Nyt job: Mette Østergaard

"Min alder vækker skepsis"

"Min alder vækker skepsis"

Mette Østergaard (28 år) skifter fra politisk reporter på TV 2 til politisk redaktør på Politiken 1. december.

Hvorfor springer du over på Politiken?
Det er en fantastisk chance, som jeg selvfølgelig skal tage imod. Jeg får muligheden for at være både journalist og redaktør for fire fastansatte og to praktikanter på en journalistisk højborg, hvor vi skal lave hårde nyheder og afdækkende søndagshistorier.

Er det din drømmestilling?
Ja, det er det. Jeg har heldigvis været så privilegeret, at jeg har haft flere drømmestillinger i min karriere indtil videre.

Hvorfor har Christiansborg været den røde tråd gennem hele din karriere?
Christiansborg er det sted, jeg allerhelst vil være. Jeg brænder for politik og for det sociale spil med politikerne, hvor mit netværk er afgørende for de gode historier. Jeg var i praktik på Christiansborg for Jyllands-Posten. Den første dag var der ministerrokade, og den sidste dag var der valg. Det halve år gjorde mig hooked på Christiansborg.

Hvad siger du til at begynde på en arbejdsplads, hvor lederen bliver kritiseret for at være dårlig til at fastholde kvinder i ledelsen?
For mig personligt er det ikke noget særligt. Jeg er ansat til at løse en journalistisk opgave og ikke for at opfylde en kønskvote. Jeg er vokset op i et miljø, hvor det ikke betyder noget, om man er mand eller kvinde. På Christiansborg er der en masse stærke kvinder – både journalister og politikere. Men jeg synes, det er et vigtigt signal at sende, at der er kvinder på ledende poster.

Hvor meget vil du kæmpe for at beholde redaktørstillingen?
Jeg bliver her, selv om jeg sikkert vil skulle tage nogle kampe. Det er mere en personlig holdning, end det er en lyst til at bevise, at en kvinde også kan blive på posten. Jeg tænker ikke på, at jeg skal ud og kæmpe en kvindekamp. Jeg skal være en god journalist og en god chef.

Er du nervøs for at begynde?
Jeg er selvfølgelig spændt. Jeg kan mærke, at min alder vækker skepsis. Alderen er det eneste, jeg ikke kan lave om på. For mig handler det om at vinde tillid og respekt gennem det daglige arbejde.

Hvordan har du det med at blive bestemt over?
Det kommer selvfølgelig an på situationen, men normalt har jeg det ikke specielt godt med det. Jeg er lidt af en kontrolfreak og vil helst selv sætte dagsordenen.

Hvorfor forlader du TV 2 midt i en krisetid?
Nu er det ikke mig, der kan redde TV 2. Men jeg tror heller ikke, det gør den store forskel for TV 2 eller for mig, om jeg stopper nu eller for et år siden. Selv hvis jeg havde fået tilbuddet fra Politiken i en opturstid, havde jeg stadigvæk sagt ja.

Karriere: Politisk reporter på TV 2 fra oktober 2006 til 1. december 2008, redaktionssekretær og onlinemedarbejder på Dagbladet Børsen og journalist på Jyllands-Postens politiske redaktion i 2006. Uddannet fra Journalisthøjskolen februar 2006.

7 Kommentarer

Claus Jeppesen
29. NOVEMBER 2011
Re: Nyt job: Mette Østergaard

Udnævnelsen af en liberal som Politikens politiske redaktør er blot det seneste eksempel på, at Politiken har reduceret sig selv til overklassens skødehund. Mit abonnement blev ikke fornyet, da foretagendet valgte at vinkle en historie om konflikt mellem lejere og udlejere ud fra udlejerens synspunkt.

 Jeg kan godt forstå, at Politikens journalister har nemmere ved at identificere sig med en vellønnet boligejer, der får Huslejenævnet imod sig, når ejeren forsøger at fastsætte huslejen så højt, at den kan dække afdragene til kreditforeningen. Men jeg kan ikke begribe, at man aldrig konfronterede disse boligejere med, at bemeldte afdrag ikke er en udgift, men en kapitalanbringelse. Den eneste logiske forklaring er, at den gennemsnitlige ansatte på vore dages Politiken kun kan se samfundsforhold gennem de riges briller.

 Forleden var det på lederplads, hvor man hånede den yderst beskedne ogmeget midlertidige forlængelse af dagpengeperioden. Åbenbart helt irrelevant for Politikens overklassereportere, men af afgørende betydning for tusindvis af mennesker, der ikke er vokset op på livets Politiken-læsende solside...

 

Bodil Rohde
25. NOVEMBER 2011
Re: Nyt job: Mette Østergaard

Jeg går ud fra, at Politiken ønsker at promovere de synspunkter på politik, som Mette Østergård giver udtryk for. Og så iøvrigt at promovere avisen på en nydelig ung dame, som jævnfør alder og uddannnelse ikke kan have den helt den helt store erfaring.

Det er så, hvad Politikens læsere får om dansk politik.

  Jeg har valgt at ikke at få et nyt abonnement på avisen. Selvom jeg savner den. Og sagde abonnementet op, da TV-stjernen med det fancy hår stod for avisens dækning af indenrigspolitikken.

 Ak ja.

Venlig hilsen

Bodil Rohde

Ole Porsgaard
25. NOVEMBER 2011
Re: Nyt job: Mette Østergaard

Hvad er der sket med Politiken? Med ansættelsen af Mette Østergaard som politisk redaktør er avisen efterhånden på vej helt ud på den sorteste fløj. Mange gange har vi overværet Mettes hadefulde angreb på den politiske midte i danske politik, og hendes ekstremt liberal alliance synspunkter har været utroligt trættende at lægge øre til. Det er vanskeligt at forstå, hvad hun skal på Politiken. Måske er det kulminationen på de mange angreb som avisen også har haft på SF og Socialdemokratiet gennem hele den sidste valgkamp - og desværre også i tiden efter. Vi har i forvejen et meget skævt mediebillede i Danmark, med  TV2 NEWS, Berlingske, og Jyllandsposten, som eksempler på medier der sympatiserer og provomerer den borgerlige lejr på en meget usympatisk sensationel orienteret måde.Som abonnent på Politiken overvejer jeg alvorligt, om jeg overhovedet vil holde avisen længere.

Rasmus Rodam
20. OKTOBER 2011
Re: Nyt job: Mette Østergaard
Flot! 
Nu har Politiken også ansat en borgerlig kommentator! 
Har også lige hørt hende rakke den nye regering ned i Jersil. 
Hvor går man hen efterhånden vist man vare ligger en smule til venstre for midten? Uden at vi radikaliseret. 
 Information har mest travlt med ikke at måtte lyde for venstreorienteret som alle andre. 
Forfor er det pinligt at være til venstre som journalist?
Er det fordi de tjener for meget til at solidarisere sig med dem der ikke så meget? 
Skal vi ikke snart til at snakke om de blå lejesvende? Selv DR's nyhedsredaktion lyder som talende jakkesæt fra Esplanaden. 
Lad os få et balanceret hyhedsmedie igen! 

Daniel Høj
30. SEPTEMBER 2011
Re: Nyt job: Mette Østergaard

@ Jan Arnholtz

Hvor ligegyldigt! 

Flere