
Foto: Oleg Magni/Pexels (red. Journalisten)
Indtast din byline, din mailadresse og webadressen på det medie, du arbejder for. Eller upload dine tekster selv, og så fortæller systemet dig, om der findes tekster, der minder lige rigeligt om din originale tekst.
Det er grundpillen i systemet Copyfighter, som Dansk Journalistforbund har indgået et samarbejde med, og som alle DJ-medlemmer fra dags dato kan benytte sig af.
”Det store formål er fra DJ’s side at få sikret, at der ikke er så mange ulovlige kopier af tekster på internettet,” siger Anders Sevel, advokat i DJ.
Journalistforbundet fører hvert år adskillige sager for medlemmer, der har fået krænket ophavsretten på deres værker. Sidste år blev der med DJ’s hjælp hentet 597.628 kroner hjem til medlemmer, der havde været udsat for en eller flere krænkelser. Det gennemsnitlige beløb udbetalt til et medlem var på næsten 19.000 kroner.
Det er dog ikke med en ambition om at føre så mange sager som muligt, at journalistforbundet har indgået samarbejdet med Copyfighter.
”Hvis der er et medlem, der har fundet en krænkelse af ophavsretten og påtaler det, vil den, der har offentliggjort kopien, forhåbentlig fjerne det og være mere opmærksom på ophavsretten i fremtiden,” siger Anders Sevel og tilføjer:
”Ved at påtale krænkelserne kan man forhåbentlig få højnet forståelsen og respekten for ophavsretten.”
Forsøgskanin fik penge tilbage med det samme
En udvalgt gruppe DJ-medlemmer har allerede haft mulighed for at prøve systemet af, og for selvstændig tekstforfatter og journalist Joachim Selliken har forsøgsperioden allerede kastet penge af sig.
Joachim Selliken havde i 2015 en historie, der blev gengivet i flere medier. Dengang forsøgte han at danne sig et overblik over, hvor meget der var blevet planket fra hans oprindelige artikel, men opgav at sidde med den manuelle gennemgang.
”Det skulle gøres i hånden og med overstregningstusch. Jeg prøvede, men det var så bøvlet, og timelønnen brugt på det ville ikke komme ind igen,” siger han.
Da han fik muligheden for at gøre forsøget med Copyfighter, gav det hurtigt pote. Han fandt endda to andre medier end dem, han selv havde opdaget, der havde været lige vel flittige til at bruge hans egne formuleringer.
”Jeg har brugt det til at få kradset nogle penge ind fra plagiat. Jeg har kørt en sag med det mod Den Korte Avis, hvor jeg bare sendte en autogenereret meddelelse fra systemet med mine kontooplysninger, og samme dag fik jeg pengene,” siger han.
De to andre medier har han stadig en sag kørende mod, og Joachim Selliken har overdraget det til DJ’s jurister, fordi de to mediehuses juridiske afdelinger har kastet sig over hans plagiat-anklage.
For Joachim Selliken handler plagiat-sagerne dog om mere end bare at få kradset penge ind:
”For den enkelte er det dejligt at få penge. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at måske tænker Den Korte Avis sig ekstra om en anden gang, inden den overvejer at planke. Det gælder også de store mediehuse. Det kan blive så skidedyrt og irriterende i juristeri, fordi det bliver så nemt for os, mens de skal hive en rigtig jurist op af skuffen med risiko for at ende i retten. Ideelt set kan vi havne i en situation med mindre plank og mere journalistik,” siger han.
Vær opmærksom, når du sammenligner
Det er netop sådan, forløb med Copyfighter kan udspille sig, forklarer Anders Sevel. At en del sager kan klares ved i første omgang at rette henvendelse til dem, der har kopieret.
Hvis en henvendelse ikke har den ønskede effekt, kan forbundets jurister gå ind i sagen og eventuelt indbringe den for en domstol.
Inden det kommer så vidt, opfordrer Anders Sevel dog til, at man er rigtig grundig, når man sammenligner tekster.
”Det, som Copyfighter finder som et sammenfald, kan være noget, der er baseret på en pressemeddelelse eller et Ritzau-telegram, som du har skrevet ud fra. Så man skal manuelt forholde sig til, om der er tale om en kopi.”
”Dernæst skal man spørge sig selv, om det er en ulovlig kopi. Du kan have lavet en aftale om videreudnyttelsesret,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.