NYT JOB: Caspar Tribler, 30 år

1/3 fra reporter på TV 2 til redaktør på Pokernyhederne.com og freelancer.

1/3 fra reporter på TV 2 til redaktør på Pokernyhederne.com og freelancer.

Karriere: Uddannet multimediedesigner i 2002, med speciale i web-tv. I 2006 uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Fra september 2006 ansat på TV 2 News og TV 2 Nyhederne. Redaktør på programmet Pressemøde fra august til december 2007, hvor det blev lukket. Herefter reporter på TV 2 News.

 

Du forlader TV 2 News i en situation, hvor TV 2 er i økonomisk krise.

»Jeg har ikke været bange for at blive fyret, og der har ikke været en dårlig stemning mellem kollegerne. Men man kunne da godt mærke, at der blev justeret rundt omkring. Efter at Pressemøde lukkede, skulle jeg tilbage til en almindelig reporter-stilling. Jeg tænkte, at det var et godt tidspunkt.

 

Hvordan er en almindelig arbejdsdag, når man skriver nyheder om poker?

»Det særlige er, at jeg aldrig rigtig har fri. Poker bliver jo spillet meget rundt omkring i verden, imens det er nat dansk tid. Derfor handler det om at stå tidligt op om morgenen og finde historierne om de store spillere, der har været i gang, og om, hvad de har vundet. Jeg skriver tre-fire nyheder om dagen.«

 

Hvem læser alle de nyheder?

»Man siger, at der er 500.000, der spiller poker i Danmark. Vi har en klar dansk vinkel, og der er spirende interesse for de store danske navne. Der er nogle af de her spillere på 18-20 år, der sidder og tjener det samme, som min mor tjener på et år. Jeg kan godt forstå, at folk bliver fascineret af den her verden.«

 

Hvor meget fylder skyggesiderne ved poker i jeres nyheder?

»Ikke meget. Der har været tre-fire historier, siden hjemmesiden blev oprettet i august. Det har mest handlet om svindelnumre, hvor vores nyhed fungerer som en slags advarsel. Men hvis der bliver afsløret en stor skandale hos en af vores annoncører, så forbeholder vi os retten til at skrive den historie, det er klart.«

 

Hvad er forskellen på den journalistik, du laver nu, og så den, du lavede på TV 2?

»Man kan sige, hvad man vil, men poker er mere nichepræget, og det er mere lir. Det er ikke sladderjournalistik, men det er en meget farverig verden at beskrive. Vi prøver at blande basale nyheder med underholdning, og så vil vi gerne være et skridt foran konkurrenterne på nettet.«

 

Din karriere har kredset om tv. Hvordan er din kontakt til tv-produktion i dag?

»På Pokernyhederne.com laver jeg meget web-tv på egen hånd. Når vi får bygget det her op, så håber jeg, at det er en chance for at få erfaringer, så jeg kan komme til at arbejde med dokumentarfilm. På DJH arbejdede jeg med one-man one-camera dokumentar, blandt andet i Rusland. Jeg kan godt lide at være den der globetrotter-journalist. Men det bliver en stor fordel at kende nettet.«

 

Ligger fremtiden på nettet?

»Ja, helt sikkert. Men man skal være varsom over for katten i sækken. I starten af multimedieuddannelsen sagde de til os, at om to år ville alle se tv på nettet. Det var i 2000.«

 

Efter Pokernyhederne skal du så ud og redde verden?

»Jeg vil lave nogle historier, der har en social dimension, men som også har en filmisk værdi. Jeg kan godt lide at gå ud og sætte tanker i gang hos folk, men det behøver ikke redde verden.« /

0 Kommentarer