En af Storbritanniens største aviskoncerner, som ejer mere end 300 regionale aviser, har i dag lanceret brugerbetaling på nettet i et banebrydende forsøg. Foreløbig er tre af dets avistitler omfattet af projektet. Pris for at læse med: fem pund for tre måneder.
Avisgiganten Johnston Press, der mest er kendt for The Scotsman og Yorkshire Post, bevæger sig dermed ind på ukendt territorium.
Ingen ved endnu, hvorvidt tilstrækkeligt mange læsere er parate til at betale for nyheder og aviser på nettet.
Foreløbig er der dog tale om et forsøg, og kun nogle enkelte af Johnston Press' mere end 300 titler er omfattet af testforsøget: the Northumberland Gazette, Whitby Gazette in England og the Southern Reporter in Scotland.
Fra og med i dag koster det således fem pund for fuld webadgang til nævnte avisers websites i de kommende tre måneder.
Det er første gang i Storbritannien, at en af landets regionale avisudgivere beder læserne om at betale for dets indhold på nettet.
Mediemogulen Rupert Murdoch, der står bag News Corporation – og dermed titler som The Sun og The Times – har tilkendegivet, at han vil begynde at opkræve betaling for nyheder og aviser på nettet i løbet af næste år.
The Financial Times kræver allerede penge, hvis man vil have fuld adgang til hele avisens indhold på nettet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.