Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right

SENESTE NYT

15:46 Sebastian Goos

GAFFAs chefredaktør stopper

Sidsel Thomassen stopper som chefredaktør for musikmediet GAFFA ved årets udgang.

Det fremgår af mediets hjemmeside.

Her fremgår det også, at GAFFAs bestyrelse nu går i gang med at lede efter en ny chefredaktør.

 

13:35 Anna Sol Jørgensen

Nordiske Medier lancerer tre nye digitale medier

Det store tunnelbyggeri i Femern Bælt, anlæggelsen af Lynetteholmen og konstruktionen af energiøer i Nord- og Østersøen får deres helt egne digitale nichemedier, der bliver udgivet af Nordiske Medier, som i forvejen står bag blandt andet Licitationen.

Det oplyser Jesper Hansen, administrerende direktør i Nordiske Medier, til MediaWatch, hvor han uddyber, at han håber på 1.000 betalende abonnenter inden for det første år.

”Det er en helt ny tilgang for os at lade tre større anlægsprojekter være omdrejningspunktet for tre nye nicher. Normalt fokuserer vi smalt på brancher, men her gør vi for første gang en undtagelse,” siger Jesper Hansen til MediaWatch.

De tre medier får navnene Femern News, Energyisland news og Lynetteholmen news, og der skal ansættes i alt tre journalister og en medarbejder til den kommercielle afdeling.

 

10:12 Sebastian Goos

New York Times gør klar til massiv strejke

New York Times gør klar til massiv strejke

Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Avisen New York Times gør klar til en massiv strejke i morgen, hvor over 1.100 medarbejdere forventes at nedlægge arbejdet. På nogle redaktioner vil op mod 90 procent nedlægge arbejdet.

Ifølge CNN vil der være tale om den første arbejdsnedlæggelse siden slutningen af 1970’erne.

Medarbejderne er utilfredse med forhandlingerne mellem fagforeningen NewsGuild og avisen om en række knaster, herunder lønninger. Der har været forhandlinger om en ny overenskomst, siden den seneste udløb i marts 2021, men nu har en stor medarbejdergruppe altså fået nok.

Ifølge CNN vil de stå foran The New York Times-hovedkontoret i New York med skilte og bannere.

”Vi havde håbet, at vi kunne indgå en fair aftale inden vores deadline, men over 1.100 af os er nu klar til at sætte foden ned sammen. Både for os selv og for journalister andre steder,” siger journalist Jenny Vrentas ifølge CNN i en udtalelse.

 

09:46 Sebastian Goos

Hjælpefonden Journalistgården får ny formand

Anita Corpas bliver ny formand for Hjælpefonden Journalistgården.

Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.

Hun overtager efter Morten Friis Jørgensen, der efter 17 år som formand har valgt at træde tilbage.

Fonden uddeler legater i form af studieophold i udlandet, innovative projekter eller almindelig social støtte. I 2022 har fonden indtil videre bevilget legater for samlet godt 333.000 kroner.

 

 

09:06 Anna Sol Jørgensen

Sveriges største nyhedsbureau udsat for it-angreb

I løbet af søndagen og natten til mandag blev TT, Sveriges største nyhedsbureau, udsat for et ddos-angreb.

Det oplyser Vicktor Olsson, redaktionschef hos TT, til Dagens Nyheter.

Ifølge redaktionschefen var ddos-angrebet, der virker ved at overbelaste hjemmesider, rettet mod TT’s hjemmeside, der fungerer som et udstillingsvindue.

”Det lykkedes os at frigøre undersiderne fra det websted. Vi holdt produktionen i gang, men med mindre forstyrrelser,” siger han til Dagens Nyheter.

Redaktionschefen oplyser, at man endnu ikke er helt sikre på, hvor angrebet kommer fra, men at trafikken ser ud til at være kommet fra forskellige dele af Europa.

Når en hjemmeside eller server bliver udsat for et ddos-angreb, bliver den overbelastet af det store antal besøg og kan holde op med at virke.

 

08:46 Anna Sol Jørgensen

For mange Mike og for negativt billede af hajer: Nyt studie kritiserer populært haj-program

For mange Mike og for negativt billede af hajer: Nyt studie kritiserer populært haj-program

Der er for meget fokus på hajangreb og for lidt fokus på, hvad hajer betyder for økosystemet, mener forskerne. Andrea Comas/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er flere hvide mænd med navnet Mike, end der er kvinder, der udtaler sig i Discoverys populære haj-program ’Shark Week’. Samtidig tegner programmerne et for negativt billede af hajer.

Det er konklusionerne i et nyt studie udgivet af Public Library of Science, der har gennemgået hundreder episoder af ’Shark Week’, der er blevet sendt mellem 1988 og 2020.

”Når der er hundredvis af mennesker med en anden hudfarve, der arbejder med det her område, og når mere end halvdelen af feltet er udgjort af kvinder, er det måske ikke et tilfælde, at kun hvide mænd medvirker,” siger David Shiffmann, konservator ved Arizona State University og medforfatter til undersøgelsen, til Washington Post.

90 procent af de 229 eksperter, der har medvirket i ’Shark Week’ er hvide, og omkring 78 procent er mænd, fremgår det af undersøgelsen.

Samtidig kritiserer forskerne bag undersøgelsen, at ’Shark Week’ indeholder flere historier om hajangreb, der får hajer til at fremstå som frygtindgydende fremfor at beskrive hajer som ”ærefrygtindgydende” og vigtige for økosystemet.

07:46 Ritzau

Al Jazeera tager drab på journalist til international domstol

Al Jazeera tager drab på journalist til international domstol

Ahmad Gharabli/AFP/Ritzau Scanpix

Tv-stationen Al Jazeera har tirsdag indgivet en sag til Den Internationale Straffedomstol (ICC) om den dræbte journalist Shireen Abu Akleh, som tv-stationen mener er blevet bevidst dræbt af israelske styrker.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Stationen, der har base i Qatar, mener at have nye beviser i forbindelse med journalistens ”brutale” død.

Hun blev skudt, mens hun dækkede en razzia på Vestbredden 11. maj i år.

Alle kan indgive sager til domstolen, der holder til i Haag i Holland. Domstolen er dog ikke forpligtet til at tage alle sager op.

”Min familie ved stadigvæk ikke, hvem der affyrede den dødelige kugle, og hvem der var en del af den kommandovej, der dræbte min tante. Beviserne er overvældende klare. Vi forventer, at ICC tager affære,” siger Lina Abu Akleh, den afdøde journalists niece.

Lina Abu Akleh har bedt om et møde med anklager Karim Khan.

I går
15:24 Anna Sol Jørgensen

Facebook-ejer truer med at fjerne nyheder

Facebook-ejer truer med at fjerne nyheder

Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Selskabet Meta, der ejer Facebook, truer igen med at fjerne nyhedsindhold fra platformen. Det skriver CNN.

Truslen kommer som reaktion på et amerikansk lovforslag, Journalism Competition and Preservation Act, der vil stille medier stærkere i forhandlingerne om mediernes indhold på store tech-platforme som Google og Facebook. Målet med forslaget er, at medierne skal kunne kræve en større del af overskuddet fra tech-platformene.

”Hvis Kongressen vedtager et uovervejet journalist-lovforlag som en del af den nationale lovgivning, vil vi være tvunget til at overveje helt at fjerne nyheder fra vores platform i stedet for at underordne os politisk forhandling, der på uretfærdig vis ignonerer enhver værdi, vi tilfører nyhedsmedierne gennem øget trafik og abonnenter,” skriver Meta i en pressemeddelelse.

Det er ikke første gang, Meta fremsætter den form for trussel. I starten af 2021 gjorde selskabet også alvor af den og fjernede i næsten en uge muligheden for at læse og dele nyheder på Facebook i Australien. Det skete som følge af et australsk lovforslag, der netop ville pålægge tech-giganter at dele deres overskud med de etablerede medier.

13:50 Anna Sol Jørgensen

Unge nyhedslæsere søger mod DR og TV 2

Unge nyhedslæsere søger mod DR og TV 2

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Læserskaren hos avishusenes nyhedssites er stadig udgjort af en ældre del af befolkningen, mens TV 2 og DR har et vist greb i de unge, skriver Politiken.

Ifølge en opgørelse fra Dansk Online Index besøger 26 procent af de 20-29-årige hver dag tv2.dk eller TV 2’s nyhedsapp. Blandt de 15-19-årige er det 22 procent, der besøger TV 2 online for at læse nyheder. Hos DR.dk og DR’s nyhedsapp er det 14 procent af den danske befolkning mellem 15 og 29 år, der dagligt tjekker ind.

Til sammenligning har Politiken 4 procent og Jyllands-Posten 1 procent af de 20-29-årige som daglige læsere, skriver Politiken.

DR og TV 2 stiller nyhederne til rådighed uden betalingsmur, men det er ikke nødvendigvis derfor, at unge søger derhen for at få nyheder, siger Kim Schrøder, professor ved Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet. Han peger på, at en nylig undersøgelse viser, at unge faktisk er mere villige til at betale for deres nyhedsforbrug end de ældre brugere, men har ikke nogen forklaring på, hvorfor de foretrækker DR og TV 2.

”Der er ikke så meget grund til at være bekymret på demokratiets vegne, og det er bemærkelsesværdigt, at unge i lige så høj grad vil betale som andre aldersgrupper,” siger Kim Schrøder til Politiken.

12:16 Anna Sol Jørgensen

Folkemødet får ny direktør

Foreningen Folkemødet får ny direktør i Peter Christiansen, der tiltræder stilling 1. februar.

Det skriver foreningen ifølge MediaWatch på sin hjemmeside.

Peter Christiansen kommer fra en stilling som nationaldirektør i Mellemfolkeligt Samvirke.

”Demokratiet er vigtigere nu end nogensinde før – vi skal både passe på det, udvikle det og bringe det i spil i Danmark og ude i verden. Folkemødet er efter min mening noget af det vigtigste i kampen for demokratiet, og det glæder jeg mig virkelig meget til at være del af – samtidig glæder jeg mig til at bruge endnu mere tid på Bornholm, som jeg elsker at besøge,” siger Peter Christiansen i pressemeddelelsen.

Den nye direktør ønsker ifølge pressemeddelelsen at have mere fokus på det internationale under folkemødet.

09:54 Sebastian Goos

Amnesty i Canada udsat for cyberangreb fra Kina

Den canadiske gren af Amnesty International er blevet udsat for målrettede cyberangreb fra det kinesiske styre.

Det oplyser Amnesty ifølge Washington Post.

Første brud på sikkerheden foregik i begyndelsen af oktober, og hackerne gik målrettet efter informationer om Kina og Hong Kong samt kinesiske aktivister.

Amnesty har fået hjælp af cybersikkerhedsfirmaet Secureworks, som ifølge Washington Post oplyser, at angrebet har gjort brug af hackingværktøjer, der kendetegner grupper knyttet til den kinesiske stat.

Amnesty Canada advarer og opfordrer nu aktivister og journalister til at opdatere cybersikkerhedsprotokollerne som følge af angrebet.

08:45 Sebastian Goos

Washington Post kopierer Spotifys virale hit

Avisen Washington Post har i jagten på nye abonnenter valgt at bygge en tjeneste, der minder meget om Spotifys ’Wrapped’, hvor man præsenteres for den musik, man har hørt mest i løbet af et år.

Det skriver amerikanske branchesider som WAN-IFRA og Nieman Lab.

I Washington Posts løsning, der har fået navnet ’year in news’, får abonnenter en oversigt over de nyheder, de har brugt mest tid på i løbet af et år. Produktet suppleres af tjenesten ’Newsprint’, som skal give mere personaliserede nyheder på baggrund af data fra brugeren.

I grove træk handler det om at skabe engagement og lokke nye kunder til:

”Vi forventer, at løsningen vil styrke den værdi, vi giver vores abonnenter. På længere sigt vil vi udbygge Newsprint og bruge det som en tjeneste til at tiltrække flere abonnenter og øge opmærksomheden om vores brand gennem delinger på sociale medier,” siger Michael Ribero, der er chef for abonnementsafdelingen af The Washington Post.

Spotifys Wrapped-løsning er en koloenorm succes på sociale medier. I 2021 blev det nævnt i 1,2 millioner opslag på Twitter, og indholdskort fra Wrapped blev delt næsten 60 millioner gange på tværs af de forskellige sociale medier.

07:49 Ritzau

Hver femte føler sig overvåget på job

Danskerne er generelt ikke meget for at blive overvåget af såkaldte digitale sladrehanke på arbejdspladsen.

Kun hver fjerde adspurgte er helt eller delvist positivt stemt over for, at chefen kan indsamle data om medarbejdere på jobbet.

Men hver femte beretter om at have oplevet decideret overvågning af arbejdsgiveren.

Det viser en ny undersøgelse, der er gennemført af Tænketanken Mandag Morgen i samarbejde med en række fagforeninger og organisationer.

En af de organisationer, der har været med til at sætte undersøgelsen i gang, er fagforeningen Ingeniørforeningen (IDA).

Over 60 procent oplever, at der bliver indsamlet data om dem, mens de arbejder. 20 procent oplever det altså som decideret overvågning.

5. december
12:48 Anna Sol Jørgensen

Danske Medier raser efter DR-redegørelse

Danske Medier raser efter DR-redegørelse

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Brancheorganisationen Danske Medier er ikke just tilfreds med Radio- og tv-nævnets udtalelse i kølvandet på DR’s public service-redegørelse.

Danske Medier mener nemlig ikke, at DR formår at forholde sig til et helt centralt punkt i public service-kontrakten, nemlig at public service-huset ikke skal konkurrere med private aktører, der fremgår af kontraktens punkt 2 om DR’s overordnede rolle og formål, der lyder:

”DR skal fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere. DR skal derfor ikke sende alt til alle. DR må i indhold og distribution ikke konkurrere med private aktører, hvor det ikke tjener et klart public service-formål.”

Nævnet har heller ikke i sin udtalelse forholdt sig til det punkt, da de gennemgik public service-redegørelsen. Og det møder altså skarp kritik fra Danske Medier, eftersom der de seneste år har været massiv debat om, hvordan og hvorvidt DR skal udbyde nyheder på nettet.

”I dag stiller DR gratis det samme medieprodukt til rådighed for mediebrugerne, som de private medier skal finansiere på markedsvilkår. Og jeg tror ærligt talt ikke, at den almindelige nyhedsforbruger kan se forskel på dr.dk og en privat netavis – lige med den undtagelse, at der på DR ikke er annoncer og abonnementskrav. Det er åbenlyst konkurrenceforvridende og uforeneligt med public service-kontrakten – og det er stærkt problematisk, at tilsynet tilsyneladende ser passivt til,” siger Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier, i en pressemeddelelse.

”Det er afgørende, at DR og de øvrige public service-medier overholder deres public service-kontrakt, og at myndighederne holder øje med, om alle dele af kontrakten overholdes. Ellers ved vi reelt ikke, hvad vi betaler til,” tilføjer han.

12:45 Sebastian Goos

Virksomhed får bøde for greenwashing-opslag på SoMe

Virksomheden Liewood, der producerer udstyr og tøj til børn, får 25.000 kroner i bøde i Københavns Byret.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden, der anmeldte virksomheden til politiet.

Anmeldelsen blev foretaget på baggrund af markedsføring på blandt andet Instagram og Facebook, hvor Liewood kaldte en badering for ”#ecofriendly” og tilkendegav, at den var produceret af økovenlig og BPA-fri PVC-plastik.

Men ifølge Forbrugerombudsmanden kan PVC ikke være miljøvenligt, da det derimod er miljøskadeligt.

”Det er skadeligt for både den grønne omstilling og for den enkelte forbruger, når virksomheder markedsfører deres produkter som mindre skadelige for miljøet, end de i virkeligheden er. Forbrugere skal kunne stole på virksomhedernes oplysninger om produkter,” udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

10:53 Marie Nyhus

Løkkegaard brugte over en million EU-kroner på videoer om sig selv

Venstres medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard har siden 2009 brugt mere end 1,2 millioner kroner i EU-partimidler på en stribe film med Morten Løkkegaard selv i hovedrollen.

Det skriver Frihedsbrevet.

Mediet har gennemgået en række dokumenter, som viser, at Løkkegaards politiske gruppe Renew Europe fra 31. juli 2019 til 31. december 2021 er blevet faktureret 1,2 millioner kroner for 24 film, hvoraf de 23 handler om Morten Løkkegaard og den sidste om Venstres gruppe i Bruxelles. De er lagt ud på Morten Løkkegaards Facebook-side.

Morten Løkkegaard skriver til Frihedsbrevet, at han har valgt at bruge EU-pengene på at kommunikere om sit politiske arbejde gennem billede og lyd, da det er den mest effektive måde at nå borgerne på.

 

 

10:31 Sebastian Goos

Danske EU-folk advarer om nyt medieforslag

Mediernes rolle kan komme under pres af et nyt forslag fra EU-Kommissionen, der i værste fald vil sætte begrænsninger for den frie presse i Nordeuropa.

Det skriver EU-parlamentarikerne Christel Schaldemose (S) og Morten Løkkegaard (V) i et debatindlæg i Berlingske.

Baggrunden for forslaget er at beskytte den undertrykte pressefrihed i Øst- og Sydeuropa, men forslaget kan ifølge de to parlamentarikere ende med at blive indrettet på en måde, hvor for eksempel en oprettelse af et europæisk medieråd direkte vil udfordre det danske Pressenævnet og mediernes selvregulering, da et europæisk medieråd ifølge de to vil få kompetence til at blande sig i uafhængige mediers arbejde.

”Forslaget lægger dermed op til en hidtil uset harmonisering af medieområdet uden at skelne mellem velfungerende og pressefrihedsundertrykte mediemarkeder i EU – og det er stærkt bekymrende,” lyder det i debatindlægget.

08:51 Anna Sol Jørgensen

Sikkerhedsvagter i Qatar får britisk journalist til at slette videoer

Kathryn Batte, journalist for britiske Daily Mail, blev torsdag passet op af en gruppe sikkerhedsvagter i Qatars hovedstad, Doha, og pålagt at slette flere videooptagelser fra sin telefon.

Det skriver Daily Mail.

Hændelsen fandt sted, mens journalisten stod uden for det stadium, hvor Ghana skulle spille mod Uruguay. I køen til kampen opstod der tumult, som journalisten filmede.

”Jeg havde filmet alt, der skete, og delt videoerne med mine redaktører. Jeg stod ved indgangen efter optrinnet, da otte sikkerhedsvagter kom hen til mig,” skriver Kathryn Batte.

Hun forklarede flere gange, at hun var journalist og havde sin akkreditering.

”Jeg fik at vide, at jeg havde to muligheder: Enten at slette alle videoer, jeg havde optaget, eller blive eskorteret væk af politiet,” skriver hun.

Journalisten beskriver, at hun gik med til at slette videoerne, men at sikkerhedsvagterne alligevel ville se hendes telefon og mail igennem.

08:15 Sebastian Goos

79 chefredaktører vil begrænse SVT på nettet

Der bliver publiceret alt for mange tekstbaserede nyheder, som er i direkte konkurrence med de private medier.

Den brandvarme debat om public service-mediers tekstbaserede nyheder er lige så aktuel i Sverige som i Danmark.

Senest har 79 chefredaktører krævet, at SVT skal begrænses på nettet. Det skriver svenske Journalisten.

Chefredaktørerne mener helt konkret, at indsatserne fra SVT på nettet er med til at underminere de private mediers muligheder for at bygge en læserskare på nettet. Det skriver de i et indlæg i svenske Altinget.

Derudover henviser de til en analyse, der viser, at 19 procent af dem, der opsagde abonnement på en digital avis, gjorde det på grund af SVT’s digitale udbud af gratis tjenester.

Svenske Journalisten kan også fortælle, at økonomien for SVT er presset, og at man derfor har iværksat en spareplan.

 

08:00 Ritzau

Qatar-værtskab får færre til at følge med i tv

Qatar-værtskab får færre til at følge med i tv

John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix

Flere danskere har set mindre fodbold fra VM, end de ellers ville have gjort, på grund af placeringen i Qatar.

Det viser en meningsmåling foretaget af Voxmeter.

Mere end hver fjerde, helt nøjagtig 27,4 procent, svarer ”ja” til, at placeringen i Qatar har betydet, at de har set mindre.

36,2 procent svarer ”nej” til, at Qatars værtskab har haft nogen betydning for deres tv-forbrug, mens 27 procent oplyser, at deres plan hele tiden har været, at de ikke skulle se kampe fra det igangværende VM.

En lille gruppe på 2,5 procent af befolkningen fortæller, at afholdelsen i den lille ørkenstat har fået dem til at se mere.

6,8 procent svarer ”ved ikke”, eller at de ikke har nogen holdning til spørgsmålet.

07:56 Ritzau

Ny tekstrobot skaber debat

Det californiske selskab OpenAI har lanceret en ny chatrobot, der kan give svar på utallige spørgsmål.

Offentliggørelsen af ChatGPT – som maskinen hedder – har på ny åbnet diskussionen om de etiske udfordringer ved kunstig intelligens.

Det skyldes de overbevisende svar, som maskinen giver.

Forundrede Twitter-brugere har delt samtaler med ChatGPT, der blandt andet kan forklare forskellene på sprogene dansk og russisk, skrive et digt om tennis eller skrive computerkode, der virker.

2. december
13:35 Sebastian Goos

Dagligvarehandlen nedlægger tre stillinger

Mediet Dagligvarehandlen nedlægger stillingen som ansvarshavende redaktør, en grafisk stilling og en stilling i den kommercielle afdeling.

Det skriver MediaWatch.

Nedlæggelserne sker som følge af, at mediet stopper med at udkomme som fysisk avis for i stedet at blive et rent digitalt medie.

”Når man laver en avis, der udkommer hver 14. dag, så er nyhederne gamle, inden de lander i postkassen. Med den måde, markedet bevæger sig på, både på detailsiden og på mediesiden, skal vi være med up front som digital platform,” siger Christian Skipper, administrerende direktør i udgiverselskabet DH Media, til MediaWatch.

12:47 Sebastian Goos

P1 får kritik af lytternes redaktør

’P1 Morgen’ får kritik af Lytternes og Seernes Redaktør på DR for et indslag i forbindelse med folketingsvalget, hvor DR bragte interviews med en række tvivlere den 7., 14., 17. og 28. oktober samt 2. og 4. november.

En af tvivlerne var nemlig en person, der tidligere har stillet op for partierne Alternativet og Kristendemokraterne samt medvirket i etableringen af partiet Moderaterne. Det fremgik dog ikke af udsendelserne hver gang, hvilket fik en lytter til at klage til lytter- og seerredaktør Jesper Termansen:

”Grundlæggende er det afgørende vigtigt, at lytterne har en mulighed for at forholde sig til, hvem de kilder er, som DR inviterer ind som her omtalt som ”tvivlere”. Oplægget er, at lytterne kan høre, hvordan tre ”almindelige” vælgere opfatter deres tvivl undervejs i valgkampen,” skriver Jesper Termansen.

Opdateret 05.12.2022 kl 07.49: Tvivlerens politiske fortid fremgik af nogle programmer, men ikke af alle. Det er nu rettet til i teksten.

11:00 Sebastian Goos

Udenrigsministeriet har udpeget fungerende pressechef

Sissel Böss er netop blevet udpeget som fungerende pressechef for Udenrigsministeriet.

Det skriver hun selv i et opslag på Twitter.

Sissel Böss har været ansat i Udenrigsministeriets presseafdeling de seneste tre år. Før det var hun journalist på TV 2.

Hun overtager efter forhenværende pressechef Oliver Routhe Skov, der er skiftet til en stilling hos Copenhagen Infrastructure Partners.

09:54 Anna Sol Jørgensen

TikTok fjerner videoer af Wagner-lejesoldaters henrettelser

TikTok har fjernet flere videoer, der viser lejesoldater fra Wagner-gruppen begå henrettelser, fra platformen.

Det oplyser en talsperson for TikTok til NewsGuard.

”Der skal ikke være plads til hadefuldt eller voldeligt indhold på vores platform,” siger talsmanden og henviser til TikToks retningslinjer.

Det sociale medie, der ellers er berømt for dansevideoer og andet sjovt indhold, har de seneste uger lagt platform til 160 videoer, der hentyder til, viser eller glorificerer voldshandlinger begået af de russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen, der blandt andet opererer i Ukraine, skriver NewsGuard.

14 af de videoer viser ifølge mediet henrettelsen af en tidligere Wagner-soldat, der blev slået ihjel med en hammer. En af de videoer nåede at blive vist 900.000 gange, inden den blev fjernet fra TikTok.

 

Flere nyheder