data_usage

tophistorier

chevron_left
chevron_right

SENESTE NYT

14:56 Anna Sol Jørgensen

Sjællandske Medier har ansat journalistisk chefredaktør for tre dagblade

Søren Johannesen træder 1. juli ind i en nyoprettet stilling som journalistisk chefredaktør for Sjællandske Mediers tre dagblade, oplyser mediehuset ifølge MediaWatch i en pressemeddelelse.

Han skal dermed stå i spidsen for Dagbladet, Nordvestnyt og Sjællandske.

Den journalistiske chefredaktør kommer fra en stilling i Dansk Folkepartis presseafdeling på Christiansborg og har i 12 år frem til 2020 haft sin gang i Aller-koncernen. Her har han været redaktionschef og siden ansvarshavende chefredaktør for Familie Journalen.

14:45 Anna Sol Jørgensen

Asger Ladefoged vinder prisen for Årets Pressefoto

Berlingske-fotograf Asger Ladefoged vinder prisen for Årets Pressefoto, der netop er blevet uddelt.

Asger Ladefoged har også fået prisen for årets portrætserie, der også blev taget i Hviderusland, hvor han befandt sig i forbindelse med de store demonstrationer mod genvalget af præsident Aleksander Lukashenko, der også bliver kaldt Europas sidste diktator.

Adskillige demonstranter, journalister og menneskerettighedsforkæmpere er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationerne i Hviderusland. Asger Ladefoged selv har også været tilbageholdt af politiet i forbindelse med sit arbejde.

14:40 Anna Sol Jørgensen

Mads Nissen er Årets Pressefotograf

Han vandt ved årets World Press Photo, og nu kan Mads Nissen også kalde sig Årets Pressefotograf i Danmark.

Mads Nissen får prisen for en kollektion af fem billeder fra coronakrisen i både Danmark og Brasilien. Netop et foto fra Brasilien under coronakrisen var også det, der udløste prisen ved World Press Photo.

Politiken-fotografen har også vundet priserne for Årets Reportage for en serie fra de danske hospitaler under Covid-19, for årets udlandsreportage fra reportageserien under coronakrisen i Brasilien og prisen i årets åbne klasse for en serie af plejehjemsbeboere i Brasilien, der får kram gennem et plastikgardin.

14:28 Anna Sol Jørgensen

Vi Unge har for første gang i Danmark et kyssende homoseksuelt par på forsiden

Vi Unge er ifølge chefredaktør Nikita Hoffmann Andersen det første danske mainstream-blad, der har et kyssende homoseksuelt par på sin forside.

Det siger hun til dr.dk, efter at den seneste udgave af bladet er blevet udgivet. På forsiden er musiker Josefine Moody og model Augusta Valentine, der er i færd med at kysse.

”Jeg synes ikke selv, vores forside er revolutionerende, så jeg blev meget overrasket, da det gik op for mig, at det faktisk ikke er set før i Danmark,” siger Nikita Hoffmann Andersen til dr.dk.

Vi Unge har i år gennemgået en relancering, og forsiden er en del af den nye linje for bladet, der blev udgivet første gang i 1963.

”Vi har skruet op for blandt andet den samfundsaktivistiske stemme, og det er vores erklærede mål, at flere, hvis ikke alle, unge skal kunne spejle sig i Vi Unge. Både når det kommer til køn, seksualitet, religion og etnicitet,” siger Nikita Hoffmann Andersen.

 

13:43 Anna Sol Jørgensen

Priserne for årets pressefotos bliver uddelt

Fotograferne bag de bedste pressefotos i 2020 er ved at blive hædret ved Årets Pressefoto, hvor sløret løftes for vinderne i de forskellige kategorier.

Der har været 2.622 fotografier og 37 web- og tv-produktioner indsendt til Årets Pressefotos.

13:33 Anna Sol Jørgensen

Pris for årets portrætserie går til Asger Ladefoged for fotos i Hviderusland

Berlingske-fotograf Asger Ladefoged vinder for Årets portrætsserie ved Årets Pressefoto.

Asger Ladefoged befandt sig sidste år i Hviderusland i forbindelse med de store demonstrationer mod genvalget af præsident Aleksander Lukashenko, der også bliver kaldt Europas sidste diktator.

”Her er der virkelig noget på spil,” siger fotochef på Politiken Thomas Borberg.

Adskillige demonstranter, journalister og menneskerettighedsforkæmpere er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationerne i Hviderusland. Asger Ladefoged selv har også været tilbageholdt af politiet i forbindelse med sit arbejde.

13:28 Anna Sol Jørgensen

Rasmus Flindt Pedersen vinder pris for Årets Portræt

Prisen for ’Årets Portræt, Enkeltbillede’ ved Årets Pressefoto går til freelancefotograf Rasmus Flindt Pedersen for sit portræt af Mwajuma Johansen, der er mor til Philip Johansen, der blev dræbt i Nordskoven på Bornholm sidste år.

”Det var ret vildt at komme ind og tage et billede, så kort tid efter hun havde mistet sin søn,” fortæller Rasmus Flindt Pedersen.

Rasmus Flindt Pedersens portrætter af Mwajuma Johansen er blevet bragt i Ekstra Bladet, der var det første medie, som bragte drabssagen på banen. Senere tog dækningen af sagen fart, da der blev spekuleret i et racistisk motiv på grund af dødsvoldens karakter, og fordi den ene af de to drabsmænd har et hagekors tatoveret.

 

10:39 Anna Sol Jørgensen

Jeppe Nybroe stopper som redaktionschef på Avisen Danmark

47-årige journalist og nyhedsvært Jeppe Nybroe skulle spille en ’central rolle’ i en større oprustning af Avisen Danmark.

Sådan lød det, da han blev ansat som redaktionschef i november sidste år. Men den rolle skal han ikke længere have, for Jeppe Nybroe stopper på avisen.

Det oplyser chefredaktør Peter Rasmussen til Journalisten.

”Han stopper om tre måneder. Det blev besluttet umiddelbart før 1. maj, og det var en helt udramatisk beslutning om, at sådan skulle det være,” siger han og tilføjer:

”Der sker mange ting på Avisen Danmark i øjeblikket. Vi har fået en podcastredaktion og et nyhedsbrev inden for de seneste 14 dage, så det stiller nogle nye krav. Det er en samlet vurdering, om matchet fremover vil være det rigtige.”

Peter Rasmussen kan ikke sige noget om, hvad der nu skal ske med stillingen, og hvilken type der skal overtage som redaktionschef.

”Det er hele organiseringen af redaktionen, vi er i gang med at kigge på. Der er mennesker på redaktionen, der får andre opgaver. Det falder sammen med, at vi får en masse nye opgaver på redaktionen, som skal håndteres,” siger han.

09:46 Anna Sol Jørgensen

Politiken skal producere og udvikle Folkemødets avis

Politiken er blevet mediepartner på Folkemødet, der efter et års pause igen bliver afholdt fysisk 17.-19. juni.

Det betyder, at Politiken overtager produktionen og den redaktionelle udvikling af Folkemødets avis, skriver Politiken ifølge MediaWatch i en pressemeddelelse.

”Politiken har været med på Folkemødet siden begyndelsen i 2011, og vores støtte og engagement i Danmarks største demokratifestival er kun vokset gennem årene. Efter et år uden Folkemøde og et underskud af demokratisk samtale mellem borgere og magthavere er det selvfølgelig afgørende, at vi bakker op i 2021,” siger Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken, til MediaWatch.

09:09 Anna Sol Jørgensen

Danske Medier genovervejer finansiering af Pressenævnet efter bølge af tilmeldinger

Interessen for at tilmelde sig Pressenævnet var stor sidste år, hvor nævnet fik 99 anmodninger om tilmeldinger. Året før var tallet bare 65.

Indtil videre har det ikke betydet, at Pressenævnet har skullet behandle flere klagesager. Alligevel mener Danske Medier, at der er grund til at overveje, om finansieringen af nævnets arbejde skal ændres.

”Det er jo glædeligt, at de mange nye tilmeldte medier endnu ikke har medført en stigning i antallet af klager. Dog er det vigtigt, at vi følger udviklingen, så Pressenævnets arbejdsbyrde ikke gradvist stiger, alt imens finansieringen forbliver uændret,” siger chefjurist i Danske Medier Holger Rosendal i en pressemeddelelse.

Pressenævnet er finansieret af medlemmerne af Danske Medier samt TV 2 og DR.

I går
16:24 Jakob Albrecht

Regionalaviser blev de store tabere på panikdagen

Regionalaviser blev de store tabere på panikdagen

Panikdagen blev en hård omgang for mange regionalaviser. Foto: Karolina Grabowska, Pexels, Andreas Bang Kirkegaard (red. Journalisten)

For de studerende var der ikke meget panik på panikdagen i dag. De kunne mere eller mindre vælge og vrage mellem praktikpladserne, fordi der var flere pladser end ansøgere. I alt var der omkring 50 praktikpladser i overskud.

Praktikantkoordinator Martin Vestergaard siger, at praktiksøgningen fulgte et velkendt mønster.

”Der var to kategorier af praktiksteder: Mange af specialmedierne og provinsaviserne fik ikke besat alle deres pladser. Mens DR i København og Aarhus, TV 2 Danmark og de landsdækkende dagblade havde mange ansøgere,” siger Martin Vestergaard.

Klokken 16 var der fortsat ledige pladser på en lang række af de regionale dagblade.

Han forklarer, at en undersøgelse blandt de studerende tidligere har vist, at geografi betyder meget for valget af praktiksted.

”De studerende siger selv, at de godt ved, at JydskeVestkysten er et godt praktiksted, men de vil hellere bo tæt på vennerne i en stor by,” siger Martin Vestergaard.

Tilbage i 2017 blev det besluttet at forkorte praktiktiden for journaliststuderende på DMJX fra 18 til 12 måneder, og at praktiktiden blev rykket fra 4. semester til 5. semester for at skabe flere praktikpladser per ansøger. Det førte imidlertid til, at der pludselig var langt færre ansøgere end praktiksteder.

Som et modtræk genindførte DMJX i 2020 18 måneders-praktikken. Dengang lød vurderingen, at balancen mellem pladser og ansøgere ville være genskabt i 2022.

14:07 Anna Sol Jørgensen

Mediehuse indgår samarbejde om post- og pakkelevering

Danske mediehuse skal ikke længere bare sørge for, at der kommer aviser rundt til danskerne. Fremover skal de også være med til at levere post og pakker.

Det skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

Det er JP/Politikens Hus, Jysk Fynske Medier og Berlingske Media, der har indgået en aftale om at sammenlægge distributionsselskaberme Dansk Avis Omdeling (DAO) og Bladkompagniet. Over halvdelen af DAO’s omsætning kommer i dag fra pakkelevering, og det er den tredjestørste aktør på markedet efter PostNord og GLS.

”Ambitionen er helt klart at udvikle et endnu stærkere og et endnu mere konkurrencedygtigt alternativ til de andre aktører på distributionsmarkedet. Samtidig er det en central målsætning at sikre konkurrencedygtig udbringning af aviser også i fremtiden af højeste kvalitet,” siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, bestyrelsesformand i DAO og Bladkompagniet og COO i JP/Politikens Hus, i pressemeddelelsen.

13:32 Anna Sol Jørgensen

Forbrugerombudsmanden har modtaget klage over Louds markedsføring af sex-podcast

Forbrugerombudsmanden har fået en klage over Radio Loud, der markedsfører kanalens podcast ’Bare sex’ gennem influencere på Instagram, hvor unge under den seksuelle lavalder bliver eksponeret for det.

Det skriver Ekstra-Bladet.

”Jeg kan bekræfte, at vi har fået en klage, og lige nu er den i gang med at blive vurderet, og i den forbindelse undersøger vi, om vi kan tage det op til behandling,” siger Marie Asmussen, der er fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden, til Ekstra Bladet.

Hvis klagen skal behandles, kommer det til at handle om markedsføringslovens paragraf 3, der handler om, at markedsføring rettet mod børn og unge skal udformes med særlige hensyn.

”Af bemærkninger til den her paragraf fremgår det, at erhvervsdrivende ikke må benytte referencer til sex i forbindelse med handelspraksis rettet mod børn og unge, og det er så en vurdering, man i givet fald skal tage i den her forbindelse; om det er målrettet til børn og unge,” siger Marie Asmussen til Ekstra Bladet.

Rasmus Mark Pedersen, podcastredaktør hos Loud, understreger over for Ekstra Bladet, at reklamen er målrettet unge over den seksuelle lavalder.

 

13:19 Anna Sol Jørgensen

Facebooks tilsynsråd havde fået mere end 10.000 offentlige bemærkninger til Trump-sag

Der har ligget et større arbejde i at vurdere, hvorvidt Facebook gjorde det rigtige, da tidligere præsident Donald Trump blev udelukket fra Facebook og Instagram.

Det fortæller Helle Thorning-Schmidt, der er en del af tilsynsrådet, til DR:

”Vi har jo siddet med denne sag i over 90 dage, vi har fået udtalelser fra Donald Trump selv, vi har fået udtalelser fra Facebook og næsten 10.000 offentlige bemærkninger til den her sag,” siger hun.

Konklusionen fra tilsynsrådet blev, at det var rigtigt af Facebook at suspendere den tidligere amerikanske præsident fra platformene. Til gengæld var det forkert at suspendere ham på ubestemt tid, lyder vurderingen.

”Der gik de ned i en værktøjskasse, som de ikke engang har, for der er ingen andre brugere, der bliver suspenderet på ubestemt tid,” siger Helle Thorning-Schmidt.

13:10 Anna Sol Jørgensen

Carlsberg har fundet ny kommunikationschef

Det er Nina Brønden Jakobsen, der bliver kommunikationschef for Carlsberg.

Det skriver hun ifølge MediaWatch på sin LinkedIn-profil.

Nina Brønden Jakobsen kommer fra en stilling som rådgiver hos kommunikationsfirmaet Ulvemann & Børsting og har tidligere været presserådgiver i Kopenhagen Fur.

11:41 Anna Sol Jørgensen

Sofie Linde vinder årets kommunikationspris fra DJ

Det er tv-vært Sofie Linde, der løber med KOMprisen for 2020, der netop er blevet uddelt ved DJ Kommunikations konference KOM21.

Sofie Linde sparkede sidste år nyt liv i debatten om seksuelle krænkelser og manglende ligeløn i mediebranchen, da hun holdt sin værtstale ved ’Zulu Comedy Galla’.

KOMprisen, der bliver uddelt hvert år, bliver givet til en person, der med en særlig indsats har sat fokus på eller styrket kommunikationsfagets udvikling eller en ildsjæl, der med ”faglig styrke er gået nye veje for at kvalificere resultater og metoder i kommunikationsbranchen”.

 

10:54 Anna Sol Jørgensen

Tidligere chefredaktør hos Euroman skal stå i spidsen for Gyldendal-magasin

Kristoffer Zøllner, der er tidligere chefredaktør på Euroman, vært på Heartbeats og journalist og redaktør på Berlingske, skal være redaktionschef for Gyldendals Bogklubber, hvor han skal have ansvar for det månedlige magasin.

Det skriver Kulturmonitor.

”Jeg skal være ansvarlig for udvælgelsen af bøger til bogklubberne og de magasiner, der bliver produceret til medlemmerne i forbindelse med Gyldendals Bogklubber for at sikre, at de bliver så attraktive som muligt. Det er jo to dele, der gerne skulle influere hinanden – jo bedre magasiner, jo flere bøger bliver der forhåbentligt også solgt,” siger Kristoffer Zøllner til Kulturmonitor.

Rasmus Navntoft er fortsat også redaktionschef for Gyldendals Bogklubber, hvor han har ansvar for streaming, podcast og web.

10:47 Anna Sol Jørgensen

Eksternt advokatfirma skal undersøge mulig sexchikane i DR Pigekoret

Et eksternt advokatfirma skal undersøge to sager om mulig sexchikane i DR Pigekoret, efter at DR har fået henvendelser om de to sager, der ligger flere år tilbage.

Det fortæller kulturdirektør i DR Henrik Bo Nielsen til Politiken. Henrik Bo Nielsen modtog den første henvendelse i efteråret 2020.

”Det var en andenhåndsberetning om grænseoverskridende adfærd i DR Pigekoret og sexchikane, som lå ganske mange år tilbage,” siger Henrik Bo Nielsen til Politiken og tilføjer:

”Vores advokater og jeg brugte dengang ganske lang tid på at gøre det til en førstehåndsberetning, men det lykkedes ikke, vedkommende ønskede ikke at komme med sin viden til os eller vores advokat. Så vi sad med en anonym andenhåndsberetning, som pegede på, at for ganske mange år siden havde der været grænseoverskridende adfærd i pigekoret, men uden at vi kunne komme det nærmere, fordi vi manglede viden.”

10:21 Anna Sol Jørgensen

Danske specialmedier har klaret sig fornuftigt gennem coronakrisen

Danske specialmedier har klaret sig fornuftigt gennem coronakrisen med en mindre nedgang i annonceomsætningen.

Det er den overordnede konklusion, selv om nogle specialmedier har klaret sig bedre igennem krisen end andre, lyder det i en pressemeddelelse fra Danske Medier.

Annonceomsætningen faldt med 19 procentpoint i 2. kvartal, men fordelt på hele året oplevede specialmedierne som helhed blot et fald på ni procentpoint.

”Det bekræfter tendensen i et mediemarked, hvor flere mediebrugere efterspørger nicheindhold. Der er mange initiativer i gang rundt om på de forskellige specialmedier. Mange udvider, afprøver nye koncepter og oplever en abonnementsfremgang, som trækker i en anderledes positiv retning end faldet i annonceindtægter,” siger formand for Danske Mediers Fagudvalg for Specialmedier Gitte Hejberg i pressemeddelelsen.

Hun mener, at der derfor er grund til forsigtig optimisme for branchen. Der er dog nogle specialmedier, der er blevet mærket mere end andre af krisen. For eksempel er annonceomsætningen faldet med 23 procent for specialmedier inden for offentlig virksomhed og undervisning, mens specialmedier beskæftiget med landbrug, gartneri og skovbrug ikke har mærket ændringer.

 

09:58 Anna Sol Jørgensen

Sundhedsstyrelsen og Advice får prisen for Årets Kampagne

Det er Sundhedsstyrelsen og Advice, der løber med prisen for Årets Kampagne 2020.

Det skriver DJ Kommunikation på Twitter.

Prisen får de to aktører for kampagnen ’Vi kan godt – en coronakampagne’.

Kampagnen startede 23. november sidste år, hvor de fleste efterhånden nok var ved at være en smule coronatrætte. Kampagnen skulle fungere som en påmindelse om at holde smitten nede, men var også en anerkendelse af den indsats, danskerne hver især allerede havde ydet.

 

09:45 Anna Sol Jørgensen

Altinget har åbnet nyt søstermedie i Sverige

Altinget har udvidet ud over landegrænsen med et nyt medie i Sverige.

Det skriver ansvarshavende chefredaktør på Altinget Jakob Nielsen på Twitter.

Det nye medie, Altinget Civilsamhälle, er den svenske søster til danske Altinget Civilsamfund, og det udkommer to gange om ugen.

Altinget udgiver i Danmark 26 nichemedier og udkommer både digitalt og i magasinformat.

 

09:23 Anna Sol Jørgensen

De sidste seks dage af CPH Dox bliver afholdt i biografer

Dokumentarfestivalen CPH Dox rykker ind i biografsalene de sidste seks af dage af festivalen, efter at den har været afholdt digitalt siden 21. april.

Det skriver Berlingske ifølge MediaWatch.

”Vi har glædet os helt vildt til at fejre genåbningen af biograferne. Det har været en lang og hård nedlukning, der har fået os alle til at længes efter de store, fælles oplevelser, man kan få i biografmørket,” siger Niklas Engstrøm til Berlingske.

Det betyder samtidig, at der i dag bliver lukket for streamingadgang til de film, der er med på festivalen.

 

09:19 Anna Sol Jørgensen

Informations afsløringer af ”uvildig” oksekødsrapport koster chefjurist jobbet

En af chefjuristerne på Aarhus Universitet mister sit job, efter at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har kaldt det særdeles kritisabelt, at universitetet har tilbageholdt aktindsigter i strid med loven.

Det skriver Dagbladet Information.

Sagen er en udløber af bladets afdækning af en meget omtalt rapport, der udkom i 2019, om oksekøds klimaaftryk, som blev præsenteret som uvildig forskning.

Informations afdækning viste dog, at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og slagterigiganten Danish Crown var med til at udarbejde den.

Aarhus Universitet trak dengang rapporten tilbage, og sagen kostede den ansvarlige institutleder jobbet.

5 maj
15:51 Anne-Laura Hedegaard

Trump havde nyt talerør klar

Siden stormen af Kongressen i Washington D.C., hvor fem personer mistede livet, har Donald Trump været suspenderet fra en række sociale medier, og i dag har Facebooks uafhængige tilsynsråd så besluttet, at forbuddet mod den tidligere præsidents opslag på Facebook og Instagram opretholdes. Beslutningen er permanent.

Den tidligere præsident havde sandsynligvis regnet med, at det ville blive udfaldet, for han har allerede nu forsøgt sig med en ny måde at få sine ord på de sociale medier.

I går lancerede Donald Trump et forum på sin egen hjemmeside, hvorfra hans indlæg kan blive delt videre af brugere på andre sociale medier som Twitter og Facebook. Her ligger blandt andet flere opslag, hvor han gentager de falske påstande om, at det var valgsvindel, der kostede ham præsidentvalget sidste år.

Ifølge Reuters har en talsmand for Twitter sagt, at det sociale medie vil tillade at dele indholdet, så længe det ikke er i strid med det sociale medies regler.

15:13 Christian Lindhardt

Facebook vil ikke lukke Trump ind igen

Tidligere præsident Donald Trump får ikke genåbnet sin Facebook-profil. Det har Facebooks uafhængige tilsynsråd meldt ud. Det skriver Ritzau.

Trumps konto hos Facebook blev lukket efter stormen på USA’s kongresbygning den 6. januar i år.

”I betragtning af alvoren af overtrædelserne og den løbende risiko for vold var Facebook berettiget til at suspendere Mr. Trumps konti den 6. januar og forlænge suspenderingen den 7. januar.”

”Det var imidlertid ikke hensigtsmæssigt af Facebook at indføre en suspendering på ubestemt tid,” skriver rådet i sin afgørelse.

 

data_usage add

Flere nyheder

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen