Fem til syv nyhedshistorier om Danmark på engelsk. Så mange satser journalist Justin Cremer på hver dag at skulle skrive for at holde det nystartede nyhedssitet ’The Local’ opdateret.
Siden den danske version af ’The Local’ – som allerede udgiver lokale online-nyheder på engelsk i de fleste af vores nabolande – sidst i juni gik i luften, har han derfor haft travlt. Ikke kun på grund af produktionskravet, men også fordi han ud over at være journalist samtidig både er redaktør og franchise-ejer af mediet.
»Jeg ER indtil videre holdet, så jeg er stort set alene. Ikke kun i forhold til det journalistiske, men også på hele forretningsdelen. Jeg har en partner, som står for annoncer, men også der er jeg meget involveret. Det er hårdt arbejde. Men indtil videre er trafiktallene faktisk bedre end forventet, og jeg håber, at jeg med tiden kommer til at kunne ansætte en journalist,« siger Justin Cremer.
Danmark er hot
Fredag var det en måned siden, at The Local i Danmark lancerede. Justin Cremer fortæller, at sitet siden da har haft 335.000 ’total views’. Han ville have været tilfreds med 200.000 – så det er et godt resultat, fortæller han.
Men hvorfor har Danmark overhovedet brug for et online nyhedsmedie på engelsk?
»Jeg vil sige, at verden har brug for et engelsksproget nyhedssite om Danmark. Fordi cirka 99,9 procent af verdens befolkning jo ikke kan læse dansk! Men alle de skandinaviske lande er hotte lige nu, og folk er virkelig interesserede i, hvordan livet er her. Og de udlændinge, der er i Danmark og endnu ikke taler dansk, bør jo vide, hvad der foregår omkring dem. De bør være informeret. Jeg vil påstå, at det er en del af nøglen til at blive integreret,« siger Justin Cremer.
Han fortæller, at The Locals målgruppe da også primært er ikke-danskere, som af den ene eller den anden grund har en interesse for eller tilknytning til Danmark. For eksempel nuværende eller tidligere expats her i landet. Og de første trafiktal bekræfter tendensen.
»Sidst jeg tjekkede, kom mere end 80 procent af trafikken faktisk fra andre lande end Danmark. USA alene tegner sig for næsten 25 procent af trafikken – og det er altså ikke kun mine venner og familie hjemmefra, der læser med,« griner Justin Cremer, som selv er amerikaner og tidligere har arbejdet på Copenhagen Post.
»Med Noma og eksportsuccesser som ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’ tror jeg bare, at Danmark er et hot emne lige nu,« siger han.
Aldrig syv historier om Lars Løkkes undertøj
Justin Cremer forventer ikke, at The Locals’ vinkling af de danske nyhedshistorier kommer til at være væsentligt anderledes end de dansksprogede af slagsen. Men selve udvælgelsen og prioriteringen af dem kommer til at adskille sig.
»Fordi mine artikler kommer til at blive læst af et globalt publikum, skal jeg undgå de historier, der er alt for ’indsider-agtige’. Jeg kommer for eksempel aldrig til at skrive syv historier på én dag om Lars Løkkes undertøj,® siger Justin Cremer og tilføjer:
»Jeg ignorerede det også helt, da fødevareminister Dan Jørgensen tidligere på sommeren var ude og opfordre folk til at spise sundt og lokalt. Det optog de danske medier i flere dage, men det er helt bizart for mig, at det overhovedet kan blive en historie. Hvilken fødevareminister ville ikke sige det?,« siger Justin Cremer.
Fordomme om Danmark skal be- eller afkræftes
Baseret på erfaringer fra The Local i andre lande forventer han, at de artikler, som vil trække flest læsere, enten er dem, der be- eller afkræfter udlændinges stereotype opfattelse af Danmark og danskerne.
»Hver gang der er en historie, som passer ind i billedet af danskerne som de lykkeligste folk i verden, tror jeg, det vil give mange klik. På samme måde når der er en historie, som virkelig afviger fra den eller andre stereotyper. For eksempel når verden finder ud af, at danskeren er en flok barbariske typer, som godt kan lide at dræbe dyr offentligt og få små børn til at se på det,« siger han med henvisning til giraf-drabet i København Zoo tidligere på året.
Indtil videre er det dog en artikel om et viralt dansk Youtube-hit, hvor en storbarmet og bodypaintet kvinde går igennem Frederiksbergs gader, som har trukket flest klik. Dog næsten slået af en historie om WikiLeaks.
»Det er næsten lidt pinligt at sige, men jeg tror nærmere, det afspejler en generel tendens på internettet end en tendens på vores site. Og det ER jo faktisk en stereotyp opfattelse blandt mange udlændinge, at danskerne er attraktive. Så måske kan det alligevel forklares,« siger Justin Cremer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.