DJ bør arbejde for, at Whistlebloweren Edward Snowden bliver tilbudt dansk statsborgerskab. Det skriver Organisationsgruppens bestyrelse i en udtalelse til hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund.
»Vi vil gerne have, at DJ går ind i denne her sag. Vi opfordrer til, at Edward Snowden får asyl. Vi inddrager lidt mere end DJ's medlemmer, for det handler også om borgere og virksomheder det her,« siger Jørn Albertus, der er formand for Organisationsgruppens bestyrelse.
Jørn Albertus fortæller, at han har fulgt udviklingen i sagen om whistlebloweren Edward Snowdens lækager og den måde, sagen er blevet håndteret af forskellige landes myndigheder.
Senest er det kommet frem, at den britiske premierminister David Cameron har fået sin kabinetssekretær til at lægge pres på avisen The Guardian. Avisen valgte som følge af presset at destruere en computer, der indeholdt Edward Snowdens lækkede data.
»Jeg er fuldstændig forbløffet og forarget. Det er jo aldeles forkasteligt. Det er jo nærmest retsløshed,« siger Jørn Albertus.
Det fremgår af Organisationsgruppens udtalelse, at der er en række punkter, hvor man ønsker, at DJ skrider til handling:
"O-gruppens bestyrelse opfordrer DJ’s politiske ledelse til følgende proaktive handlinger i kølvandet på Snowden-sagen:
- DJ fordømmer de sanktioner, som den britiske regering og de britiske myndigheder har iværksat rettet mod The Guardians redaktion og borgere med relationer hertil. DJ finder, at indgrebene er et hidtil uset angreb mod pressefriheden og truer fundamentale menneskerettigheder.
- DJ opfordrer regeringen til at tage afstand fra USA’s omfattende aflytningstiltag, der blandt andet truer det internationale samfund på grund af den uigennemsigtige aflytning, som efterlader
- ikke-amerikanske statsborgere retsløse.
- DJ fordømmer den internationale klapjagt på Edward Snowden og opfordrer den danske regering at tilbyde ham fri indrejse og statsborgerskab.
- DJ opfordrer regeringen til at tilbyde danske borgere og virksomheder brugbare og reelt sikre løsninger, som kan beskytte mod aflytning.
- DJ vil arbejde for at tilbyde sine medlemmer adgang til viden, som gør medlemmerne i stand til at beskytte sin kommunikation med kilder og sikring af egne informationsbaser mod aflytning. DJ vil gøre dette gennem kursustilbud og i samarbejde med andre faglige organisationer og medievirksomheder."
Journalist Kurt Westh Nielsen er medunderskriver på udtalelsen:
»Forhistorien er meget enkel. Vi har drøftet i bestyrelsen hvor meget og hvor lidt DJ har været ude og markere holdninger. Det har indtil nu været lidt reaktivt,« siger Kurt Westh Nielsen.
»Der sker nogle skred i pressefriheden og i den demokratiske debat. Hvad kan man gøre for at sikre sig mod, at der kan være fremmede magter, der lytter med. Det er især en interessant problemstilling for journalister, der har brug for at etablere et tillidsforhold til de kilder de bruger. Helt lavpraktisk mener vi, at DJ bør gå aktivt ind og sørger for at øge viden om, hvordan man kan beskytte elektronisk kommunikation.«
»Der er jo nogle forholdsregler man kan tage. Både som professionelle i vores journalistiske liv, men faktisk også at hele befolkningen skal have adgang til at sikre sig mod aflytning,« siger Kurt Westh Nielsen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Enig! Jeg synes, behandlingen af Guardian er et brud på pressefriheden, og jeg synes, journalist-standen og dermed DJ skal støtte andre medier, der havner i sådan en situation. Så jer ser meget gerne DJ markere sig offentligt i denne sag - i medierne og via direkte kontakt til regeringen.