Jeg fik ‘Verdens korteste vikariat’. Seks dage på Valby Bladet. Det førte til et lidt længere et af slagsen, og indtil videre sidder jeg fast på stolen på de seks københavnske lokalaviser som Berlingske Media solgte og North Media købte, lige inden det blev november, november, november, og kommunalvalget blev hele hverdagen.
“Jeg holder af hverdagen – Mest af alt holder jeg af hverdagen …”
Sådan skrev Dan Turèll for 30 år siden. Men Onkel Danny arbejdede mest hjemmefra, og når han tog på kontoret var det henne om hjørnet, nede i kælderen. En noget anden hverdag end den, jeg kender.
Men jeg holder nu alligevel af den – hverdagen. Jeg holder af at komme op og af sted, ind i bilen, ned i børnehaven, ud på motorvejen og ind til byen og op på kontoret og hen til kaffen og over og tænde for computeren og .. .Ahh. Endelig fremme på pinden.
Og pludselig skal jeg det hele en gang til – bare omvendt. Hjem ned i bilen, hente børn, lave mad, i seng. Og op igen.
Det er lidt af en brat opvågning, når man er vant til et liv som studerende og arbejdsløs, hvor arbejdsdagen strakte sig fra ca. 0900 til 1400 iblandet en solid portion overspringshandlinger, avislæsning og snak med postbuddet.
Det er slut nu. Der er en avis, der skal skrives.
Det er hverdagen. Den har ramt mig og familien lige i r****. Nu er der dårlig samvittighed over at være bagud på arbejdet, dårlig samvittighed over at hente sent i SFO og børnehave og dårlig samvittighed over ikke at holde deadline på blogindlæg til Journalisten.dk.
Lige nu, klokken 19.34 dagen før jeg har lovet chefredaktøren noget, der ligner et indlæg, er det sidste det værste.
“Godmorgen. Tak for dine fine bidrag! Jeg vil bede om datoer for de kommende tre blogs, så jeg kan disponere,” skrev redaktør Øjvind Hesselager i mailen.
Min oprindelige ide var at skrive om livet som nyuddannet og arbejdsløs. Den købte Hesselager og foreslog seks indlæg. Jeg hoppede på limpinden og sagde: Ja! Først havde jeg skrevet om, hvordan specialeskrivningen nær havde suget alt liv ud af mig. Bagefter skrev jeg et blogindlæg om ikke at have noget arbejde. Og det tredje handlede om, hvordan det er at komme i arbejde.
Nu var jeg pludselig kun en af de to, nemlig nyuddannet – og jeg skyldte stadig tre indlæg til fagbladet. Uden skyggen af ide til noget som helst.
Jeg havde heller ikke tid. Men jeg havde jo godt regnet ud, at det ville komme. Jeg lod bare som ingenting. Fordi jeg ingenting havde på blokken til bloggen.
Med et fuldtidsjob, timevis af pendlerkø på Hillerød-motorvejen, to børn og en 40-års fødselsdag fra weekenden i bakspejlet og en børnefødselsdag på lørdag krydsede jeg fingre for, at dem på Journalisten ikke opdagede, at jeg trak den i halen.
Og hvad fanden skulle jeg skrive? At jeg gik på arbejde? At jeg havde travlt? At alt i virkeligheden mindede om det, alle andre, der går på arbejde, prøver dag ud og ind?
Jeg havde ikke en skid.
Og alligevel, så holder jeg af hverdagen. I morgen skal jeg interviewe en kvinde, der har fundet på en app, der kan hjælpe folk med at trappe ud af antidepressiv medicin. Så har jeg en føler ude hos Martin Geertsen, så jeg kan få en kommentar til det faktum, at han ikke blev regionsrådsformand og heller ikke får noget at skulle have sagt efter konstitueringen af det nye flertal.
Jeg skal også have lavet en aftale med Morten, der engang var direktør, men som hellere ville arbejde med unge utilpassede og derfor smed slipset og de spidse sko og tog et par sneakers på i stedet, så han kunne leve drømmen om at gøre en forskel ud.
Måske lyder det ikke af noget. Jeg vælter s’gu ingen ministre, og der er ingen rullende kameraer eller sirener og blinkende lygter.
Men der er mennesker, der har noget på hjerte. Og ude i Sydhavnen eller inde på Nørrebro, der gider de godt læse om deres nabo. Bare det er en, der har noget på hjerte.
Nu kommer jeg nok til at lyde lidt højtravende. Men jeg synes, det er noget. Og nogle gange kniber jeg mig selv i armen, fordi jeg hver dag får lov at lære mere, lære noget nyt, tale med mennesker, der har noget at sige.
Og hvor skal pengene komme fra?
Engang havde jeg et kursus på RUC. Det var Lasse Jensen, der underviste. Det var i ’kritisk interview’, og det var på første semester af journalistik.
Jensen havde et ordentligt bundt gode anekdoter med. Det var et sjovt kursus. Og så sagde han en uforglemmelig ting. Han sagde, at han altid spurgte: ’Og hvor skal pengene komme fra’.
Hos os på Frederiksberg Bladet og de andre fem blade kommer pengene ude fra dem, der sidder på den anden side af mødelokalerne. Annonceafdelingen!
Mens de store dagblade skriver side op og side ned om Lars Løkke Rasmussens tilsyneladende håbløse forhold til penge – både egne og andres – så skrev vi om det ret vigtige nært forestående kommunal- og regionsrådsvalg. Vi skrev meget.
Og omme på den anden side af mødelokalerne, der havde de også travlt. De solgte valgannoncer. De solgte mange.
Og de sidste aviser inden valget – der var mange annoncer i. Men det skænkede jeg ikke en tanke. Sådan er det jo i ugeaviser. Ligesom jeg ikke ænser tv-reklamer. Eller fuldstændig overser massageannoncer i Ekstra Bladet, når jeg er i pølsevognen.
Men der er nogen, der tænker over det, åbenbart. For der var nogen på Journalisten, der fik øje på det svøb, Jørgen Glenthøj og Det Konservative Folkeparti have købt.
Fire sider i farver (mest grøn!) med Jørgen Glenthøj på forsiden, på side to og konservative på resten. Købt og betalt af De Konservative på Frederiksberg, der meget nødig ville miste herredømmet over det, der i 104 år har været en højborg for det mildest talt trængte parti. Og inde i avisen var han også. Endnu en annonce.
Og så var han der igen. Et billede, der ledsagede en artikel fra et af valgkampens store valgmøder. Et billede af borgmester Glenthøj og en af de andre kandidater. Du kan se det her. Det er Martin Sørensen, der har taget det, og det er et pissegodt billede.
Der var mange billeder af Glenthøj. Var det et problem?
”Næh,” sagde chefredaktøren for Frederiksberg Bladet og de fem andre aviser hos os til journalisten, der ringede, og som skrev for Journalisten.
Og det er det heller ikke. Der kommer ingen rendende fra annonceafdelingen og spørger, om vi vil skrive om bestemte politikere eller butikker eller hvad ved jeg, fordi de skal sælge annoncer.
Men der skal jo sælges annoncer i en avis, der bliver delt gratis rundt. Det kan enhver regne ud. Eller det skulle man tro, enhver kunne. For da Journalisten havde bragt historien om De Konservatives aggressive annoncering og vores valgdækning på nettet, var der lynhurtigt to kommentarer til artiklen på Journalisten.dk.
Den ene fra en borgerlig kommentator på en licensfinansieret radiostation, der næsten ikke kunne få luft over annoncemængden. Og den anden fra en journalist på et medie finansieret af fagbevægelsen, som næsten heller ikke kunne få luft over de mange valgannoncer i lokalaviserne.
Nu kan det godt være. jeg er nærtagende. Jeg er nærtagende. Jeg er en sart kunstnersjæl, der ikke tååååååler kritik. Og det, jeg tænkte, da jeg så de to kommentarer var: Vor Herre til hest.
Mage til skinhellighed, tænkte den pragmatiske nyuddannede, der er vildt glad for at skrive på en avis, der bliver læst, og hvor det, man skriver, rent faktisk gør en forskel for folk, når de skal beslutte sig for, hvor krydset skal være på en kommunalvalgdag.
Men heldigvis var der også en af kommentatorerne, der forstod det:
”Selv om det ikke pynter på lokalaviserne at være klistret til med valgannoncer, så skal man huske, at det skæpper godt i kassen og gør, at mange af aviserne har råd til at bruge nogle flere journalistiske ressourcer senere hen, pga. at der er kommet ekstra annoncekroner ind,” skrev Michael Jensen.
Og det er nemlig helt rigtigt, det Michael si’r. Ressourcer til journalistik. Så kommer der også løn. Det er godt for hverdagen!
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Hanne og Mads
Arh, tak skal i ha'!
Jeg er også glad for, at jeg har fået lov at gøre det.
Og det kan da være der kommer mere.
Jeg skal bare ha' Øjvind Hesselager til at læse kommentarsporet her :)
Tak for ordene.
DBH
Thomas
Skøn læsning. Det må være en fejl, du kun er hyret til seks indlæg her på kanalen. Tak for ordene.
Muligvis nok... - ej, du laver faktisk den bedste blog på journalisten.dk ;-D
Keep it up.