DR Nyheder lancerer i dag hjemmesiden StatusTinget – et sted, hvor politikernes statusopdateringer fra Facebook og Twitter står på rad og række samt fordelt på parti og rød eller blå blok.
Ideen til StatusTinget kommer fra DR Nyheders Facebook-reporter, Lars Damgaard Nielsen, der udelukkende har fokus på de sociale medier:
"De sociale medier kommer til at spille en stor rolle i den næste valgkamp. Det er her, politikerne vil komme med ideer og prøveballoner – og måske også lancere nye politiske udspil. Med StatusTinget giver vi brugerne mulighed for at få overblik over, hvem der siger hvad og hvornår. Du kan for eksempel søge efter "Lene E" og se på tværs af partierne, hvad der bliver sagt om hende lige nu. Det er der intet andet sted, du kan," siger Lars Damgaard Nielsen til Dr.dk.
I skrivende stund kan man på StatusTinget blandt andet læse, at Kristian Jensen via Facebook skriver: "Glæder sig til at høre statsministerens tale i dag kl. 12 og debattere den i "partilederrunde" på TV2 News kl. 16."
Mens Margrethe Vestager via Twitter kommunikerer: "Det er 'Læreren dag' i dag. Tak til alle lærere! Vi tror. Også på lærere!"
Og Rasmus Jarlov fra de Konservative fortæller via Facebook: "havde en kanon sjov eftermiddag sammen med 30 andre reformkrigere, da vi sagde farvel til dansk politiks største hellige ko, efterlønnen. Den var denne eftermiddag forklædt som en kæmpe stor præmieko på 1100 kg hentet fra Vestsjælland. Man må sige, at det vakte temmelig stor opsigt på Højbro Plads :-)"
Læs selv med i politikernes statusopdateringer her. PS: Muligheden for at filtrere partierne ved at klikke på de enkelte partilogoer virkede endnu ikke i skrivende stund.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.