1. maj fra journalist på boligportalen Bolius.dk til redaktionssekretær på magasinet BEDRE HJEM.
Du sidder stadig i samme hus, selv om du skifter job. Hvordan er det?
Det er et optimalt jobskifte: Jeg beholder kollegerne, men får nye udfordringer, selv om jeg kun er rykket over på den anden side af kopimaskinen. Jeg kan godt lide, at magasinet meget er et fælles projekt, hvor teamwork er helt nødvendigt, og man sparrer om produktet undervejs.
Hvad skal du så lave?
Som redaktionssekretær går jeg alt stoffet igennem for at sikre, at vi rammer den brede målgruppe, der er vores ambition. Vi har omkring 25 freelancere og 10 fotografer tilknyttet magasinet. Jeg er både de journalistiske øjne på læserens vegne, men også de retoriske øjne: Kan det her formidles bedre?
Hvorfor faldt du for boligstoffet?
Det var nok mere jobbet. Jeg har været med til at bygge Bolius.dk op, hvor der i dag er over 2.000 fakta- og nyhedsartikler. Arbejdet med at skabe en redaktion – kulturen, kutymerne og indholdet, det har været rigtig spændende, og det tiltalte mig meget.
Bliver det aldrig kedeligt at fortælle om alarmer, indretning og billige brændeovne?
Næ, det synes jeg ikke. Der er uendelige muligheder i det her stofområde, det spænder simpelthen så bredt. Der er både inspiration og information, og så er der en masse ting, der kan blive bedre. Det er vigtigt for os at have en god base og et hjem, og det er det, boligmagasiner handler om. Vi beskriver drømmen, men altså også mareridtet.
Er du selv blevet god til at indrette dit hjem?
Jeg har undervejs fået lavet badeværelse i mit eget hjem. Det har givet mig en god baggrundsviden til, hvor mange faldgruber der er, og hvor meget hjælp man har brug for.
Der raser for tiden en magasinkrig, med en presset branche og mange nye blade. Er du ikke bange for, at et nyt magasin som jeres bliver knust i den krig?
Vi synes faktisk, at vi adskiller os så meget, at de andre ikke er inde på vores område. Og vi er jo et medlemsblad, så folk vælger ikke mellem os og de andre nede i kiosken.
Hvad adskiller jeres magasin fra de andres?
Der har været meget fokus på flotte badeværelser, drømme og form. Men der er grund til at fokusere på indholdet. Hvad er lovkravet til det nye badeværelse? Hvor kan drømmen briste? Hos os kan du også læse om skimmelsvamp og skadedyr.
Hvad glæder du dig mest til på magasinet?
Måske glæder jeg mig i virkeligheden mest til at se det allerførste eksemplar, hvor jeg har haft en hånd inde over. Til sidst bliver man totalt skizofren med, om alt er, som det skal være.
Karriere: Bachelor i retorik ved Københavns Universitet i 1999, uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2004. Herefter skiftende vikariater hos DR blandt andet P4 Bornholm og praktikstedet P4 Sjælland. I 2006 ansat hos Bolius Boligejernes Videncenter som nyhedsjournalist på Bolius.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.