1/11 fra barselsvikariat som kommunikationschef i SOS-Børnebyerne til freelancer i Asien.

Karriere: Line Wolf Nielsen har tidligere arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal, WHO, Baltic Times og Skandinavisk Film Kompagni.

Jeg skal leve drømmen ud om at være journalist ude i den store verden. Det er ikke, fordi jeg har nogle faste aftaler med danske medier om eksklusivt at dække Asien for dem. Men jeg har et netværk og en masse positive hensigtserklæringer – plus et par gode kunder i butikken allerede, så jeg kan sove roligt om natten. Jeg har en bred platform.

Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har det professionelle netværk, der skal til, både blandt medier og udenlandske organisationer, men også blandt internationale kilder og kontakter ude omkring i verden. Derfor regner jeg også med at afsætte til andre medier end de danske.

Det bliver jeg helt sikkert nødt til. Men der spiller mine kontakter også ind. Jeg har folk, der kan føre mig ind i deres kildenetværk, som jeg så kan bruge. Det er alfa og omega. For bare to-tre år siden ville jeg ikke kunne have gjort det, for der var netværket der ikke. Nu har jeg det professionelle ståsted til at gøre det.

Jeg har en one-way-ticket til Nepal … (Line Wolf Nielsen griner). Så jeg starter der og tager så til enten Indien eller Sri Lanka. Tanken er at slå mig ned på Sri Lanka og skrive derfra. Og så have et Sri Lanka-Indien-Bangladesh-Nepalfokus.

Jamen, jeg har det også nogle gange sådan: Hvad pokker er det, jeg laver?! – Min bankrådgiver tilgiver mig aldrig. Men mulighederne er der nu. Og jeg vil hellere kunne sige, at jeg prøvede det, end at jeg aldrig greb chancen.

Jeg elsker journalistik og glæder mig til at prøve faget af som min egen chef. Jeg regner med at få en stor arbejdsglæde i hverdagen – og en tilværelse, hvor arbejde og privatsfære flyder mere sammen, tiltrækker mig. Hvor det bliver mere en livsform end en karriere i den forstand.

Det er måske frygteligt banalt, men det er et spørgsmål om at møde mennesker og være oprigtigt interesseret i deres arbejde. Og så bruger jeg også venners venner og kalder dem en del af mit netværk. Det lyder måske flot, men det kan man sagtens gøre. Det er ikke nødvendigvis noget, der giver perlevenner, men man får adgang til en masse ny viden.

Jeg vil udleve alle de spændende journalistiske idéer, der aldrig er kommet videre end blokken. Før har jeg altid haft en eller anden kasket på, når jeg har været ude. Nu er jeg på egen hånd og kan frit føre idéerne ud i livet.

Så må jeg jo tage hjem. Værre er det ikke. Jeg har lovet mig selv at oprette en konto med 10.000 kroner på, så jeg altid kan få fingrene i en returbillet. Min egen horisont er, at jeg efter en seks-syv måneder skal overveje, om jeg er glad, og om jeg kan leve af det. Og hvis det så ikke fungerer, har jeg i det mindste givet det en chance. / ar