Nyt job: Ida Ebbensgaard

Karriere: 2002: Journalist (bachelor) fra SDU. 2002: Reporter på DAGEN. 2003-2004: Studerende i Berlin. 2004-2006: Reporter på Politiken. 2007: Cand. public.

Karriere: 2002: Journalist (bachelor) fra SDU. 2002: Reporter på DAGEN. 2003-2004: Studerende i Berlin. 2004-2006: Reporter på Politiken. 2007: Cand. public. i journalistik og globalisering. 2007: Pressechef i Miljøministeriet.

Hvordan er det at sidde på den anden side af bordet?

Det har jeg overhovedet ikke noget problem med. Jeg synes, at jeg har fået et af de fedeste job i branchen i øjeblikket, og jeg glæder mig til at gå i gang med at fylde det ud. Til det vil jeg bruge mange af de værktøjer, jeg har lært som journalist, og en hel del, jeg har lært andre steder.

Hvorfor har du valgt miljøstoffet?

Miljøet, og især klimaet, er noget af det, der rykker allermest lige nu. Det er en gave at få lov at være med der, hvor gryden koger mest. Danmark har jo fået klima-topmødet i 2009, og frem mod det bliver der mere og mere fokus på området. Men det er også en sag, jeg kan stå inde for. For jeg ville ikke kunne arbejde for en hvilken som helst interesse.

Hvilken interesse kunne du for eksempel ikke arbejde for?

Skandinavisk Tobakskompagni og deres interesser.

Har du skrevet om miljøstof som journalist?

Jeg har dækket miljø i et år på Politiken. Miljø er et område, der ud over at være præget af holdninger og meninger, er et utroligt teknisk område. På den måde er det rart nu at have hørt om højmosers tålegrænse for ammoniak og Kyoto-protokollens fleksible mekanismer.

Hvordan har du fået jobbet?

Jeg blev opfordret til at søge det, og så fik jeg det.

Du siger, at du godt kan lide stofområdet. Men har Connie Hedegaard også trukket lidt?

Ja. Jeg synes, hun er en spændende person. Men der er ikke noget krav i jobbet om, at man skal være fuldstændig enig med ministeren, men jeg ville ikke tage jobbet, hvis jeg var konsekvent uenig i alt, hvad hun mener. Det ville simpelthen blive for svært.

Er du konservativ?

Nu er det jo kun i stemmeboksen, man skal tage stilling til det. Så det vil jeg ikke svare på.

Hvorfor er du 'kun' embedsmandansat?

Det har både jeg og ministeren ønsket. Det passer mig godt, at jeg er embedsmanden i systemet. Jeg er loyal over for den til enhver tid siddende minister – andet ønsker jeg ikke. Jeg skal beskæftige mig med de sager, som miljøministeren som institution beskæftiger sig med og ikke servicere ministeren i partipolitiske spørgsmål. Så når Connie Hedegaard mødes med de andre konservative ministre, er jeg ikke med, for det er ikke mit arbejdsområde. Det er materien, som interesserer mig.

Er du den fremadstormende unge kvinde med styr på karrieren-type?

Jeg har været så utrolig heldig at få nogle gode tilbud i en ung alder. Jeg havde engang en chef, der havde lagt en detaljeret plan over, hvor han skulle være om fem og om 10 år. Det har jeg ikke. Jeg er meget drevet af energi og det, jeg synes er sjovt og giver mening. Den eneste ting, jeg har planlagt, er min netop afsluttede cand. public.

Du forlod Politiken for at tage en kandidatgrad. Hvorfor?

Fordi jeg ikke kunne lade være. Man skal ikke være bange for at sige nej til ting eller at lukke døre, for der åbner sig altid nye. Jeg har fået helt utrolig meget ud af at sige: Det var det, farvel Politiken, nu skal jeg ud og prøve noget andet.

0 Kommentarer