NYT JOB: Jakob Marschner, 38 år

1/5 fra indlands- og featureredaktør på Nyhedsavisen til videojournalist på TV 2 Bornholm.

1/5 fra indlands- og featureredaktør på Nyhedsavisen til videojournalist på TV 2 Bornholm.

Karriere: Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996. Herefter blandt andet journalist på Politiken, Berlingske Tidende og Århus Stiftstidende. Efter halvandet år som redaktør på UgePressen Djursland var han med til at starte Nyhedsavisen, først som jourhavende og siden som indlands- og featureredaktør.

Du har været på skrevne medier i hele din karriere. Hvorfor skal du nu lave tv?
»Chancen opstod nu, og jeg synes, at det er et godt tidspunkt at trække sig ud på sidelinjen og lave noget andet end aviser. Pengene til at udvikle aviserne er ikke til stede, og lige nu tænker alle meget naturligt på at begrænse tabene.«

Hvordan bliver det at komme til Bornholm?
»Bornholm er et eventyr og et helt nyt stykke Danmark, som jeg glæder mig til at udforske. Det her handler først og fremmest om at lære tv at kende professionelt, men at det skal foregå i så skønne og maleriske omgivelser, det er et plus oveni. Jeg håber på, at jeg kan trække på noget af det, jeg lærte som redaktør på Djursland. Man lærer respekt for publikum på en anden måde, når man er så tæt på. Det er ekstremt sundt for alle, fordi det er kontant afregning ved køledisken nede i Brugsen.«

Efter over 10 år med skrevne medier, hvordan er så dit indtryk af den avisbranche, du forlader?
»Presset på betalingsaviserne ser ikke ud til at få nogen ende lige med det første, og den rolle, de spillede for en halv generation eller mindre siden, bliver overtaget af gratisaviserne. For mange mennesker er den daglige gratisavis det, de ser. Særligt Nyhedsavisen og metroXpress tager oplysningspligten på sig over for offentligheden. Det er afgørende, at det går godt for de to, for ellers er det mange menneskers mulighed for at læse en avis af nogenlunde kvalitet, der forsvinder.«

Hvilken rolle spiller betalingsaviserne så?
»De spiller mere og mere rollen som snævre medier, der henvender sig til stadigt mindre målgrupper – små snudebilleklubber af folk, som tænker på cirka samme måde, som mediet selv gør. Jeg synes, at de i processen forsømmer den brede offentlighed.«

Hvilke konsekvenser har det i dine øjne?
»Oplagene bliver ved med at falde, fordi man ikke kan få folk til at læse en avis, de ikke kan se sig selv i. Fejlen ligger i, at man på alle tre store morgenaviser skriver for langt og for tungt om emner, der også er for tunge, først og fremmest politik. På den måde isolerer aviserne sig med hver sin målgruppe, som kan have den her lidt højtravende og ret elitære måde at gå til tingene på.«

Mener du, at betalingsaviserne burde sigte anderledes og prøve at kæmpe sig tilbage til den brede målgruppe?
»De har forpasset chancen, selv om alle advarslerne lå der allerede for 10-12 år siden. Gratisaviserne har indtaget midten i det danske avisbillede. Gratisaviserne appellerer til helt almindelige mennesker hver dag, så end ikke den mulighed har de betalte aviser. De kan ikke få folk til at betale for noget, som folk kan samle op gratis.«

Hvis gratisaviserne er så vigtige, hvorfor tager du så til Bornholm for at lave tv?
»Det gør jeg, fordi TV 2 Bornholm har givet mig et enestående tilbud. Man er selvfølgelig selv herre over, hvilke job man søger, men hvilket job, man får tilbudt først, er jo et lotteri. Det blev så her, og det er jeg glad for. Vi snakker nyt medie, nyt sted at bo, nye kilder, ny fortælleform. Jeg ser frem til at blive udfordret og udfordre mig selv.« /

0 Kommentarer