Aktindsigtsanmodninger i andre lande kan åbne helt nye døre til journalistiske afsløringer.

Og i et nyt datakort har den norske freelance- og graverjournalist Tarjei Leer-Salvesen forsøgt at skabe overblik over, hvordan reglerne for aktindsigt er i andre lande.

Arbejdet er udført på baggrund af et såkaldt fellowship hos Reuters Institute ved Oxford University, hvor den norske journalist har undersøgt potentialet for at lave undersøgende journalistik på tværs af landegrænser.

”Der ligger nogle fantastiske muligheder for at få et bedre kildemateriale, hvis man lærer at gøre det her,” fortæller han til Journalisten.

Forskel på lov og virkelighed

På baggrund af data fra ngo’en Centre for Law and Democracy’s såkaldte aktindsigt-rating har han for hvert land opgjort, om man som udlænding kan få indsigt, om det koster penge at anmode om aktindsigt, og i hvor stort et omfang man kan søge aktindsigt i de enkelte lande.

Derudover deler han oplysninger om potentielle samarbejdspartnere, man som undersøgende journalist kan tage fat i, hvis man ikke kan søge aktindsigt som udenlandsk statsborger.

”Der er også stor forskel på, hvad der står i lovgivningen, og hvordan virkeligheden er i mange lande. Derfor er det vigtigt for os journalister at snakke med lokale journalister og folk, som kender lovene og ved, hvordan man opererer rent praktisk,” fortsætter han.

I projektet på Oxford University har han kigget på fire konkrete projekter, der er blevet til på baggrund af aktindsigt på tværs af landegrænser.

Miljølov kan åbne ekstra døre

Et af tilfældene handler om EU-samarbejdet Frontex, hvor aktindsigter konkret viste, at en dansk patruljebåd havde nægtet at følge ordrer fra den græske kystvagt angående håndteringen af flygtninge.

Her viste Tarjei Leer-Salvesens interview med ngo’en bag afsløringerne også, at de havde gjort brug af Århuskonventionen, eller såkaldt miljøoplysningslovgivning, til at få udvidet adgang til aktindsigt.

Konkret var man interesseret i at finde ud af, hvilke køretøjer Frontex rådede over, og hvorfor de ikke blev lånt til Frontex af EU-medlemslandene. På baggrund af et ønske om aktindsigt i klimapåvirkning fra køretøjerne blev det muligt for ngo’en at få indsigt i, at Frontex havde købt sine egne køretøjer.

”Og det er en ret kreativ måde at bruge det på,” fortæller Tarjei Leer-Salvesen, der også selv har brugt aktindsigt via miljøoplysningslovgivning til eksempelvis at få indsigt i store norske virksomheders klimapåvirkning. Han har også lavet et kort over lande, hvor miljøoplysningslovgivningen giver mulighed for aktindsigt.

Kan være datafejl

Data til Tarjei Leer-Salvesens kort over muligheder for aktindsigt kommer som nævnt fra Centre for Law and Democracy, som er drevet af frivillige, der har oversat de enkelte landes offentlighedslove og rangeret dem efter åbenhed.

Der er dog også åbenlyse mangler i dataene, som for eksempel i Danmarks tilfælde, hvor man kun har tolket på Offentlighedsloven fra 1970, der i 2013 blev erstattet af en ny offentlighedslov.

Her siger Tarjei Leer-Salvesen, at der sandsynligvis vil være enkelte af den type fejl i så stort et datasæt, men at han som freelancejournalist for nuværende ikke kan arbejde gratis med at holde kortet opdateret. Det gælder eksempelvis også, hvis de norske myndigheder som ventet indfører skrappere regler for aktindsigt i løbet af i år.

Centre for Law and Democracy oplyser til Journalisten, at man ikke var opmærksom på den nyeste udgave af offentlighedsloven, og at man i efteråret vil gå ind og opdatere oversigten over offentlighedslove i verden. Her vil ngo’en på baggrund af en oversættelse af den seneste offentlighedslov opdatere de danske oplysninger, så de svarer til den seneste udgave.