Nyhedsavisens 12 praktikanter har alle fundet et alternativ til deres tidligere læreplads. Se listen her.
"Det var lidt som en ny panikdag," fortæller Jakob Hvide Beim til Journalistforbundets hjemmeside om den usædvanlige situation, der opstod i kølvandet på Nyhedsavisens pludselige lukning for godt en måned siden. Han og 11 andre journaliststuderende var nemlig praktikanter på den synkende avis.
I dag er de 12 dog alle kommet videre. Og Jakob Hvide Beim, der senest var på Nyhedsavisens københavner-redaktion fik allerede dagen efter Nyhedsavisens lukning en ny praktikplads på Politiken.
"Vores praktikantvejledere var med til at opmuntre os til at handle med det samme, og Rune Skyum-Nielsen (tidligere praktikantvejleder på Nyhedsavisen, red.) blev hos os hele dagen for at støtte. For os handlede det om hurtigst muligt at ringe rundt til de forskellige redaktioner. Jeg kom til samtale hos Politiken og blev ansat," fortæller han til forbundets hjemmeside.
En enkelt af Nyhedsavisens tidligere praktikanter har i øvrigt brugt den uventede situation som en mulighed for at rejse til Irland. Her har hun fået et praktikophold på Irlands bedst sælgende avis, Irish Independent, hvor hun begyndte i går.
Fordelingen af Nyhedsavisens 12 praktikanter ser således ud:
2 på DR
2 på metroXpress
2 på Jyllands-Posten
2 på Politiken
1 på Fyens Stiftstidende
1 på Berlingske Tidende
1 på Irish Independent
1 på orlov
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.