Fagbladenes gruppe, O-gruppen, er træt af anklager om pamperlønninger og indleder en storstilet kortlægning af medlemmernes løn- og arbejdsforhold
Fagbladenes gruppe, O-gruppen, er træt af anklager om pamperlønninger og indleder en storstilet kortlægning af medlemmernes løn- og arbejdsforhold |
»Det irriterer mig, at vi skal se på avisoverskrifter om pamperlønninger, hver eneste gang Journalistforbundets lønstatistik udkommer,« sagde O-gruppens formand Henry Thingvad på gruppens generalforsamling. I 98 var månedslønnen på organsationsbladene lidt over 34.000 kroner. Det er omtrent 3.500 kroner højere end landsgennemsnittet for journalister. »Vi bliver ikke vurderet på vores arbejdsforhold, men i kroner og øre. På papiret er det rigtigt, at organsationsbladene er lønførende, men reelt er vi det ikke. Lønstatistikken tager jo for eksempel ikke højde for, at vi ikke har nogen fast øvre arbejdstid. Mange knokler 50-60 timer om ugen, og der er slet ikke den samme sikkerhed i ansættelsen som tidligere. Samtidig er det kun ti ud af 70 arbejdspladser, der har tegnet en overenskomst,« hed det i formandens beretning. Derfor vil O-gruppen forsøge at danne et billede af de reelle arbejdsforhold. En storstilet spørgeskemaundersøgelse skal blandt andet afdække medlemmernes reelle timeløn. Resultaterne skal proppes i en database, som kan sorteres på kryds og tværs. »Vi får et værktøj til at indkredse de problemer, der ellers nemt bliver overset, fordi vi er så spredt en gruppe og har stor udskiftning i bestyrelsen,« sagde Henry Thingvad. Flere fremmødte luftede dog også deres betænkeligheder ved undersøgelsen. »Hvad vil vi med den undersøgelse? Hvis problemet er for høj arbejdstid, så er det os, der skal prioritere det i forhandlingerne. Vi skal ikke gøre det fordi andre har ondt i røven over det,« mente Laila Hopp fra Forbundet Træ-Industri-Byg i København. »Det er jo ikke kun derfor,« svarede Henry Thingvad: »Det svækker os da i en forhandlingssituation, at der er det billede af os i offentligheden.« Torben Kragh fra SiD-Fagbladet satte spørgsmålstegn ved, om undersøgelsen bliver retvisende. »Folk kan jo godt have tendens til at sige »Puh, hvor jeg arbejder meget« eller »det er da ikke så slemt«,« sagde han og tilføjede: »Jeg synes, det lyder voldsomt ambitiøst, og jeg er nervøs for at vi kommer til at stå med en kæmpe mængde uoverskueligt materiale, som vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved.« »Det er ambitiøst,« svarede Henry Thingvad: »Men det kan give os gode argumenter på hånden, når vi skal ud at forhandle.« Efter O-gruppens generalforsamling så bestyrelsen således ud: Formand: Henry Thingvad, Træ og Byg. Næstformand: Toril Due Madsen, NNF-Arbejderen. Kasserer: Britta Lundquist, FOA-Bladet. Øvrige medlemmer: Ingrid Pedersen, tidl. Fagbladet; Malene Skov Jensen, Lederne. Suppleanter: Peter Hjort, Sælgeren; Anne Marie Kjeldset, Tidsskrift for Jordemødre. |
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.