Nyt job til Martin Bødker Krogh

  Navn: Martin Bødker Krogh, 37 år.Nyt job: Kommunikationsleder i FynBus.Karriere: Uddannet cand.phil. i dansk og kulturformidling, Syddansk Universitet, 1997-2005, parallelt med job som redaktionssekretær på TV2/Vejret, researcher på Sporløs og kommunikationschef for produktionsselskabet STV A/S.

 

 

Navn: Martin Bødker Krogh, 37 år.

Nyt job: Kommunikationsleder i FynBus.

Karriere: Uddannet cand.phil. i dansk og kulturformidling, Syddansk Universitet, 1997-2005, parallelt med job som redaktionssekretær på TV2/Vejret, researcher på Sporløs og kommunikationschef for produktionsselskabet STV A/S.

Din nuværende arbejdsplads samarbejder med eksempelvis MTV. Hvorfor forlader du den hippe tv-branche for at arbejde med noget så usexet som busser? Tv-branchen er rigtig sjov og hip, men kommunikationsopgaverne er ikke anderledes end i mit nye job. Det handler om at gøre et godt arbejde internt, så organisationen hænger sammen, og udadtil skal man lave god imagepleje. Så på den måde ligger der også en kæmpemæssig udfordring i et fynsk busselskab. Men det er klart, at alle spørger mig: »Forlader du virkelig tv-branchen for det der?«

Så tv-branchen er ikke så spændende, som folk går og tror? Jo, jeg har haft en masse spændende opgaver hos STV, men nu har jeg været der i 11 år, og det er lang tid. Jeg er begyndt at føle, at jeg laver de samme ting, som jeg allerede har prøvet én gang. Desuden vil jeg gerne afprøve det, jeg har lært, på en anden arbejdsplads.

Hvad bliver din første opgave ude i det offentlige? Jeg skal være chef for en helt ny afdeling, så vi skal bygge alt op helt fra grunden, ligesom jeg har været med til hos STV. Vi skal lave en kommunikationsstrategi og definere, hvad der er vores mål. Men det er klart, at jeg også skal til at sætte mig ind i, hvad kollektiv trafik på Fyn er for noget. Jeg er ikke vant til at arbejde i et rum mellem borgere og politikere.

Hvilke konkrete udfordringer ligger der i FynBus? Nu når ejerforholdene bliver ændret, så kommunerne bliver medejere, skal selskabet finde sine ben igen. De nye ejere rundt om i kommunerne vil helt sikkert have store forventninger samt klare og forskellige holdninger til busdriften, og jeg glæder mig til at prøve at arbejde et sted, hvor politiske holdninger brydes.

Bliver det politiske aspekt den største forskel i forhold til tv-branchen? Det bliver i hvert fald en af de store forandringer. Men jeg skal også være leder for fire ansatte, og det bliver noget nyt for mig. I STV arbejder vi meget med projekter, og når man er færdig med en opgave, spredes projektgruppen for alle vinde. Så at skulle være leder til hverdag bliver bestemt en spændende udfordring. Men i og med at vi bliver fælles om opgaverne, bliver jeg også en del af et redaktionelt miljø, hvilket jeg ikke er i dag.

Hvad er det spændende ved at have personaleansvar? Jeg synes, det er fedt at tænde lys i andre menneskers hoveder. Ikke dermed sagt, at chefen altid får de bedste ideer, men gode chefer kan inspirere de ansatte, og sådan en leder vil jeg gerne være.

Du skal blandt andet arbejde med at lave etiske og sociale regnskaber. Er det her job et skridt væk fra kommunikationen? Nej, man skal passe på med, hvordan man oversætter ordet kommunikation. I dag er det meget mere end journalistiske discipliner. Fremtidens kommunikationsmedarbejder kan ikke nøjes med at have et godt journalistisk håndværk, men er nødt til at være inde i de etiske og sociale regnskaber og arbejde efter organisationens værdier. På den måde bliver kommunikationen en helhed og ikke en sporadisk indsats, hvor man taler i øst og i vest.

0 Kommentarer