1/8 fra politisk redaktør på Ritzau til nyhedsredaktør på Berlingske Tidende.
Karriere: Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 2003. Praktik på Ritzau. Blev kort tid efter ansat som politisk journalist på Ritzaus Christiansborg-redaktion. I 2004 udnævnt til redaktionens souschef. Året efter modtog hun et scholarship til et otte måneders lederprogram, Sauvé Scholars, ved McGill University i Montreal. Overtog i foråret 2006 stillingen som politisk redaktør på Ritzau.
Hvorfor har du valgt at forlade den politiske journalistik?
Jeg har altid ville lave politisk journalistik, også før jeg startede på Journalisthøjskolen, men nu har jeg lyst til at se, hvad der mere er i verden. Og der er stillingen som nyhedsredaktør mere bred, hvor den politiske journalistik er mere snæver. Så jeg skal til at favne bredere, hvilket jeg tror, er en god øvelse i forhold til at nørde rundt inde på Borgen.
Hvad ser du som den største udfordring?
Jeg skal inspirere forskellige mennesker på mange forskellige stofområder. Det kræver stor bredde at kunne se historier i alt fra mode til oversvømmelser i Asien. Derudover er det især det visuelle, nu hvor jeg skal sammensætte avisens forside. Jeg har selvfølgelig fulgt aviserne tæt, men jeg har ikke prøvet at arbejde aktivt med det visuelle. Det bliver en sund oplevelse for mig.
Hvad kan du tage med fra Ritzau til Berlingske Tidende?
Først og fremmest kan jeg spotte en nyhed, før den opstår. Og det er jo klart en force, når man skal sidde og lave morgendagens forside. Så har jeg efterhånden opbygget noget ledelsesmæssig grunderfaring i forhold til den enkelte journalist. Derudover er mit speciale den politiske journalistik med udgangspunkt i den klassiske nyhedsjournalistik, hvilket jeg tror, at Berlingske ser som en fordel. Og så er jeg jo kvinde – ikke at jeg tror, det betyder meget, men på det punkt er jeg naturligt anderledes end mine to nærmeste kolleger.
Har det spillet ind i din ansættelse?
Arbejdsmæssigt kommer jeg jo ikke fra et kvindeunivers – tværtimod. Men jeg tror, det handler om at sammensætte et ledelseshold, der kan supplere hinanden med de kvaliteter, man har. Og der er køn selvfølgelig også vigtigt. På Berlingske har de jo først og fremmest set på mine meritter og kompetencer. Men ud over det kan jeg jo ikke løbe fra, at jeg er kvinde, og nok på nogle områder tænker anderledes end mænd.
Hvorfor skifter du job lige nu?
Det var ikke, fordi jeg var på udkig efter et nyt job. Jeg havde det rigtig godt på Ritzau. Men denne her stilling var bare for godt et tilbud, fordi jeg i den grad udvider og udvikler mine kompetencer. Muligheden for at lære, blive bedre og samtidig hver dag kunne måle resultatet af mit arbejde.
Du har arbejdet på Christiansborg i over seks år. Kommer du til at savne det?
Hele grundlaget, for at jeg blev journalist, var jo den politiske journalistik – med hovedvægt på det politiske. Jeg er så med årene kommet til at elske journalistikken mere og mere. Så det er sgu som at flytte hjemmefra, at jeg nu skifter job. Jeg tudede da også til min afskedsreception, hvor jeg fik spisesedlen fra Ekstra Bladet med Uffe Ellemann, der drikker whisky, og der står Den er hjemme. Christiansborg er uden sammenligning det sted, jeg elsker mest i verden, så selvfølgelig er det svært at forlade det.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.