Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right

SENESTE NYT

14:58 Sebastian Goos

Anne Kirstine Cramon bliver vært på B.T.

Anne Kirstine Cramon bliver vært på en ny politisk podcast på B.T. sammen med Joachim B. Olsen.

Det skriver chefredaktør Pernille Holbøll på Twitter.

Den ugentlige podcast får titlen ’Slottet & Sumpen’.

13:40 Sebastian Goos

CNN åbner kontor i Taiwan

CNN har åbnet et korrespondentkontor i Taipei i Taiwan, hvortil man har udpeget Will Ripley som fast korrespondent.

Den seneste tid har der været øget opmærksomhed om Taiwan, hvilket blandt andet kom til udtryk, da politikeren Nancy Pelosi besøgte østaten.

Taipei er mediets ottende korrespondentkontor i Asien, hvor man også er tilstede i Beijing, Bangkok, Hong Kong, Islamabad, New Delhi, Seoul og Tokyo.

11:11 Sebastian Goos

Fredericia Dagblad får kritik i Pressenævnet

Fredericia Dagblad får kritik for en artikel bragt i juni måned, hvor man skrev om etableringen af indkørsler i forbindelse med konstruktionen af et nyt villakvarter.

I artiklen citeres en grundejer, der modsatte sig brugen af et citat, der indgår i artiklen. Ejeren klagede til Pressenævnet, som også vurderede, at Fredericia Dagblad ikke havde godtgjort, at der lå en aftale om, at ejeren ville citeres i artiklen.

Derfor udtalte Pressenævnet kritik.

11:01 Sebastian Goos

Politiken retter regeringsvenligt indlæg, der var skrevet af S-praktikant

Politiken har rettet et debatindlæg, der roser regeringens forslag om at forkorte en række uddannelser.

Det skyldes, at skribenten er distriktssekretær for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Midtjylland, hvilket i første omgang ikke fremgik af debatindlægget.

”Efter publicering er Politiken blevet opmærksom på, at skribenten er distriktssekretær for DSU Midtjylland. Det er derfor tilføjet,” skriver Politiken nu i bunden af indlægget.

Derudover er skribenten også praktikant i Socialdemokratiet.

 

09:33 Christian Lindhardt

Nordjyske får kritik efter artikel om bortvisning af elev

Alle beskyldninger fra et forældrepar mod en forstander på en efterskole skulle have været forelagt forstanderen. Det fastslår Pressenævnet i en kendelse, der udtaler kritik af Nordjyske.

Kritikken kommer efter en artikel, hvor Nordjyske omtalte en tidligere elev på en efterskole, som var blevet bortvist. I artiklen udtaler elevens forældre sig blandt andet om deres oplevelse med bortvisningen, hvor de fremkommer med nogle beskyldninger mod skolens daværende forstander, som derefter klagede til Pressenævnet og fik medhold i den del.

Forstanderen fik dog ikke medhold i, at Nordjyske ikke havde udvist den fornødne kildekritik, da det fremgik, at kritikken af forstanderen klart fremstod som deres subjektive vurderinger, og at forstanderen kom til orde omkring de øvrige kritikpunkter.

Mediet fik heller ikke kritik for, at artiklen krænkede forstanderens privatliv. Her lagde nævnet vægt på, at artiklen handler om forstanderens virke som forstander, hvilket har offentlig interesse, og at forstanderens synspunkter er gengivet i artiklen.

09:04 Sebastian Goos

HK har fundet ny pressechef

HK Danmark har udpeget Tina Mellergaard som ny pressechef.

Det skriver hun i et opslag på Facebook.

Tina Mellergaard skal ikke flytte sig langt geografisk, da hun i forvejen arbejder som presserådgiver for HK.

Hun har tidligere været ansat i Landbrug & Fødevarer og Advice samt været formand for kommunikatørerne i Dansk Journalistforbund.

08:51 Sebastian Goos

Kæmpe fyringsrunde på BBC

Kæmpe fyringsrunde på BBC

Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

BBC World Service vil afskedige 382 medarbejdere i forbindelse med omfattende nedskæringer.

Det skriver blandt andre The Telegraph.

Nedskæringerne kommer især til at ramme BBC’s udgivelser på andre sprog end engelsk. Det sker som led i en ”digital first”-strategi, der samlet set skal ende i besparelser for 236 millioner danske kroner.

Ifølge BBC skyldes det især en politisk beslutning om at fastfryse licensen.

 

29. september
14:45 Ritzau

Dansk-tysk dokumentarfilm vinder Emmy

Den dansk-tyske dokumentarfilm ’In Search of Monsters’ med den danske titel ’Jeg var torturbøddel’ har vundet en Emmy som årets bedste produktion om aktuelle begivenheder. Den prisbelønnede danske dokumentarist Poul-Erik Heilbuth er medinstruktør i dokumentaren.

Han har aldrig vundet en Emmy før.

”Jeg fyldte 70 år for en måned siden, og jeg synes sgu, det er meget godt gået at have vundet så stor en pris i min alder,” siger Poul-Erik Heilbuth om at have vundet prisen.

11:30 Sebastian Goos

Politiken dropper stribe efter et år

Politiken dropper stribe efter et år

Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix

Politiken fortsætter ikke med striben ”Vox Populi”, der tegnes af Stine Spedsbjerg.

Det bekræfter Stine Spedsbjerg og Politiken over for Journalisten.

For et år siden erstattede ”Vox Populi” striben fra WullfMorgenthaler, da Stine Spedsbjerg vandt en sommerkonkurrence.

Satireredaktør Mads Zacho Teglskov fra Politiken fortæller til Journalisten, at man fremover vil have et mindre fastlåst format:

”Ophøret af VOX medfører ikke, at vi skruer ned for satiren. Vi vil fremover gøre mere for at finde nye talenter og prøve dem af samt byde rutinerede kræfter indenfor, når det rette satireformat eller den gode idé dukker op. Det behøver ikke at være bundet af et stribeformat,” oplyser han.

09:48 Sebastian Goos

Danske partier bruger ”problematisk” annonceværktøj

Danske partier bruger ”problematisk” annonceværktøj

Venstre og Nye Borgerlige gør brug af værktøjet. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Partierne Venstre, Frie Grønne og Nye Borgerlige sender oplysninger om nye medlemmer til Facebook Pixel, som kan bruges til målrettet annoncering.

Det skriver techmediet Radar, der har gennemgået alle danske partiers hjemmesider. Ifølge eksperter kan det være et problem.

Jan Trzaskowski, professor i markedsføringsret på Copenhagen Business School, kritiserer over for mediet brugen af værktøjet:

”I bedste fald er det problematisk ud fra et privatlivs synspunkt, fordi der er tale om en indgribende overvågning af individet, som ikke har en rimelig chance for at vide, det sker. Det bliver kun værre af, at Facebook får adgang til følsomme oplysninger om politisk overbevisning,” siger han.

08:23 Christian Lindhardt

25 journalister anholdt i Iran

25 journalister anholdt i Iran

Mindst 41 personer, heriblandt ansatte i de iranske sikkerhedsstyrker, har mistet livet i urolighederne. Wana News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

Mindst 25 journalister er blevet anholdt under de seneste ugers uroligheder i Iran. Det oplyser Committee to Protect Journalists, CPJ.

Adskillige er døde under protesterne, der brød ud for cirka to uger siden, da den 22-årige iranske kvinde Mahsa Amini døde i Irans moralpolitis varetægt. Amini blev anholdt for upassende påklædning – angiveligt fordi hun ikke bar sin hijab korrekt.

Dødsfaldet skabte raseri i den iranske befolkning, og siden Amini døde på hospitalet, har der dagligt været store demonstrationer i Iran.

Der er ifølge CPJ sparsomme oplysninger om anholdelserne af de mange journalister, da internettet nærmest er blokeret i Iran, og der er store forstyrrelser på telenetværket. Men blandt de anholdte skulle være de iranske fotojournalister Yalda Moaiery og Ahmadreza Halabisaz.

28. september
14:52 Anna Sol Jørgensen

Regeringens pressemøde om gaslækage trak halvdelen af tv-seerne til TV 2

Regeringens pressemøde om gaslækage trak halvdelen af tv-seerne til TV 2

Regeringen slog i aftes fast, at der ikke er tale om et uheld, men en bevidst handling, der har fået de to gasledninger til at slå læk. Emil Helms/Ritzau Scanpix

663.000 danskere slog over på TV 2 eller TV 2 News, da Statsministeriet klokken 20 i går holdt et kort pressemøde om lækagerne på Nordstream I og Nordstream II.

Det oplyser TV 2.

De 663.000 seere udgjorde 48 procent af alle tv-seere i tidsrummet.

Til sammenligning havde regeringens første pressemøder om coronasituationen, der blev afholdt mellem 9. marts og 15. marts 2020, mellem 668.000 og 932.000 seere.

På pressemødet orienterede regeringen om, at lækagerne på de to gasledninger ikke er et uheld, men en bevidst handling.

14:13 Sebastian Goos

DR-journalist genvalgt som formand for Folketingets Presseloge

DR-journalist genvalgt som formand for Folketingets Presseloge

Bjarne Bergius Hermansen / DR

DR-journalist Rikke Gjøl Mansø er onsdag blevet genvalgt som formand for Folketingets Presseloge.

Hun stillede op til posten uden modkandidater.

Rikke Gjøl Mansø har tidligere været formand for Folketingets Presseloge, men overlod sidste år stafetten til Jens Holt fra Ritzau, da hun flyttede til Berlin for at arbejde som tysklandskorrespondent for DR i forbindelse med det tyske valg.

 

 

13:55 Sebastian Goos

Ekstra Bladet-journalister får Fjæsing-prisen

Ekstra Bladet-journalister får Fjæsing-prisen

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vinderne af årets Fjæsing-pris er journalisterne James Kristoffer Miles og Bertil Fruelund fra Ekstra Bladet.

Det oplyser Folketingets Presseloge til Journalisten.

Prisen uddeles hvert år af Folketingets journalister til bemærkelsesværdig politisk journalistik, som politikerne i overført betydning kan stikke sig på.

Ekstra Bladet-journalisterne modtager prisen for deres afdækning af fødevareminister Rasmus Prehns bilagsrod, lyder det i en pressemeddelelse fra Folketingets Presseloge:

”De to journalister har gravet frem, at Rasmus Prehn har skrevet den nordjyske journalist Søren Wormslevs navn på et bilag fra en middag på den italienske christianshavnerrestaurant Undici i juni 2020, der blev betalt af Prehns ministerium. Der var ét meget væsentligt problem ved den øvelse: Wormslev havde aldrig spist middag med ministeren,” lyder begrundelsen.

Presselogen fremhæver blandt andet et højdepunkt i det spiddende interview, hvor ministeren bliver spurgt ind til, om navnet er skrevet på regningen for at skjule, hvem han faktisk har spist med:

”Nej. Det er simpelthen en fejl, jeg ikke forstår, hvordan er sket. En hjerneprut eller hvad sådan noget hedder,” svarer ministeren.

Traditionen tro modtager de to journalister en flaske Nordsø Bitter til deling. Derudover modtager de også en flaske vin hver.

 

11:11 Sebastian Goos

DJ forlænger indrejsetilladelse for journalister i Syrien

DJ forlænger indrejsetilladelse for journalister i Syrien

Omar Sanadiki/Reuters/Ritzau Scanpix

Som DJ-medlem kan man stadig rejse ind i Syrien efter 1. oktober for at dække konflikten.

Det oplyser DJ på forbundets hjemmeside.

DJ har dermed forlænget en særlig rejsetilladelse gældende for DJ-medlemmer med pressekort, så man stadig kan dække konflikten i Syrien uden at blive retsforfulgt for brud på ”Syrienskrigerloven”.

Tilladelsen er forlænget til 30. september 2024.

07:52 Anna Sol Jørgensen

Politiken hædrer astrofysiker i front for kritik mod udskældt DR-program

Politiken hædrer astrofysiker i front for kritik mod udskældt DR-program

Professor Anja C. Andersen er astronom og astrofysiker ved Niels Bohr Instituttet. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Politiken overrakte i aftes Hørups Debatpris til astrofysiker Anja C. Andersen for at være engagerende i sin formidling af forskning.

Det skriver Politiken.

Anja C. Andersen stillede sig tidligere på året i front for kritikken mod DR’s udskældte programserie ’Ellen Imellem’, hvor flere medvirkende mod deres vidende var inviteret til interview, hvor DR-værtens spørgsmål var dikteret af en indædt modstander eller fornægter af interviewpersonens viden eller synspunkt. Astrofysikeren selv var en af de personer, da hun sad over for værten, der i regien lod en såkaldt flat earther bestemme spørgsmålene.

DR-programmet antændte ikke kun en diskussion om etik og satire, men også om, hvilken rolle videnskabsformidling har i samfundet, og Anja C. Andersen gik forrest med en udtalelse, der nærmest blev et slogan i kritikken mod ’Ellen Imellem’, nemlig at ’viden er fandeme ikke et synspunkt’.

”Anja C. Andersen brød et forskertabu og gjorde noget kontroversielt, da hun som astrofysiker trådte ind i rollen som en debattør, der insisterede på, at videnskab ikke er et synspunkt. Hun har modet og temperamentet til at gå forlæns ind i debatten, og hun viser dermed alle andre forskere og videnskabsfolk, at det ikke trækker fra deres faglighed at deltage i debatten. Tværtimod har Anja C. Andersen på forbilledlig vis vist, at det gør den videnskabelige position endnu mere relevant og nødvendig,” siger Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, der er formand for juryen.

Med prisen følger 50.000 kroner, hvoraf halvdelen skal øremærkes forskerens hjertesag. Derudover modtager hun et indrammet satireportræt tegnet af Politikens bladtegnere.

27. september
14:31 Sebastian Goos

S-ordfører afviser bekymring fra Danske Medier

Socialdemokratiets medieordfører, Kasper Sand Kjær, er ikke enig i, at den nye public service-kontrakt for DR frem til 2025 skævvrider konkurrencen på mediemarkedet.

Det siger han i et interview med MediaWatch, efter at Danske Medier i går rettede kritik mod den nye kontrakt.

”De private medier laver rigtig god journalistik, og hvis du abonnerer på det, så får du en mere dybdegående dækning. Jeg ser det mere som, at de to supplerer hinanden,” siger han om kritikken.

Danske Medier kaldte i går den nye kontrakt for ”helt uhørt”.

Du kan få et overblik over den nye public service-kontrakt her.

 

13:59 Anna Sol Jørgensen

Fond sikrer 800 gratis billetter til Fagfestival

Medlemmer af Dansk Journalistforbund kan få gratis billetter til Fagfestival, der afholdes 6.-7. november, hvis medlemmerne opfylder et par betingelser.

Det er forretningsudvalget i Ophavsretsfonden, der har besluttet at øremærke et beløb fra rettighedsmidler, der ikke kan fordeles, så der kan gives 800 gratis billetter.

Betingelserne for de gratis billetter er, at man er medlem af Dansk Journalistforbund og har lavet indhold til kabeltransmitteret tv eller skrevet digitalt eller til tryk. Både freelancere og fastansatte er berettiget til tilskuddet, og det er underordnet, hvordan teksterne er lavet; som kommunikation, redaktionelt, som billedtekster, på blogs, sociale medier eller lignende. Tekst-arbejdet skal have udgjort mindst 15 procent af det samlede arbejde i et af årene i perioden 2014-2019.

Tilskuddet fra fonden dækker billet, overnatning og transport op til samlet 3.000 kroner og udbetales som refusion.

Ikke-medlemmer kan også søge tilskuddet på de 3.000 kroner, men får ikke samme rabat på billet og hotel som DJ-medlemmer, hvorfor de stadig selv vil skulle betale en stor del af deltagelsen.

Er man berettiget til tilskuddet og allerede har købt billet, kan den registreres, så den refunderes.

 

13:03 Anna Sol Jørgensen

Publicistklubben aflyser invitation af tidligere pigekorschef som paneldeltager

Publicistklubben aflyser invitation af tidligere pigekorschef som paneldeltager

Michael Bojesen er i advokatundersøgelser blevet anklaget for krænkende adfærd i sin tid som chefrdirigent for DR’s pigekor. Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Michael Bojesen, tidligere chefdirigent i DR’s pigekor, skulle egentlig have været det tredje ansigt på scenen til et arrangement i Den Danske Publicistklub i dag. Men sådan bliver det ikke alligevel, skriver Weekendavisen.

Efter interne uroligheder har publicistklubben trukket sin invitation tilbage, så det nu kun er Politiken-journalisterne Camilla Stockmann og Lea Wind-Friis, der har afdækket krænkelser i pigekoret, der skal være på scenen.

Arrangementet skal handle om netop den journalistik, de to journalister har bedrevet i afdækningen af krænkelsessagerne, og som de tidligere i år har modtaget Publicistklubbens Dokumentarpris for.

”Når det ifølge programmet skal være et tema, hvad man ’har gjort for at høre de anklagede parter’, forstår jeg ikke, at de ikke benytter en gylden chance for at høre om sagen fra en anklagets side,” siger Michael Bojesen til Weekendavisen.

Camilla Stockmann siger til Weekendavisen, at hun og kollegaen ikke har været vidende om Michael Bojesens deltagelse før i torsdags, og at de ikke har haft indflydelse på foreningens beslutning om at aflyse. Jesper Jürgensen, formand for Den Danske Publicistklub, forklarer til Weekendavisen, at der opstod interne uenigheder om, hvorvidt Michael Bojesen skulle deltage. Han oplyser dog, at Michael Bojesen har købt to billetter til arrangementet, og at han kan deltage i debatten fra tilskuerrækkerne.

13:01 Sebastian Goos

Rud Pedersen udpeger ny administrerende direktør

Jens Hjorth-Larsen skal fra 1. februar 2023 være administrerende direktør for konsulentvirksomheden Rud Pedersen Public Affairs, hvor han tager over efter Jonas Wulff, der fortsætter som seniorpartner.

Det skriver Jens Hjorth-Larsen på LinkedIn.

Jens Hjorth-Larsen kommer fra en stilling som COO hos Radius CPH. Han har tidligere været tilknyttet blandt andre White Cloud, McKinsey og Potential Project som konsulent.

 

12:41 Sebastian Goos

A4 vil relancere Aktuelt

A4 vil relancere Aktuelt

Dagbladet Aktuelt udkom indtil 2001. Gitte Kjærbøl/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Danmark savner et politisk medie, der tager udgangspunkt i lønmodtagernes synsvinkler.

Det synes i hvert fald chefredaktør og administrerende direktør Kristian Madsen fra A4 Medier, som derfor vil genlancere avisen Aktuelt i et digitalt format under navnet A4 Aktuelt, der skal udkomme første gang 3. oktober.

Det skriver han på LinkedIn.

Aktuelt udkom for sidste gang i april 2001, hvor A-pressen finansieret af LO lagde avisen ned.

Aktuelt, som gennem tiden også har heddet Socialisten, Social-Demokraten og Det Fri Aktuelt, tog udgangspunkt i et socialdemokratisk verdenssyn. Også Kristian Madsen har været knyttet til Socialdemokratiet, hvor han i 2000-2004 var formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og senere taleskriver for daværende formand Helle Thorning-Schmidt.

I opslaget på LinkedIn garanterer Kristian Madsen, at A4 Aktuelt bliver 100 procent redaktionelt uafhængigt:

”En af de kloge mentorer, jeg har været heldig at have på min vej, Politikens chefredaktør Herbert Pundik, sagde om sin avis, at den meget gerne skulle være socialdemokraternes avis, men aldrig Socialdemokratiets avis. De ord er min ledestjerne for A4 Aktuelt.”

 

12:24 Anna Sol Jørgensen

Organisation presser på for at få dansk topchef til at stoppe russisk propaganda-signal

Organisation presser på for at få dansk topchef til at stoppe russisk propaganda-signal

Eva Berneke er tidligere topchef i KMD og TDC og står i dag i spidsen for det franske selskab Eutelsat. Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Den internationale presseorganisation Reporters Without Borders gør nu sit for at lægge yderligere pres på Eutelsat, der med den danske topchef Eva Berneke i spidsen fortsat videresender tre russiske propagandakanaler til Rusland og besatte dele af Ukraine.

Helt konkret har organisationen bedt den franske radio- og tv-myndighed Arcom om at skride ind for at sætte en stopper for, at Eutelsat, der leverer satellit-tv, videresender propaganda-kanalerne, skriver Berlingske.

”Frankrig kan ikke tolerere en situation, hvor operatører under fransk lovgivning bidrager til Kremls krigspropaganda i strid med deres juridiske forpligtelser. Frankrigs radio-/tv-myndigheder har muligheden for at standse denne situation, og vi opfordrer til, at der bliver handlet uden ophold,” siger Christophe Deloire, som er generalsekretær i RSF, til Berlingske.

Eutelsat har hovedsæde i Frankrig, og firmaets 37 satellitter står for transmission af omkring 7.000 tv-kanaler og 1.100 radiokanaler på tværs af Europa, Mellemøsten, Afrika og Indien. To af satellitterne sender tv-kanaler fra de russiske tv-selskaber NTV, Plus og Trikolor til Rusland og besatte dele af Ukraine.

Selskabet har afvist at fjerne kanalerne, da det vil forholde sig neutralt, og har fulgt EU-reglerne om at fjerne kanaler som Russia Today. Samtidig har det dog også fjernet internationale kanaler som BBC World og CNN fra udbuddet til de russiske seere, skriver Berlingske.

10:22 Sebastian Goos

Jyllands-Postens kommercielle direktør stopper

Jyllands-Postens kommercielle direktør, Thomas Asmund-Hjorth, forlader sin rolle i mediehuset med udgangen af oktober.

Det oplyser Jyllands-Posten i en pressemeddelelse.

Thomas Asmund-Hjorth har været kommerciel direktør for Jyllands-Postens medieportefølje siden 1. november 2019. Derudover har han været bestyrelsesformand i datterselskaberne Jyllands-Postens Lokalaviser A/S og Din Avis Randers A/S.

Man arbejder nu på at finde en afløser, som ifølge pressemeddelelsen kan præsenteres inden længe:

”Thomas har tidligt orienteret mig om sine overvejelser. Derfor er vi ganske langt i udpegningen af hans afløser,” lyder det fra Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten.

26. september
15:24 Sebastian Goos

Danske Medier: Ny kontrakt til DR er ”helt uhørt”

Danske Medier: Ny kontrakt til DR er ”helt uhørt”

Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier. Anton Blinkenberg Zeuthen/Danske Medier

Danske Medier er kritisk over for den nye public service-kontrakt for DR.

”Kontrakten fjerner med et pennestrøg enhver begrænsning på DR’s konkurrence med private medier og alle specifikke krav til DR’s indhold. Resultatet er et DR, som frit kan tilbyde gratis medietjenester på alle områder, hvor private aktører skal forsøge at skabe en bæredygtig forretning. Det er helt uhørt, at en statslig aktør får lov at spille den rolle,” lyder det i en udtalelse fra Danske Mediers administrerende direktør, Mads Brandstrup.

Ifølge Danske Medier kan man allerede se, at DR i forbindelse med fyringer af medarbejdere har omlagt sig fra indholdsproduktion til digital distribution, og Danske Medier tolker fredagens udmelding sådan, at dr.dk nu vil konkurrere med private nyhedssites:

”Hvis nogen engang havde foreslået, at DR skulle til at udgive aviser, så ville man have grinet af det. Men det er ikke desto mindre fuldstændigt identisk med det, som DR her får lov til,” lyder det fra Mads Brandstrup.

14:46 Ritzau

Ford får bøde på 200.000 for kendtes opslag og vildledning

Bilfabrikanten Ford skal betale en bøde på 200.000 kroner for at have brudt markedsføringsloven og vildledt kunder.

Det har Retten i Glostrup afgjort fredag i en sag mod den danske bilimportør Ford Motor Company A/S.

Dermed er bøden landet langt under kravet, som Forbrugerombudsmanden gik efter. I anklageskriftet lød påstanden på en bøde ”ikke under 1,4 millioner kroner”.

Ford er dømt for at have været ansvarlig for, at der på en række kendte danskeres Instagram-profiler blev vist opslag med billeder af biler fra Ford, uden at det tydeligt fremgik, at der var tale om reklame.

Det var ikke nok, at influencerne på det sociale medie havde skrevet såkaldte hashtags eller tags i reklamerne. I stedet var det skjult reklame. I alt fastslog retten, at ni kendte personer havde lagt 56 billeder af sig selv og biler fra Ford på Instagram som ambassadører for bilmærket uden tilstrækkelig markering af reklame.

Den danske afdeling af Ford blev meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden i november 2016. Opslagene var blevet delt fra april 2013 til oktober 2016, hvor ambassadørerne havde mellem 1.152 og 70.600 følgere.

”Ford beklager at have overtrådt markedsføringsloven. Ford har taget dommen for de to forhold, der fandt sted i perioden 2013-2016, til efterretning,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Ford.

Flere nyheder