data_usage

tophistorier

chevron_left
chevron_right

SENESTE NYT

14:54

Her er de indstillede til årets FUJ-priser

54 forskellige projekter er blevet indstillet til årets fire FUJ-Priser, der bliver uddelt lørdag den 30. oktober ved Den Store Graverkonference på Kosmopol i København.

Indstillingerne fordeler sig således:

Graverprisen: 21 indstillinger
Aktualitetsprisen: 15 indstillinger
Formidlingsprisen: 10 indstillinger
Metodeprisen: 8 indstillinger

 

11:26 Sebastian Goos

Berlingske faktatjekkede ikke debatindlæg med flere fejl

I et debatindlæg i Berlingske skrev lærerstuderende og forfatter Geeti Amiri torsdag, at to forskere med speciale i Mellemøsten har kaldt Taleban for mere moderate.

Debatindlægget blev dog ikke faktatjekket af Berlingske, og det har siden vist sig, at de to forskere faktisk ikke har påstået, at Taleban er mere moderate.

Derfor har Berlingske fredag bragt en længere rettelse og beklagelse, hvor der blandt andet står:

”I kommentaren skrev Geeti Amiri, at ’Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at de to forskere bevidst har skildret et billede af Taleban-bevægelsen som moderat’. Hverken Mona Kanwal Sheikh eller Tore Refslund Hamming har kaldt Taleban for moderate, hvorfor ’moderate’ er slettet. Af samme grund er både rubrik og underrubrik rettet.”

På Twitter skriver journalist ved Berlingske Opinion Troels Heeger, at det ikke er ”godt nok”:

”Vi bringer en rettelse. Sædvanligvis faktatjekker vi faktisk debatindlæg. Denne gang smuttede den,” skriver han.

08:33 Anna Sol Jørgensen

51 journalister fængslet i Myanmar på et halvt år

Da en chefredaktør og en journalist i Myanmar tidligere på ugen blev anholdt, steg det samlede antal anholdelser af mediefolk  i landet i løbet af det seneste halve år til 51.

Det oplyser organisationen Journalister uden Grænser ifølge journalisten.se.

Chefredaktøren på Mizzima News, Myo Thant, blev anholdt af landets sikkerhedsstyrker i onsdags, hvor også journalisten Win Naing Oo fra nyhedsbureauet Channel Mandalay blev anholdt.

Ifølge Journalister uden Grænser sidder der lige nu 53 professionelle journalister, to medborgerjournalister og en mediearbejder fængslet i landet. 51 af dem er blevet anholdt siden 1. marts.

07:56 Anna Sol Jørgensen

Facebook sletter tyske coronaskeptikeres profiler

Facebook har slettet næsten 150 facebookprofiler og grupper, der er tilknyttet den tyske bevægelse Querdenken, hvis følgere og medlemmer især tæller vaccineskeptikere og højrefløjsaktivister.

Det oplyser Facebook ifølge Ritzau.

Det er første gang, at Facebook direkte griber ind over for den tyske bevægelse. Det sker, fordi den ifølge Facebook forårsager ”koordineret social skade”, siger selskabets chef for sikkerhedspolitik, Nathaniel Gleicher.

Querdenken ”poster og forstærker voldeligt indhold, der først og fremmest skal fremme den konspirationsteori, at den tyske regerings Covid-19 tiltag er led i en større plan om at fratage borgerne deres frihed og grundlæggende rettigheder”, siger Nathaniel Gleicher.

 

07:51 Anna Sol Jørgensen

To mænd sigtet for drab på journalist i Nordirland

To mænd på henholdsvis 21 og 33 år er sigtet for drabet på journalisten Lyra McKee, som blev skudt og dræbt, da hun dækkede optøjerne i nordirske Derry i 2019.

Det skriver The Guardian.

De to mænd er også sigtet for våbenbesiddelse og ammunition med henblik på at udøve vold, for urostiftelse og besiddelse af benzinbomber og for at bruge dem som kasteskyts.

En tredje mand på 20 år er sigtet for urostiftelse, besiddelse af benzinbomber og for at kaste med dem.

Mændene blev anholdt tidligere på ugen, hvor også en 19-årig mand blev anholdt. Han er blevet løsladt igen.

Den ekstremistiske gruppe New IRA påtog sig efter urolighederne i 2019 skylden for drabet på Lyra McKee.

 

16 september
14:35 Lasse Loch Davidsen

Carsten Nielsen-legatet søger indstillinger

Carsten Nilsen-legatet, som er oprettet til minde om Dansk Journalistforbunds grundlægger, bliver uddelt næste gang ved Fagligt Stævne 14.-15. oktober 2021.

Det oplyser Dansk Journalistforbund.

Forslag til legatet for 2021 kan sendes til forbundet senest 1. oktober.

Legatet samt en skulptur skabt af Jørgen Haugen Sørensen gives til et forbundsmedlem, der ”med udtryksmæssig gennemslagskraft har præget samfunds­- og kulturdebatten, eller som har markeret sig ved en særlig faglig indsats”.

Legatet blev senest uddelt i foråret 2021 til Steffen Lilmoes og Sofie Linde.

11:19 Anna Sol Jørgensen

DJ: Retsplejelovens syn på journalister ikke fulgt med tiden

Når journalister på danske produktionsselskaber ikke kan få aktindsigt i dokumenter hos politi og domstole, vidner det om, at retsplejeloven ikke er fulgt med medievirkeligheden i Danmark.

Det siger Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, i forbindelse med at flere produktionsselskaber er begyndt at opleve problemer med at få aktindsigt.

De får afslag ved politi og domstole, fordi de ikke er tilmeldt Pressenævnet, som de ifølge retsplejeloven skal være for at blive betragtet som journalister. Og det er et problem, når mere indholdsproduktion bliver lagt ud til produktionsselskaberne, påpeger Tine Johansen.

”Vi skal kigge på, hvordan vi får opdateret retsplejeloven, så den passer til den medievirkelighed, der er nu,” siger hun.

10:54 Anna Sol Jørgensen

Tidligere Euroman-redaktør bliver redaktionschef på Heartbeats

Det er Emil Norsker, der bliver ny redaktionschef på Heartbeats.

Det oplyser han selv på LinkedIn, skriver MediaWatch.

Emil Norsker har været journalist og digital redaktør på Euroman i perioden fra 2014 til 2020. Det seneste år har han været på pr- og kommunikationsbureauet The Central.

”Nu skal jeg til at redigere og selv skrive en masse historier igen,” skriver han på LinkedIn.

Han overtager stillingen, efter at Ditte Giese i august forlod posten som redaktionschef for at blive skrivende igen.

10:25 Anna Sol Jørgensen

Jyllands-Posten overtager lokalavis i Randers

Jyllands-Posten overtager Din Avis i Randers, der hidtil har været ejet i fællesskab af Radio ABC og Avis-Tryk i Hornslet, som er ejet af JP/Politikens Hus.

Det skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

”Din Avis passer perfekt ind i Jyllands-Postens Lokalaviser. Med dyb respekt for den position, som Din Avis har opnået i Randers, glæder vi os til, at den nu bliver en del af Østjyllands førende udgiver af lokalaviser,” siger Rasmus Blegvad, adm. direktør for Jyllands-Postens Lokalaviser.

Jyllands-Posten overtager alle medarbejdere på lokalavisen, og redaktionen beholder sin placering på Brotoften i Randers.

Randers er også dækket ind under JP Lokal, som er fire nye lokalmedier, Jyllands-Posten søsatte i går, og selskabet udgiver i forvejen 11 lokalaviser i Østjylland.

 

09:28 Thomas Møller Larsen

Google har nu indgået partnerskaber med knap 1.000 medier

Det går stærkt for Googles medieprojekt ’News Showcase’, hvor medier kuraterer og skræddersyr indhold til forskellige Google-kanaler – mod betaling fra Google.

Google lancerede projektet i oktober sidste år og afsatte en milliard dollar til at skyde det i gang. Nu har firmaet aftaler med knap 1.000 medier, skriver teknologimediet 9to5Google.

Medierne befinder sig i blandt andet Tyskland, Brasilien, Canada, Frankrig, England, Argentina, Australien, Tjekkiet, Italien, Indien, Østrig og Columbia. Senest har Google indgået partnerskaber med over 40 medier i Japan.

08:48

Enhedslisten vil have streamingtjenester til at betale til dansk indhold

Den tidligere regering vedtog med medieforliget fra 2018, at streamingtjenesterne skal betale to procent af deres omsætning til danskproduceret indhold.

Men det er for lidt, mener Enhedslisten, der forud for de kommende medieforhandlinger er kommet med et udspil, som foreslår at sætte procentsatsen op på 10 procent.

Det siger Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, til MediaWatch. Pengene skal gå til danske indholdsproducenter og uddannelse inden for området.

”Det er ikke mindst streamingtjenesterne, der er årsag til, at der er det pres i øjeblikket på medarbejdere. Når der er en række selskaber, der skal producere i Danmark, ud over dem, der var i forvejen, så bliver man nødt til at uddanne nogle flere,” siger Søren Søndergaard til MediaWatch.

08:29 Lasse Loch Davidsen

Britisk politi vil ikke efterforske omstridt interview med prinsesse Diana

Det britiske politi, Scotland Yard, kommer ikke til at foretage yderligere efterforskning af Martin Bashirs interview med Prinsesse Diana fra 1995.

Det skriver The Independent og BBC.

Beslutningen kommer, efter at en intern undersøgelse i BBC har fastslået, at journalisten Martin Bashir havde handlet upassende og i strid med de presseetiske regler, da han fik adgang til et interview med prinsessen.

Det britiske politi har dog ikke fundet beviser for, at der skulle være begået noget kriminelt i forbindelse med tilblivelsen af interviewet.

Interviewet blev set af næsten 23 millioner mennesker i 1995 og skabte stor opstandelse, da Prinsesse Diana blandt andet udtalte, at de var ’tre i ægteskabet’ med reference til Prins Charles’ nuværende kone, Camilla, hertuginde af Cornwall.

15 september
15:31 Sebastian Goos

Nu er der åbent for indstillinger til Cavlingprisen

Der er nu åbent for indstillinger til Cavlingprisen 2021, skriver Dansk Journalistforbund på sin hjemmeside.

Prisen gives som altid til en journalist eller en gruppe af journalister, der i samarbejde har ”udvist initiativ og talent i det forgangne år”.

Sidste år gik Cavlingprisen til Politiken-journalist Anders Legarth Schmidt for sine fortællinger fra børne- og ungdomspsykiatrisk center i Glostrup, som kan læses her.

Cavlingprisen er blevet uddelt siden 1945 og er navngivet efter forbundets stifter, journalisten og forfatteren Henrik Cavling.

Indsendelsesfristen er onsdag den 3. november 2021, kl. 12.00.

Selve prisoverrækkelsen finder sted fredag den 7. januar 2022 kl. 15.00.

 

15:14 Lasse Loch Davidsen

Instagram er usundt for unge piger, viser undersøgelse fra Facebook 

Forskning fra Facebook, som ejer Instagram, viser, at brugernes mentale sundhed forværres af at bruge platformen. Det skriver The Wall Street Journal og Mediawatch.

I undersøgelsen fortæller 32 procent af de adspurgte teenagepiger, at når de havde det dårligt med deres krop, fik Instagram dem til at føle sig værre, skriver Mediawatch.

Ifølge The Wall Street Journal har Facebook forsøgt at nedtone undersøgelsens resultater, siden de blev gjort tilgængelige internt hos Facebook i marts 2020.

 

14:11

Fire mænd anholdt i forbindelse med drab på journalist i Nordirland

Fire mænd er blevet anholdt for mordet på den nordirske journalist Lyra McKee, som blev slået ihjel i 2019 i byen Londonderry.

Det skriver The Guardian og Journalisten.no.

Lyra McKee mistede livet, da hun blev skudt under optøjer i byen Creggan. Siden da har gruppen The New IRA påtaget sig ansvaret for drabet.

Nu er fire mænd på henholdsvis 19, 20, 21 og 33 år blevet anholdt og sigtet for terror.

”Arrestationerne er kulminationen på to års detaljeret efterforskning af mordet på Lyra og de hændelser, der ledte op til,” siger kriminalinspektør James Murphy.

12:57 Sebastian Goos

Presset papirmarked mærkes også hos Gyldendal

Gyldendal holder for tiden et vågent øje med udviklingen på papirmarkedet, der er under pres, som Journalisten har beskrevet.

”Vi har meget, meget stor fokus på, om vi kan få papir nok i efteråret og op til jul, og vi har allerede oplevet med nogle storsælgere, som for eksempel Lærke Baggers bog ’Strik’, at de har solgt mere end estimeret, og der har vi haft problemer. Det er noget, som vi er meget opmærksomme på og vil have meget stor opmærksomhed på de næste måneder,” siger Karen Bender, som er Gyldendals kommercielle direktør.

Papirudfordringerne er ikke begrænset til Danmark, og i flere andre europæiske lande er der også meldinger om udfordringer.

Blandt andet i Tjekkiet og Holland, hvor begge landes bogbrancher er hårdt ramt. I Tjekkiet forventer bogudgivere for eksempel at måtte udskyde nogle af udgivelserne, som ellers var tiltænkt at indgå i julehandelen.

Normalt er der et par ugers leveringstid på ekstra bestillinger fra Gyldendal, men for tiden er ventetiden ”væsentligt længere”:

”Julen er altid højsæson, så den er altid mere tight, men i år må jeg sige, at vi er spændte på, hvordan det kommer til at gå,” siger Karen Bender.

 

 

11:19 Anna Sol Jørgensen

DJ:Fotograferne har fået ny formand

Tonny Foghmar bliver ny formand for DJ:Fotograferne.

Det oplyser DJ:Fotograferne.

Tonny Foghmar, der indtil nu har været næstformand for fotograferne, tager over for Peter Thornvig, der efter mange år på posten har trukket sig som formand og kommer til at sidde på posten frem til generalforsamlingen 5. marts 2022.

”Jeg glæder mig til at stå i spidsen for vores mange medlemmer og vil ydmygt og efter bedste evne forsøge at favne hele bredden i DJ:Fotograferne. Der er nok at tage fat på, og vi har brug for alle de gode kræfter, der er derude. Verden har aldrig været mere visuel, og det skal vi i fællesskab gribe,” siger Tonny Foghmar i pressemeddelelsen.

 

09:53 Anna Sol Jørgensen

Heartbeats udvider med reklamebureau med ny direktør

Heartbeats udbygger sin forretning med eget reklamebureau med Peter Stenbæk som direktør.

Det skriver Aller Media i en pressemeddelelse.

Bureauet, der endnu ikke har fået et navn, er opstået under Heartbeats, der startede i 2015, og er nu vokset til at blive en selvstændig forretning sidestillet med mediet Heartbeats.

”Flere og flere virksomheder vil heldigvis også gerne den vej, hvorfor de kommer til os og beder om hjælp,” siger Le Gammeltoft, Heartbeats founder og CEO, i pressemeddelelsen.

 

09:43 Anna Sol Jørgensen

Nordisk Film og DR er blandt de mest populære arbejdspladser for unge akademikere

Google, Nordisk Film og DR er de mest eftertragtede mediearbejdspladser, når nyuddannede akademikere skal se sig om efter et job i mediebranchen.

Det skriver Børsen ifølge MediaWatch.

Det er Academic Work, der står bag undersøgelsen, der ranglister de 25 virksomheder, nyuddannede akademikere helst vil arbejde for.

Her kommer medievirksomheden Google ind på en tredjeplads, mens Nordisk Film ligger nummer otte og DR nummer 16.

14 september
15:17 Sebastian Goos

Norsk valgs største taber er medierne i Oslo, siger lokalredaktør

Det norske valgs største taber er de store medier i hovedstaden Oslo. Det mener politisk redaktør Skjalg Fjellheim fra lokalmediet Nordlys:

”Jeg mener, at både kommentatorer og nyhedsjournalistikken har fejlet,” siger han til det norske fagblad Journalisten.

Det skyldes ifølge Skjalg Fjellheim, at Miljøpartiet De Grønne (MDG) er havnet under spærregrænsen ved valget, som ifølge ham blev kørt op til at være et klimavalg.

”Jeg vil ikke skære alle over én kam, men generelt har der været sat en tone og en dagsorden i Oslo-pressen, som har henvendt sig til den urbane, veluddannede, unge middelklasse i centrum af Oslo,” siger Fjellheim.

Han er mest skuffet over det statsejede medie NRK:

”NRK har fremstået som en sorggruppe for klimaaktivister. De har skabt et billede af en modsætning mellem de unge vælgere i byerne og distrikterne, og de har fremstået som desorienterede i deres eget land,” siger han og opfordrer mediet til at flytte valgredaktionen ud af hovedstaden næste gang.

Ifølge Skjalg Fjellheim er Norge et kompliceret land at lave klimapolitik i, da man for eksempel i det nordlige Norge vil være langt mere påvirket af indgreb i flytrafikken eller benzinpriserne.

15:04 Lasse Loch Davidsen

Journalistorganisation kræver fotograf løsladt af Taleban

Organisationen Committee to Protect Journalists (CPJ) kræver nu, at Taleban løslader den afghanske freelancefotograf Morteza Samadi, efter at han blev anholdt under en demonstration i Herat den 7. september.

Det skriver CPJ og Journalisten.no.

”Tilbageholdelsen af Morteza Samadi er et yderligere bevis på, at Taleban ikke overholder sine løfter om at lade medierne arbejder frit og uafhængigt. Taleban skal øjeblikkeligt frigive Samadi og indstille alle angreb på journalister, som udfører deres arbejde,” siger Carlos Martinez, programdirektør for CPJ.

Ifølge Committee to Protect Journalists anklager Taleban freelancefotografen for at have haft en ledende rolle i demonstrationen

10:46 Lasse Loch Davidsen

Kulturministeren varsler langstrakt opgør med techgiganter

I et interview med Berlingske varsler kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at regeringens ambitioner om at regulere techgiganterne ikke bliver indfriet inden næste folketingsvalg.

Selv om regeringen tidligere har varslet, at techgiganterne kan udgøre en trussel mod den demokratiske samtale i Danmark, så er det ikke realistisk at komme i hus med regeringens mål på området i nuværende valgperiode, fortæller ministeren:

”Jeg tror simpelthen ikke, det er et arbejde, vi bliver færdige med. Jeg forestiller mig ikke, at vi kan sige: ’Tjek, Ane har styr på techgiganterne’, når vi når til et folketingsvalg. Det er kommet for at blive som en politisk udfordring, som vi hele tiden skal navigere efter og prøve at regulere og prøve at skabe en retfærdighed indenfor. Den teknologiske udvikling og den måde, vi bruger medier og sociale medier på, er i en så rivende udvikling, at det bliver vi ikke færdige med,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til Berlingske.

10:18 Anna Sol Jørgensen

Fagforeninger: Arbejdsmiljø og lønninger i DR er en del af drama-problemet

Hvis DR skal have rettet op på problemerne omkring mediehusets dramaproduktioner, skal der mere til end fyringen af dramachef Christian Rank, mener formændene i henholdsvis Film- og TV-arbejderforeningen FAF og Danske Dramatikere.

Hos FAF peger formand René Høyer Jørgensen ifølge Berlingske blandt andet på, at freelance-lønningerne i DR er dykket siden sidste medieforlig. Ud over lønningerne mener Nikolaj Scherfig, formand for Danske Dramatikere, at arbejdsmiljøet i DR er blevet undervurderet af direktionen, siger han til Politiken.

DR’s kulturdirektør, Henrik Bo Nielsen, anerkender, at DR ikke er lønførende, men fremhæver over for Berlingske, at flere større navne som Mikkel Munch-Fals, Lars von Trier, Mette Heeno og Natasha Arty er en del af kommende DR-produktioner.

”Så billedet af, at de interessante navne ikke længere vil arbejde for DR, det genkender jeg simpelthen ikke. Men samtidig anerkender jeg, at der i hele produktionsmiljøet er en diskussion om god trivsel og arbejdsmiljø. Det slår bare ikke igennem som talentflugt fra DR, hvis du spørger mig,” siger Henrik Bo Nielsen til Berlingske.

 

08:10 Anna Sol Jørgensen

Fagbevægelsen håber på ligeløn med ny barselsmodel

Der er fundet den rigtige balance til fordel for ligestillingen i Danmark med den barselsmodel, der blev fremlagt i aftes.

Sådan siger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Majbrit Berlau til Ritzau.

Modellen er udarbejdet af Fagbevægelses Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening og skal behandles politisk. Den betyder, at moren som hidtil har ret til fire ugers barsel inden fødsel, og begge forældre har to uger efter fødslen, mens begge forældre derefter råder over ni ugers barsel hver. Bliver de tilsammen 11 uger ikke brugt af faren, vil barselsugerne frafalde.

”Vi håber, at vi med den her aftale vil kunne opnå ligestilling i familierne, når man skal tilrettelægge barsel og orlov, samtidig med at der vil være fremdrift på ligestillingen for kvinder, både når det kommer til ligeløn og karrieremuligheder,” siger Majbrit Herlau til Ritzau.

13 september
18:34

Nær rådgiver stopper efter otte år for Mette Frederiksen

Særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen (S) Sara Vad Sørensen har opsagt sin stilling i forbindelse med, at hendes barsel ophører. Det skriver Ritzau.

Ny særlig rådgiver i det politiske sekretariat bliver Sofie Findling Andersen, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Sara Vad Sørensen har fulgt Mette Frederiksen i otte år. Hun startede som ministersekretær for hende i Beskæftigelsesministeriet og blev efterfølgende politisk assistent, da magten skiftede i 2015, og Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokratiet.

Da Mette Frederiksen vandt statsministerposten, blev Sara Vad Sørensen særlig rådgiver i Statsministeriets politiske sekretariat. Det skete, da Mette Frederiksen oprettede sit politiske sekretariat.

Her blev Martin Rossen udnævnt til stabschef, mens Martin Justesen og Sara Vad Sørensen blev ansat som særlige rådgivere for at bistå stabschefen med ”strategisk prioriterede projekter, kommunikation og koordination md videre”.

Siden da har Martin Rossen forladt stillingen. Og efter at Sara Vad Sørensen har gjort det samme, er kun Martin Justesen tilbage af det originale rådgivningstriumvirat.

Sara Vad Sørensen skriver på Facebook, at hun har opsagt sin stilling for at have bedre tid til familien, der nu består af datteren Gro og lillesøsteren Dagmar.

Sofie Findling Andersen har været ansat som barselsvikar for Sara Vad Sørensen og overtager nu stillingen. Hun har tidligere været særlig rådgiver i Erhvervsministeriet.

Privat er Sara Vad Sørensen gift med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). De har netop fået deres andet barn.

data_usage add

Flere nyheder

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen