SDU har umiddelbart flest nyuddannede fra 2010 i job, viser friske februartal fra DJ. Men der ligger gode forklaringer bag tallene, understreger både DJ's udviklingschef, Per Nielsen og Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles rektor Anne-Marie Dohm. (Opdateret 14.57)
De nyuddannede journalister, der er dimitteret fra Syddansk Universitet (SDU) i 2010, har markant lavere ledighed end kolleger, der er dimitteret fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) eller Roskilde Universitetscenter (RUC) samme år.
Det viser nye tal fra februar 2011, som Dansk Journalistforbund (DJ) har lavet.
Af tallene fremgår det, at der i 2010 var 82 nyuddannede fra SDU, 88 fra RUC og 217 fra DMJX. Heraf var 12 procent af dimittenderne fra SDU ledige i februar, mens tallet er markant højere for de to andre uddannelser – 24 procent for RUC og 22 procent for DMJX.
Men selv om tallene er interessante, er der nogle væsentlige faktorer, der skal tages højde for, advarer udviklingschef i DJ Per Nielsen.
Han fremhæver tidspunktet, de studerende er blevet færdige på i løbet af 2010.
»For dimittenderne fra SDU er det et års tid siden, de blev færdige, og de har derfor haft et års tid til at bide sig fast i arbejdsmarkedet. På DMJX slipper man både et hold ud i januar og i juni, og sommerholdet har altså kun haft et halvt år til at bide sig fast på arbejdsmarkedet. I forhold til RUC'erne er det vores erfaring, at de dimitterer løbende hen over hele året, når de afleverer deres speciale,« siger Per Nielsen.
Han kan dog ikke sige, hvor stor betydning det har for tallene, hvornår på året en journaliststuderende er blevet færdig.
»Al erfaring viser, at jo længere tid, der er gået, siden man blev færdig, desto større er chancen for, at man får et arbejde. Ledigheden er størst, lige når man er færdig, og så flader den ud. I løbet af et par år ligner den ledigheden for alle de andre medlemmer af DJ,« siger Per Nielsen.
På DMJX er de enige i, at tallene skal tages med et gran salt. Rektor Anne-Marie Dohm understreger, at mange af DMJX's studerende rejser ud på deres ottende semester. Det er også med til at forstyrre tallene.
»Op mod halvdelen af en årgang er i udlandet på 8. semester, hvilket betyder, at de skal gå til re-eksamen med deres BA-projekt. De kan nemlig ikke nå den ordinære eksamen. Det forsinker altså op mod halvdelen af årgangen med yderligere et par måneder. Min vurdering er, at vi skal mindst et år længere hen for at kunne sammenligne,« siger Anne-Marie Dohm til Journalisten.dk.
(Opdateret 14.57: Indsat citat fra Anne-Marie Dohm)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.