Trods ny investor er Nyhedsavisen stadig i fare for at blive tvangsopløst, hvis regnskabet ikke dukker op.
I morgen begynder Nyhedsavisens skæbnesvangre måned. På et ukendt tidspunkt i august vil Erhvervs- og Selskabsstyrelsen overdrage Nyhedsavisens skæbne til skifteretten, som kan tvangsopløse gratisavisen.
»Regnskabet er ikke dukket op i dag. Jeg kan ikke oplyse den præcise dato for, hvornår skifteretten bliver inddraget. Vi ønsker ikke at give Nyhedsavisen en ny dato for sidste frist,« fortæller Lars Bunch, som er kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Nyhedsavisen, som har haft en noget turbulent uge, fik lettet presset, da det amerikanske ventureselskab Draper Fischer Jurvetson meldte sig som investor.
Den økonomiske saltvandsindsprøjtning har dog ikke den store effekt på Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
»Vi er fuldstændig ligeglade med den nye investor. Hvis Nyhedsavisen ikke kommer med regnskabet, kan avisen tvangsopløses,« siger Lars Bunch.
Så snart Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtager regnskabet, venter der bøder på 3.000 kroner til hver af Nyhedsavisens tre bestyrelsesmedlemmer.
Læs også: Hård investor til Nyhedsavisen
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.