerligt. Vores journalister vil i højere grad få sekundær information, og netop dét at kunne stille kritiske spørgsmål ved et pressemøde er en vigtig og særlig tilgang, som kun journalisterne har,« siger Mattias Söderberg.

Kilder fortæller Journalisten.dk, at FN's beslutning bygger på en frygt for, at NGO'er og andre parter vil bruge pressemøderne til at argumentere og gøre opmærksom på egne synspunkter frem for at stille spørgsmål.

Eric Hall vil ikke bekræfte, at det er baggrunden for reglerne.

»Det er nogle regler, der har været i FN-systemet længe. Men jeg vil godt nævne, at en arrangør af et pressemøde selv kan vælge, at det skal være åbent for alle,« siger Eric Hall, der anser det for helt traditionel praksis at skelne mellem NGO-ansatte og ansatte ved massemedier.

Journalistforbundets formand, Mogens Blicher Bjerregård, er derimod ikke glad for de regler for adskillelse, der med COP15 i København vil blive praktiseret på dansk jord.

»Jeg kan ikke forstå, at FN ikke vil have alle interesserede til at komme til sine pressemøder. Vi har en god tradition i Danmark og i danske ministerier for, at alle interesserede i en sag kan komme til et pressemøde, såfremt de har pressekort,« siger Bjerregård.

Han ser FN's sortering af journalister efter arbejdsgiver som en direkte trussel mod de danske traditioner for pressehåndtering.

»Jeg håber så sandelig ikke, at den praksis, som FN åbenbart benytter sig af, bliver en tendens i de danske ministerier og hos andre offentlige myndigheder. Her skal være åbenhed og lige adgang for en bred vifte af medier, og det bør ikke afhænge af, hvordan det enkelte medie er finansieret,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

1 Kommentar

lasse frohn
17. NOVEMBER 2009
Re: O-journalister udelukkes fra COP15-pressemøder
det skulle man gøre noget oftere