Nyt job: Bodil Kofoed 55 år

1/9 fra nyhedsjournalist i DR til kommunikations-pilot for Forsvarskommandoen

1/9 fra nyhedsjournalist i DR til kommunikations-pilot for Forsvarskommandoen

Hvad laver en kommunikationspilot helt præcist?
Det danske forsvar skal formentlig købe nye kampfly, og valget står mellem svenske Gripen, amerikanske Joint Strike Fighter og amerikanske F18. Derfor sidder jeg i Projektkontor Nyt Kampfly med 15 andre medarbejdere, hvor vi i fællesskab skal anbefale et kampfly til Folketinget. Jeg står for al intern kommunikation om kampflyene til forsvaret og eksternt primært til pressen.

Hvad synes du om navnet kommunikationspilot?
Jeg synes, det er et skægt navn. Det siger en masse om, hvad det egentlig er, jeg skal lave. Samtidig gjorde navnet mig nysgerrig, første gang jeg så det. Jeg tænkte: Hovsa, hvad er det?
Lynhurtigt fik jeg indtryk af, at Forsvarskommandoen var en spændende arbejdsplads.

Du har været DR-medarbejder i mere end 20 år. Hvorfor skiftede du til Forsvarskommandoen?
Jeg fravælger ikke DR, jeg har bare besluttet mig for at lave noget andet. Jeg har produceret tv og radio rigtig længe, og til sidst kunne jeg ikke finde nye projekter, jeg gerne ville være en del af. Jeg trængte til luftforandring, og jobopslaget fra Forsvarskommandoen vakte min interesse.

Har presset i mediebranchen haft indflydelse på din beslutning?
Ikke direkte, men jeg har selvfølgelig bemærket, at branchen har ændret sig i løbet af de seneste 10 år. Hvis målet er at producere mere, er det i hvert fald lykkedes. Kvaliteten er ikke den samme mere, og jeg tror ikke engang, at tv- og radiobranchen er hårdest ramt.

Hvad siger din familie til din nye arbejdsplads?
De er ret misundelige. Min familie er nogle nørder, som elsker fly. De har selv nogle små modeller derhjemme, og min søn kan navnene på alverdens fly. Jeg scorer ret mange point derhjemme lige nu.

Hvorfor valgte du at skrotte journalistikken til fordel for kommunikation?
Da jeg blev uddannet, overvejede jeg ikke at arbejde med kommunikation. Det lå lige så fjernt for mig, som hvis jeg skulle arbejde som bager. Siden er udbuddet af kommunikationsstillinger blevet større og bedre.

Har du en journalistisk kæphest?
Jeg har hele tiden haft den grundværdi, at jeg støtter den svage part. Hvad er meningen med livet? For mig er det at gøre verden lidt bedre at leve i.

Kan du tage din grundværdi med på dit nye arbejde?
Hvis verden var et paradis, så ville der selvfølgelig ikke være behov for kampfly. Sådan ser verden desværre ikke ud. /

Karriere: Siden Bodil Kofoed blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1980, har hun været reporter, journalist, i forskellige afdelinger i DR. Primært for TV-avisen og Radioavisen. Dog afbrudt af TV-Kanal-2 fra 1985-1988, freelance USA-udstationering 1999-2001 og freelance Mellemøsten-udstationering 2005-2008. I 2007 fik Bodil Kofoed en mastergrad i kommunikation/coaching fra Middlesex University, England.

1 Kommentar

Erik Staffeldt
19. SEPTEMBER 2008
Re: Nyt job: Bodil Kofoed 55 år

Nå, så gik det galt igen:

Hvad siger din familie til din nye arbejdsplads?
De er ret misundelige. Min familie er nogle nørder, som elsker fly. De har selv nogle små modeller 

"de" er en flertalsbøjning, som ikke kan være personligt stedord for et navneord i ental. Hvornår mon kollegerne lærer at bruge sproget ordentligt?

Det hedder: familien...den.

 

data_usage
chevron_left
chevron_right