»Jeg kan ikke løse min opgave, hvis jeg ikke har en lille ø for mig selv – den forsvarer jeg,« siger pressens minister Poul Nyrup Rasmussen. »Uden en privat ø er der ikke noget sted, hvor man kan oplade sit indre batteri. Man kan ikke lytte, man kan ikke blive klogere. Det er vigtigt at have et sted, hvor man kan være sig selv.«

Pressens minister er presset. På spørgsmålet om, hvor lang tid vi har, falder svaret prompte »gør det så hurtigt som muligt,« imens han med et sving med hånden viser vej »længere ned i bussen« til kontorets langbord, hvor der er dækket op med jordbær og melonstykker.
Begreber som »lejeværdi« og »bundskat« snurrer stadig i baghovedet på statsministeren, der få timer forinden på et tv-transmitteret pressemøde har lanceret regeringens såkaldte Pinse-pakke. Nu er klokken 16.00, han har netop rystet flokken af spørgende journalister og knipsende fotografer af – og forude venter aftenens tv-transmitterede banket med den japanske kejser. »Og han skal først hjem og klæde om til kjole og hvidt,« har sekretariatchef Peter Mogensen bekendtgjort.
Mogensen er manden, der værner om ministeren i forhold til pressen. På forhånd har han varslet, at flere af spørgsmålene på JOURNALISTENs liste ikke vil afføde længere redegørelser fra statsministeren – »og der er jo ingen grund til, at vi spilder hinandens tid,« som sekretariatschefen snildt formulerer opfordringen til ganske enkelt at udelade spørgsmålene.
Og ganske rigtigt. For selv om Poul Nuryp Rasmussen er en varm fortaler for en alsidig og mangfoldig presse, vil han »ikke kommentere på«, om det pressede Ritzaus Bureau engang ad åre måske skal have en form for støtte. Eller om han finder det bekymrende, at Det Berlingske Officin har interesser i en stadig voksende del af landets bladhuse.
Ét emne slipper gennem sekretariatchefens nåleøje med en positiv kommentar. »Det, der med at være offer, det kan han godt sige noget om.« Og ganske rigtigt.

Ikke over dørtærsklen
»Jeg synes selv, jeg har et udmærket forhold til pressen,« begynder Poul Nyrup Rasmussen. »Jeg har en god fornemmelse, når jeg holder pressemøder, og når jeg deltager i interview. Det er klart, at jeg sætter nogle grænser, hvis det for eksempel bliver privat. Det kan godt blive personligt og gå tæt på, men der er ting, jeg ikke viser, og der er en grænse, jeg ikke vil overskride. Noget skal holdes adskilt, og derfor sker det også, at jeg siger nej.«
Det behøver ikke være store ting, der udløser ministerens private grænsekontrol. Da JOURNALISTENs fotograf ved interviewets start vil bænke ministeren så lyset fra vinduerne ikke falder ham i ryggen men i ansigtet, affejer Poul Nyrup uden videre diskussion ønsket med ordene »jeg sidder her!« – og sætter sig med ryggen mod vindueslyset. Og hvor andre politikere kan ses i tv-quizzer, der holder Nyrup sig væk. Om det siger han, at »jeg duer ikke til det«, men forklaringen stikker dybere end som så.
»Jeg vil godt deltage i ting, der kan vise folk, hvem jeg egentlig er, fordi politik og tillid hænger meget snævert sammen,« forklarer han. »Men det er ikke det samme som, at politik skal være ren underholdning. Hvis politik blandes sammen med underholdning bare for underholdningens skyld, og man ikke selv har været med til at skrive manuskriptet, så svigter man det vigtigste som politiker – at bevæge sig inden for et rum, hvor tingene har mening. Men det betyder ikke, at man ikke skal være parat til at åbne bare en lille smule mere op, end man gjorde for bare 10 – 15 år siden.«
Hvad siger du nej til?
»For eksempel at tage et interview i min egen private lejlighed sammen med Lone – eller uden Lone. Det ville jeg ikke gøre – og jeg er blevet spurgt.«
»Der er i dag et stærkere ønske om at komme tættere på personen end før. Men jeg tror de grænser, jeg sætter, er både i min og folks interesse. Jeg kan ikke løse min opgave, hvis jeg ikke har en lille ø for mig selv – den forsvarer jeg. Hvis man er spændt ud som et røntgenbillede, der er gennemlyst fuldstændigt, så bliver alt jo offentligt og dermed også uforanderligt. Uden en privat ø er der ikke noget sted, hvor man kan oplade sit indre batteri. Man kan ikke lytte, man kan ikke blive klogere. Det er vigtigt, at have et sted, hvor man kan være sig selv.«

Etiske krav til pressen
Pressens minister ser – ikke overraskende – pressen som en af grundstenene i demokratiet. »Pressen er befolkningens tryghed for, at demokratiet også fungerer i de hjørner, hvor alting ikke belyses hver dag,« som han siger det. Og netop fordi rollen er så vigtig, mener Poul Nyrup, at pressens folk skal tænke alvorligt og dybt over, hvordan den varetages.
»Man kan i dag godt savne, at pressen er sig sin egen rol-le bevidst i demokratiet,« si-ger han og peger på, at i det Medieudvalg han nedsatte i marts 1994, blev netop det spørgsmål blandt andet diskuteret.
»Og der kom mange spændende bidrag – for eksempel spørgsmålet: Hvordan kan pressen klare dilemmaet mellem på den ene side at have en afgørende kontrol og kritisk funktion i forhold til politikere og demokratiet – og på den anden side være sig selv bevidst, at man som presse faktisk spiller en rolle?«
Poul Nyrup Rasmussen nævner ikke konkrete eksempler på, at pressen har svigtet rollen – men vinker alligevel med vognstangen.
»De etiske krav, pressen stiller til sig selv, skal selvfølgelig være mindst lige så høje, som dem pressen stiller til andre.«

Journalist – sig nej!
I december 1994 skrev Poul Nyrup Rasmussen en kommentar på JOURNALISTENs bagside. Her gav han denne indrømmelse på politikernes vegne: »Politikernes fristelse til at bruge medierne som ren valgplatform er overhængende. Det politiske liv vinder ikke ved selviscenesatte shows uden reelt politisk indhold.«
Spørgsmålet er så, om statsministeren og Statsministeriet selv altid tjener det meningsfyldte demokrati, debatten og befolkningen bedst, eller om Poul Nyrup Rasmussen og hans rådgivere spekulerer i for eksempel stemningsmættede tv-billeder, der kan flytte de vaklende vælgere. Ét eksempel er billederne af en løvejagende statsminister i Sydafrika. Andre husker svinestalden, hvor Nyrup i hvid dragt og maske blev afbilledet i en stald, hvor der angiveligt var flere journalister og fotografer end egentlige indespærrede svin til stede.
»Omkring svinestalden – man skal være indstillet på, at hvis man kritiserer nogen eller rejser et kontroversielt tema, så er der nogen, der siger: »Kom ud og se, hvordan det er i virkeligheden!«. Og det kan man jo ikke sige nej til,« forklarer og forsvarer Poul Nyrup.
»Og så er det jo godt billedstof, og skal man så sige nej til den lange kø af pressefolk og tv-journalister, der gerne vil være med?,« spørger Nyrup retorisk – og konkluderer: »Jeg har jo ikke inviteret dem selv.«
Besøget i stalden var ikke udtryk for, at I tænker i billedsessions?
»Nej. Jeg gør ikke, det er muligt, at der er andre, der gør det," siger Nyrup. "Den skillelinie jeg selv har, det er, at jeg selv kan stå inde for det – at det er fornuftigt. Jeg har været med til at rejse den debat for landbruget, det fortryder jeg ikke ét sekund,« siger Nyrup – og opmuntrer pressen til at tænke sig om:
»Men pressen skal selv gøre sig sin rolle klar – hvor meget vil de viderebringe? Hvad vil de prioritere?«

Intet er hemmeligt
Et ord, Poul Nyrup Rasmussen som pressens minister ofte har taget i sin mund, er åbenhed. I marts 1993 sagde han i et interview med JOURNALISTEN blandt andet, at han som pressens minister ville være opmærksom på, om der »er situationer, hvor pressen føler, at den ikke er blevet ordentligt behandlet. Om der er situationer, hvor der med føje kan siges, dér kunne regeringen godt have svaret mere konkret – have været mere åben, have lagt ting frem, man ikke har lagt frem.«
I dag synes han ikke, de ord klinger hult, på trods af, at en lang række sager – for eksempel Nørrebro-sagen, Thule-
sagen, Færø-sagen og Rushdie-sagen – kunne tyde på, at statens interesse i at værne sig selv ikke altid går hånd i hånd med journalisternes ønske om at få fat i flest mulige oplysninger hurtigst muligt.
Statsministeren afviser, at der skulle være et problem, fremhæver den danske tradition for aktindsigt – og siger:
»Pressen vil gerne påpege, hvis der er blevet begået fejl, men det betyder ikke, at vi lægger skjul på oplysninger,« mener Poul Nyrup. »For man kan lige så godt gøre sig klart i moderne tid, at der er ikke noget, der kan holdes skjult for pressen – heldigvis, vil jeg sige. Til syvende og sidst er det kun et spørgsmål om tid, før pressen har informationerne, og hvis man gør sig det klart som politiker, så er livet også meget nemmere.«

Mere trykt presse
Midt imellem folketingsvalg, Amsterdamtraktat og Pinsepakken har Poul Nyrup Rasmussen fundet tid til at gøre sig nogle pressevisionære overvejelser. De har endnu ikke karakter af konkrete forslag, men lever som en række spørgsmål, han gerne så, blev diskuteret internt i pressen – og mellem pressen og politikerne.
»Jeg har ikke nogen enkel opskrift på, hvordan det skal gøres, men når vi er kommet igennem sommerens mest krævende opgaver, så burde vi genoptage den debat, som Medieudvalget efterlod sig – debatten om demokratiet, medierne, politikerne. Hvordan sikrer man i dette samfund, hvor familien Danmark ikke har megen tid til overs til at interessere sig for den politiske del af demokratiet, at den tid bliver brugt så engageret som muligt? For hvis du spørger om almindelige menneskers tidsforbrug i dagligdagen, så er det meget begrænset, hvad de har af tid til det.«
Især et tema, synes statsministeren, trænger sig på – det er debatten om, hvordan de trykte medier kan genindtage en central rolle i danskernes tilværelse.
»Mange mennesker læser ikke avis i dagligdagen, men orienterer sig udelukkende i elektroniske medier. Hvordan kan vi nå dertil, hvor danskerne genplacerer den skrevne presse – og det gælder også magasinerne – i deres egen hverdag? For der er ikke tvivl om, at læsevanerne har ændret sig over tid. Den gennemsnitlige interesse for den skrevne presse var anderledes før – dagspressen fyldte mere før i tiden.«
»Og vi har vel alle sammen brug for at få lidt tid til eftertanke. Det kunne være sjovt, hvis pressen kunne medvirke til det. Problemet i vor del af verden er jo ikke, at der er for mange, der deltager i demokratiet, men snarere at der er for få!«

Det centrifugale liv
»Livet er så sammensat i dag, det skifter så ofte, hverdagen er centrifugalt præget. Vores liv og dagligdag er jo delt op i en række bidder, som tilsammen ikke altid giver os det overblik, vi har behov for og har fortjent. Og der tror jeg godt den skrevne presse kunne medvirke og inspirere. Så derfor – kunne vi ikke stikke hovederne sammen og sige: »Hvordan får vi forstærket interessen for det skrevne ord igen – hele vejen rundt?«.«
Hvem invitationen er rettet til, og hvornår den bliver sendt ud, vil statsministeren ikke konkretisere endnu. Kun at det bliver til efteråret. Og han understreger samtidig, at udspillet ikke skal ses som en kritik af tv-mediet, som, han mener, bidrager med så meget andet. Men:
»Ethvert medie har jo sine krav. Tv-mediet skal gå stærkt, der er afmålt så og så meget tid. Det er klart, at en gang imellem er der ting, der ikke kan klares på 5-6 sekunder i tv, så må vi supplere med andre medier, den skrevne presse ikke mindst, for at få belyst de temaer,« siger Nyrup, der har iagttaget, at tv til tider også er begyndt at tage sig mere tid.

Nyrup til kejseren
Ofret slippes løs og overlades til fotografen, der af Nyrup har fået lovning på en foto-session, da han insisterede på at sidde i modlys. Men også nu trækker han sin grænse, endda så markant, at fotografen må bede ham om »ikke at stresse« hende. Og fire minutter senere sidder han igen ved sit skrivebord klar til næste punkt, klokken er næsten 17.00 – forude venter kjole og hvidt.
Hils kejseren!
Nyrup ser en smule befippet ud over opfordringen. Så går pråsen op for ham – og han svarer: »Nåh ja, kejseren. Ham har vi også.«