Nyt praktiksystem brød sammen – nu vender panikdagen tilbage

En stor test skulle i dag afgøre, om panikdagen skulle forblive digital. Systemet brød dog sammen – igen – og praktikvejleder Pia Færing har derfor besluttet at genindføre den fysiske panikdag i 2019. ”Tilliden til systemet er væk,” siger hun
  • DMJX/Anders Hviid
    Når der er Store Match-dag i 2019, kommer det til at foregå fysisk på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, fortæller praktikvejleder Pia Færing.
27.02.2019 · 15:12

Et tågehorn, der runger ud. Forvirrede studerende, der løber rundt mellem hinanden. Og gråd på gangene i Bunkeren.

Panikdagen, officielt kaldet Store Match-dag, gør comeback på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2019. Det fortæller praktikvejleder Pia Færing til Journalisten.

Studerende og flere medier har i dag testet det digitale system, der skulle matche de studerende og medierne på Store Match-dag. Et system, der blev indført i 2018 og siden har voldt problemer. Og testen blev ikke nogen succes, fortæller Pia Færing.

”Vi må konkludere, at vi ikke kan løse problemet med systemet. Jeg aflyser den digitale søgeproces i 2019, og i mellemtiden kører vi Panikdagen, indtil vi i 2020 forhåbentligt har en helt ny løsning digitalt,” siger Pia Færing.

Hun fortæller, at DMJX ikke kan sætte fingeren på, præcis hvad der er årsag til fejlen.

”Det nuværende setup med to servere går i skuddermudder og kan ikke klare det. Vi kan ikke se hvorfor, men det sker,” siger Pia Færing, der uddybende siger, at siden simpelthen ikke kan håndtere trafikken.

Systemet er bedre for de studerende

Panikdagen har i mange år været udskældt for at stresse de studerende unødvendigt og give medierne en stor fordel i forsøget på at skrive kontrakt med de praktikanter, de helst ville have.

Det digitale praktiksystem skulle både give de studerende en større fordel ved at lade dem se, hvilke medier der gerne ville have dem som praktikanter, og ved at give dem tid til at træffe den rette beslutning. Derfor ærgrer det Pia Færing meget, at det digitale system på trods af flere tests og forsøg ikke har kunnet køre uden fejl.

”Jeg er rigtig, rigtig ærgerlig og havde virkelig håbet, at vi kunne klare problemet. Jeg synes, systemet har så mange fordele. Men det er ikke en katastrofe. Nu skal vi bare sørge for, at et nyt system fungerer,” siger hun.

Hun fortæller også, at nogle medier ikke har oplevet problemer i den test, der har været af systemet i dag. Men der har alligevel været for mange problemer til, at det var acceptabelt, siger hun.

”Der har været masser af frustrationer og folk, der har ringet ind. Jeg fik en enkelt besked fra Radio24syv, hvor det virkede. Men problemet er, at tilliden til systemet er væk. Og det kan ikke nytte noget, at 15 eller 30 procent oplever problemet i systemet. Ingen må opleve problemer,” siger Pia Færing.

”Jeg har også stået med studerende, som havde skidt grønne grise, hvis det havde været den rigtige dag, fordi de ville have mistet deres praktikplads. Det kan vi ikke have,” siger hun.

Er nødt til at flytte i 2020

Pia Færing fortæller også, at der fra 2020 ikke er nogen vej uden om et digitalt system til at løse Panikdagen.

Her flytter Danmarks Medie- og Journalisthøjskole efter planen væk fra sine lokaler i den såkaldte bunker på Olof Palmes Allé i Aarhus og rykker til nye lokaler på Katrinebjerg i Aarhus. Og her er der ganske simpelt ikke plads til at afholde Panikdagen fysisk.

”En af grunden til, at vi går over til det digitale system, er, at vi flytter domicil og ikke kan rumme den fysisk. Men det er først i 2020, så lige nu har vi ikke fysiske problemer. Jeg synes stadig, det nye system havde været bedre, men det er ikke et must at få det gennemført. Vi står først på en brændende platform næste år,” siger hun.

Der bliver afholdt to Panikdage i 2019. Den næste bliver afholdt den 8. maj, og Pia Færing er allerede ved at gøre sig klar.

”Jeg har faktisk foræret et af mine tågehorn væk. Jeg må ud og finde et nyt, eller også må jeg have det tilbage,” siger hun.

Kommentar

27/02/2019 - 15:29

Simon Freiesleben

Måske tilliden ville have været større og skuddermudderet mindre, hvis ikke DMJX havde insisteret på egenhændigt at udvikle det nye digitale system - uden direkte inputs fra studerende, undervisere, andre studier og praktikpladser - og først præsentere det kort før, at det skulle anvendes? Blot en tanke og opfordring til større åbenhed/samarbejde fremover.

27/02/2019 - 16:32

Perry MacLeod Jensen

Simon, det vil jo ikke ændre på, at det er tekniske fejl, der er grunden til, at det digitale praktiksystem bliver udskudt.
Manglen på tillid går vel først og fremmest på, at folk tror, at systemet vil bryde sammen, og derfor lave aftaler uden om trafiklyset. Ikke hvem der er blevet inkluderet i at udvikle systemet.

Seneste jobopslag

Underviser

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 15.05

Kreativ videojournalist til Deloitte

Deloitte Denmark
Ansøgningsfrist: 14.05

Matematikredaktør

Alinea
Ansøgningsfrist: 03.05

CRM konsulent i Børnecancerfonden - bliv en styrke for børnene

Børnecancerfonden
Ansøgningsfrist: 08.05

SoMe-redaktør til Vi Unge

Aller Media
Ansøgningsfrist: 25.04

Udviklingsorienteret redaktør til Mandag Morgen

Mandag Morgen
Ansøgningsfrist: 10.05

DR Østjylland søger reporter

DR
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp til kommunikation

Grundejerforeningssekretariatet Ørestad
Ansøgningsfrist: 25.04

KVINFO søger presse- og kommunikationsansvarlig

Kvinfo
Ansøgningsfrist: 23.04

Nyhedsvært til DR Nordjylland

DR
Ansøgningsfrist: 25.04

Chef til B&U

DR
Ansøgningsfrist: 29.04

Chefkonsulent og teamleder for seks kommunikationsrådgivere

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikatør i Greenpeace

Greenpeace Norden
Ansøgningsfrist: 25.04

JOURNALIST TIL UGEAVISEN MIDTSYD

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 06.05