Nyt kommunikationsmagasin i trykken

MagasinK - et specialmagasin for kommunikationsfolk - er nu i trykken og vil udkomme sammen med det næste nummer af fagbladet Journalisten den 5. december.

MagasinK – et specialmagasin for kommunikationsfolk – er nu i trykken og vil udkomme sammen med det næste nummer af fagbladet Journalisten den 5. december.
Inspirationshistorier og langtidsholdbar faglig tyngde.
Sådan opsumerer redaktør Karin Sloth den redaktionelle profil på bladet.
'Den primære målgruppe, som er kommunikationsfolk skal simpelthen blive inspirerede i forhold til karrieren og udøvelsen af faget', fortæller Karin Sloth om MagasinK, som vil indeholde mere end 24 siders redaktionelt stof.
En af hovedhistorierne handler om, at kommunikationsfolk ofte ikke føler, at de bliver værdsat.
'Alle siger, at kommunikation er meget vigtigt, men hvorfor er det så økonomerne og ikke kommunikationsfolkene som bliver administrerende direktører', spørger Karin Sloth og løfter sløret for en del af svaret: 'Vi er for meget fagnørder og beskæftiger os ikke nok med helheden, og så har vi det for sjovt med vores fag.'
En anden af magasinets historier sætter fokus på, at kommunikationsfolk i kommunerne ikke nyder samme beskyttelse i forhold til at blive rodet ind i det politiske spil, som deres kolleger i ministerierne. Mens der findes spilleregler i ministerierne i form af den såkaldte spin-bekendtgørelse, så er der ingen regler i kommunerne.
'Medarbejdere kommer nemt i klemme – og her har vi Dansk Journalistforbund været inde og sige, at nu må Kommunernes Landsforening lave vejledende retningslinier. Det ser ud til, at KL er positive overfor ideen', siger Karin Sloth.
I har ikke et frihedsbrev. Skal magasinet fungere som reklame for forbundet?
'Ja, det er udgangspunktet at profilere forbundet og samtidig skabe merværdi for de medlemmer, der arbejder med kommunikation. Det skulle gerne være en win-win-situation.'
Må I skrive noget kritisk om forbundet?
'Ja, vi kan godt skrive kritisk. Det har jeg snakket med Mogens Blicher Bjerregård (forbundsformand. red) om, men vi har givet håndslag på, at når vi laver noget, der er kritisk, så skal han have mulighed for at se artiklen, tage action og rette op på tingene inden offentliggørelse. Sådan er det i al strategisk kommunikation,' siger Karin Sloth.

1 Kommentar

Michael Bjørnbak Martensen
28. NOVEMBER 2007
Kommunikationsfolk i den offentlige sektor-har jeg læst rigtigt?

Jeg har mødt ganske mange dejlige kolleger i den offentlige administration, der beskæftiger sig med at informere - men desværre ikke nogen der arbejder med at kommunikere.

Kommunikation bygger jo dialog ; altså noget to-vejs. Så langt er den offentlige sektor altså ikke kommet - endnu. 

Derfor -  hvad er ideen med dette fine ord?