De er unge, vil frem og forventer tit mere af sig selv, end chefen gør. Flere og flere nyuddannede kvinder går ned med stress og "midtvejskriser" allerede i 20'erne.
UDKØRT. Til at begynde med er hun ikke klar over, at ubehaget har noget med stress at gøre. Det er søndag formiddag. Nyhedsvært Rikke Carlsen er alene på redaktionen, i gang med at forberede endnu en kort udsendelse med fem hurtige indslag.
Øjnene glider hen over sætningerne i manuskriptet, da hendes hjerte begynder at hamre unaturligt hurtigt. Rikke sveder. Det prikker i brystet. Pludselig føles det, som om et uvejr af sorte tanker bryder løs indeni: en tung følelse af sorg, hun ikke selv er herre over.
»Det kokser fuldstændig. Lige pludselig sidder jeg dér med en afgrundsdyb følelse af at være ked af det. Dybt ulykkelig uden nogen særlig grund. Jeg begynder at græde, sidder og stortuder for mig selv ved skrivebordet. Så tørrer jeg øjnene og går ind og læser næste nyhedsudsendelse op i radioen. Hvorfor går jeg dog ikke bare hjem?« fortæller Rikke Carlsen.
Mandag melder hun sig syg, og de næste par uger tager hun ikke telefonen. Det virker uoverskueligt. Da Rikke får samlet mod til at gå ned og handle, får hun et angstanfald i supermarkedet.
»Jeg bliver panikslagen, så jeg løber hjem igen, smider varerne i entréen og sætter mig ned på gulvet i gangen og græder. Jeg har følelsen af ikke at kunne kontrollere, hvad der sker i min hjerne. Det gør mig meget bange.«
Da Rikke går til lægen, får hun konstateret forhøjet blodtryk. Hjertet banker så hurtigt, at hun ikke kan ligge roligt i sengen om natten, og hver dag føles som en eksamen. 27-årige Rikke går hjem fra konsultationen med en recept på nogle beroligende piller i hånden og lægens diagnose: stress.
RIKKE CARLSEN ER LANGTFRA den eneste. Journalistforbundet får flere og flere henvendelser fra helt nyuddannede kvinder, i midten af 20'erne eller begyndelsen af 30'erne, der lider af stress efter forholdsvis kort tid på arbejdsmarkedet. Det fortæller arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund Eva Jakobsen.
»Jeg fornemmer en stigende tendens. For øjeblikket har jeg cirka fire tilfælde om ugen, hvilket er rigtig meget. Og det er bare den øverste top af isbjerget. Der er jo mange, vi ikke hører fra. Det er en hård begyndelse på arbejdslivet.«
Den gruppe kvinder, Eva Jakobsen taler om, har som regel ingen børn. Mange af dem er kun lige blevet færdige med studierne og er i gang med deres første fuldtidsjob.
De er ambitiøse, ofte årgangenes dygtigste elever, fortæller karrierekonsulent i DJ Mads Løkke Rasmussen.
»Det er 'high performers'. Kvinder, der er på vej frem med fuld fart. De har fået høje karakterer hele vejen gennem studiet og er kommet hurtigt i job på prestigefulde arbejdspladser. Alligevel har de hele tiden fornemmelsen af, at det, de gør, ikke er godt nok – til trods for at de i virkeligheden er 'next to great'.«
RIKKE CARLSEN HAR VÆRET et år på arbejdsmarkedet, da de første symptomer begynder at vise sig. I starten skal redaktionen producere en nyhedsudsendelse hver time, men kravene bliver sat op til to i timen.
»Der var en hektisk stemning. Generelt var vi stressede og rendte rundt for at finde kilder til indslagene: "Hvem har vi til klokken hel? Hvem har vi til klokken halv?" Folk stod på bagtrappen og pulsede cigaretter, og nogle gange havde vi for travlt til at gå på toilettet. På 10 minutter kunne jeg nå at ringe til en kilde, klippe indslaget og sende det videre. Det var fedt, men fagligt var det også ret utilfredsstillende.«
»Der var meget præstationsangst. Jeg tænkte: "Jeg skal lynhurtigt op på samme niveau som de erfarne journalister, ellers er jeg en hæmsko." Arbejdet betyder ekstremt meget for mig.«
Derfor havde Rikke aldrig rigtig fri. Hun sendte emails om aftenen, researchede i weekenderne og vågnede om natten og skrev idéer ned på sin blok.
»Som nyuddannet har man endnu ikke haft så mange succeser, at man har en grundfølelse af at være god nok. Det betyder meget, at éns chef kommer og giver dig ros. Giv mig anerkendelse – sig, at jeg er god nok. Man vil jo gerne arbejde sig op, så man kan få de gode jobs, og har ikke lyst til at være arbejdsløs.«
MANGE NYUDDANNEDE har svært ved at gennemskue, hvornår de lever op til arbejdspladsens forventninger, fortæller Mads Løkke Rasmussen. Samtidig tager de alt deres hjerteblod med på arbejde.
Men gælder det om at ramme forsiden, producere i lyntempo eller om at formidle historierne på en måde, der skiller sig ud?
»Det er ikke som i industrisamfundet, hvor du var god, hvis du nåede dagens produktionsmål,« siger han:
»I dag er det meget diffust. Ikke mindst fordi en stor del af arbejdet er selvtilrettelagt. Vi forventes selv at kunne regne ud, hvad der er det kompetente at gøre. Når de unge kvinder opfylder kravene på ét niveau, hæver ledelsen bare målebåndet en tak. De unge kvinder bliver ved med at præstere uden at fortælle chefen, at de er pressede. Men på et tidspunkt bliver det farligt. Hullet i maven bliver større og større.«
Men har det ikke altid været svært at være ny? Hvorfor går det så hårdt ud over de generationer, der er i 20'erne og 30'erne i dag?
Fyringsrunder kombineret med tårnhøje ambitioner er et farligt mix, siger arbejdsmiljøkonsulent Eva Jakobsen.
»De er blevet fortalt, at alle muligheder lå åbne. At deres lykke ene og alene var afhængig af dem selv og deres egne valg. Så vender det hele. Finanskrisen brager ind over arbejdsmarkedet, og mediebranchen er presset som aldrig før. De unge kommer ud i et miljø, hvor der har været fyringsrunder. Deres ældre kollegaer er frustrerede og føler sig som jaget vildt. Når der så kommer de her dygtige unge piger, er det ikke sikkert, at kollegaerne har tid og overskud til at give nænsomme tilbagemeldinger,« siger hun.
Tonen er ofte mere rå end hjertelig på redaktionerne. Mange af de unge kvinder vender det indad og tænker, det er dem selv, den er gal med, fortæller Eva Jakobsen.
»Før var det almindeligt, at jeg blev kontaktet af kvinder midt i 40'erne, som stod midt i livet og pludselig blev i tvivl om, hvorvidt de havde valgt den rigtige karriere. Men nu får de unge kvinder deres "midtvejskrise" allerede i begyndelsen af 20'erne.«
Mange steder skæres der ned på antallet af medarbejderne, og de stramme deadlines kan føles som et stort pres, når man ikke har så meget erfaring, fortæller leder af Center for Stress Thomas Milsted.
»Du kan sammenligne det med et hamsterhjul, der kører for fuldt drøn. Mange af de ældre har været med fra starten og vænnet sig til, at det begyndte at gå hurtigere, men de unge springer på, når hjulet kører rundt med 300 i timen.«
FØLELSEN AF AT LØBE HURTIGT kender 27-årige Anne Frederiksen alt for godt. Hun havde været uddannet i tre måneder, da hun blev headhuntet af sin tidligere chef til et job som journalist på et nystartet magasin.
Anne følte altid, at de tekster, hun afleverede, kunne være blevet endnu bedre.
»Når jeg havde skrevet en artikel, kunne jeg gå og rette på den i ugevis, selv om den egentlig var færdig. Mine 'to do'-lister var fuldstændig urealistiske og lå spredt ud over hele bordet. De perioder, hvor jeg stressede mest, var, når jeg ikke havde så meget at lave. I stedet for at slappe lidt af rakte jeg hånden i vejret: "Jeg er ledig, bare giv mig en opgave mere,"« siger hun.
En dag efter arbejde bliver hun ramt af en følelse af angst. Hun er bange for at falde om og dø.
»Mit hjerte banker. Jeg kan ikke trække vejret. Min krop sitrer. Da jeg senere går op i min opgang, kollapser jeg nærmest. Bryder sammen på trapperne. Bagefter ligger jeg bare i min seng og græder i fosterstilling. Det var, som om kroppen sagde stop,« siger Anne, som melder sig syg med stress efter at have ignoreret symptomerne i månedsvis.
»Det var ikke sådan, at der lå bunker af arbejde på mit skrivebord. Det handlede mere om, at jeg tænkte: "Du er nyuddannet. Du får serveret det her job på et sølvfad." Min chef kunne have valgt hvem som helst, men valgte mig. Jeg følte virkelig, jeg skulle vise noget,« siger Anne.
Chefen var god til at give feedback, men alligevel havde Anne Frederiksen svært ved at gennemskue, hvad der blev forventet af hende.
»Hele vejen igennem fik jeg ros. Kun ros. Men jeg tænkte: "Det siger de nok bare for at gøre mig glad." Inde i mit eget hoved levede jeg ikke op til de andres forventninger. Jeg tænkte bare på, hvornår de ville opdage, at de havde valgt forkert. Jeg tænkte aldrig på at sygemelde mig. For det gør man jo ikke, medmindre man mister et ben.«
MANGE STRESS-SYMPTOMER kan forebygges, mener karrierekonsulent Mads Løkke Rasmussen, hvis chefer og nyuddannede gør mere ud af dét, han kalder forventningsafklaring.
»Stress handler ikke bare om travlhed. De unge kvinder laver allerede rigtig meget. Men de ville kunne holde længere og lave endnu mere, hvis de blev mødt med den rigtige ledelse. Nogle ledere tror bare, de skal fordele arbejdet, som skovlede vi stadig kul i industrisamfundet. Og så er der ledere, som ikke sætter grænser. Det er heller ikke godt.«
Chefer og medarbejdere skal give brugsanvisninger til hinanden, mener han.
»Den nyuddannede skal kigge på sig selv og sige: "Hvilken type ledelse har jeg brug for? Hvad har jeg godt af?" Lederen skal gøre det samme og sige: "Jeg har brug for en medarbejder, som gør sådan og sådan."«
Det kan godt være, at det føles angstprovokerende at tage den samtale med chefen, men som regel har de nyansatte højere krav til deres indsats end chefen, fortæller han.
MELD UD SÅ TIDLIGT SOM MULIGT, mener Christian Jensen, journalistisk chefredaktør på Berlingske Tidende.
»Nogle gange er det ligesom med spøgelser. De er ikke så farlige, hvis man kigger dem i øjnene. Hvis man ikke gør det, kan de vokse sig større. Jeg synes, at ethvert menneske, som tør sige tingene ligeud, er et stærkt menneske. Jeg opfatter det uden tvivl som en styrke.«
De unge karrierekvinder bør desuden huske, at de har mange år foran sig på arbejdsmarkedet, mener lederen af Center for Stress, Thomas Milsted. Af og til møder han chefer, der spørger, hvordan de får deres ansatte til at arbejde mindre.
»Der er ingen, der bliver journalister i dag for at arbejde 37 timer om ugen. Mange har store planer om at skrive trilogier, og alle tror, de kan blive til noget stort. Jeg har aldrig før mødt så mange unge, der var så bevidste om, hvad de vil, i en meget ung alder. Jeg tror, man skal tænke, at man måske ikke behøver nå sit slutmål om to år, men først om 10 år,« siger han og tilføjer:
»Forestil dig, at du rent faktisk nåede målet på to år – hvad så?«
I DAG ER RIKKE CARLSEN kommet sig efter sin sygemelding. Hun har erstattet nyhederne med en stilling som tilrettelægger i Danmarks Radio.
»Det er rigtig godt for mig. En lille hyggelig redaktion, hvor vi spiser frokost hver dag. Men der gik år, inden jeg slap af med alle symptomerne. I lang tid skulle der ikke noget til, før jeg fik hjertebanken.«
Anne Frederiksen sagde op og håber på snart at finde et nyt job.
»Jeg har en anden tilgang til arbejdet i dag. Jeg har erkendt, at det er umuligt at gøre alting 150 procent. Nu tager jeg symptomerne seriøst. Jeg nægter at gå ned med stress igen. Det er livet simpelthen for kort til.«
Anne Frederiksen ønskede ikke at stille op med sit eget navn. Det har Journalisten valgt at respektere.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Rigtig god og relevant artikel, men fortstår ikke hvorfor den skal vinkles på kvinder, det sker i høj grad også for mænd, har lige haft en mandlig kollega der er gået ned, hvad er idéen i at skelne, ligestillingsmæssigt er det et udbredt problem med en bred målgruppe.