1/5 fra radiovært og reporter på DR Syd til studievært og reporter på TV Syd.
Karriere: Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, med praktik på regional-stationen TV/Midt-Vest. Fortsatte med freelance-tv til TV/Midt-Vest indtil 2001, hvor hun blev ansat på DR Syd. Begyndte at lave radio og tv for DR Syd, og fra 2003 fast nyhedsoplæser og reporter på radioen.
Du skifter fra radio til tv. Men DR Syd og TV Syd har samme geografi og samme målgruppe. Hvordan er forholdet mellem de to stationer?
»Det er vores værste konkurrenter. På DR Syd citerer vi nødigt TV Syd for historier. Det er kun, hvis vi slet ikke kan finde den historie selv, at vi citerer dem, og det går begge veje.«
Hvordan kommer det til udtryk i hverdagen?
»Man vil nødigt lave det samme, men historieudbuddet er jo ens. Det er for eksempel, når der er eksplosionsbrand i Bramming eller et stort tyveri, hvor vi konkurrerer om, hvem der fortæller det bedst. Det sker af og til, at vi sidder og siger til os selv, at det ville være godt med en case på den historie, og så har de fundet den på TV Syd.«
Hvordan er det at skifte til konkurrenten?
»Jeg har lyst til at lave noget andet, men jeg vil stadig gerne blive i denne her fantastiske landsdel. TV Syd er en station i forandring, og det er rigtig spændende. Det er den værste konkurrent at skifte til, men hvis jeg havde frygtet nogen form for negative reaktioner, så kan jeg sige, at det var der intet af.«
Du bor i en lille landsby og har lavet regionaljournalistik hele din karriere. Hvorfor bliver du ved?
»Jeg har haft jobmuligheder i både Århus og København, men jeg har sagt nej. Jeg kan godt se det spændende i det, men jeg ville ikke kunne finde mig til rette med familien i en storby. Jeg har længe haft lyst til at prøve noget nyt, men man behøver ikke være i storbyerne for at få opfyldt sine drømme.«
Hvorfor skal det så lige være regional-tv nu?
»Jeg elsker det! Man kommer næsten ikke tættere på sin målgruppe. Der er nogen, der kalder det bonderøvs-tv, fordi vi laver de blødere og skævere historier. Men Syd- og Sønderjylland er en godbid for enhver journalist med lyst til at fortælle historier. Det er knap så strømlinet, med mere plads til at slå ud med armene. Og så har det sin berettigelse at portrættere seernes hverdag der, hvor de er.«
Hvordan ser fremtiden ud for den regionale journalistik?
»Vi bliver mere og mere klar over, hvad der foregår rundt om i verden. Det kan nogle gange blive så svært at holde ud, at de nære begivenheder kan være helt befriende. At verden står endnu. Der er behov for den nærhed, og det er en generel tendens, at man bliver fokuseret omkring det helt nære i livet.«
Hvad synes du om sådan en udvikling?
»Så længe man også gerne vil høre, hvad der foregår på den anden side af ligusterhækken, så gør det ikke noget. Jeg synes også, at det er rart at blive bekræftet i, at verden ikke er så forfærdelig, men at der også er gode ting at snakke om.« /
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ok Louise - du skal videre i dit arbejdsliv - og vi er en del - også journalister - der kommer til at savne din altid sikre og gennemført professionelle indstilling til de tusindvis af gode ord og historier, der kom ud af DR/Syd, når du var bag mikrofonen. Du gjorde det godt.
God vind.
John Peters
Journalist
Ribe