1. juli dimittend fra Mediehøjskolen i grafisk kommunikation
til Art Director i Danske Bank.
Du har været i branchen i 12 år. Nu er du færdiguddannet fra Mediehøjskolen og har valgt at blive Art Director. Hvorfor det?
Jeg har en enorm skabertrang. Jeg er vild med aha-oplevelser, og dem får jeg, hver eneste gang jeg udvikler et nyt produkt eller et nyt koncept. For mig er processen lige så vigtig som det endelige resultat. Som Art Director får jeg lov til at skabe nye ting hele tiden.
Dit valg af karriere faldt på Danske Bank. Hvorfor det?
Jeg har haft et stort ønske om at arbejde i en kæmpe, international virksomhed. Tegnestuen i Danske Bank har 15 medarbejdere. Indtil nu har jeg lavet nationale magasiner for blandt andre Bonnier, Børsen og Benjamin. I Danske Bank skal jeg virkelig bruge min hjerne, fordi jeg skal være kreativ hele tiden.
Hvordan kan det lade sig gøre at være kreativ i en bank?
Det er dødhamrende svært at illustrere finansielle emner. Penge er meget abstrakte. Danske Banks produkter er ikke lige så konkrete som for eksempel produkter fra B&O. I stedet sælger banken ukonkrete begreber som forskellige konti eller finansielle løsninger. Derfor bliver jeg hele tiden nødt til at sætte ord og billeder på begreberne.
Bankfolk er uproblematiske at arbejde sammen med. De er taknemmelige og åbne for friske ideer.
Bliver det ikke for seriøst at arbejde med finansielle løsninger?
Nej, jeg kan godt lide, når det er seriøst. Det er lidt svært at forklare. Måske er det, fordi jeg har rundet 40 år, men jeg vil meget hellere være Art Director i en bank end lave computerspil. Jeg kan godt lide at udvikle koncepter til de segmenter, som arbejder i bankverdenen. De er meget seriøse.
Hvad har dit første projekt været i Danske Bank?
I løbet af den første måned har jeg arbejdet på magasinerne, udviklet et koncept til et kundeseminar, og så har jeg lavet Danske Banks julekort.
Hvad kan du bidrage med som Art Director?
Jeg kan være med til at give de interne og eksterne magasiner et løft. Den visuelle identitet, som allerede er i Danske Bank, skal vi føre videre og udvikle.
Hvordan får du gode ideer?
Jeg får mange ideer, fordi jeg har lært en del metoder på Mediehøjskolen. Det handler om at indsamle viden, kombinere ting på nye måder og leve sig ind i målgruppen. Resultaterne skal lade ord og billeder gå op i en højere enhed.
Hvad er den seneste gode ide, du har fået?
Det er i Danske Bank, og ideen er hemmelig indtil videre. Jeg har tavshedspligt i vid udstrækning. /
Anne Mette Møller Hartelius er uddannet civilingeniør på DTU 1986-1992. Fra 1992 til 2005 var hun henholdsvis udviklingsingeniør på Carl Bro, nyhedsgrafiker på Berlingskes tegnestue, layouter på Audio Media, Børsen Magasiner og senere Bonnier, AD'er hos forlaget Benjamin og NCom. Fra 2005-2008: Uddannelsen i grafisk kommunikation på Mediehøjskolen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.