Nyhedsavisens journalister får løn i 5 måneder

Nyhedsavisens gæld er umiddelbart opgjort til 40-45 mio. kr., men kreditorerne skal ikke gøre sig forhåbninger om at få pengene hjem. Til gengæld får de fleste medarbejdere løn i fem måneder. DJ er i gang med karrierehjælp. (opdateret)

Nyhedsavisens gæld er umiddelbart opgjort til 40-45 mio. kr., men kreditorerne skal ikke gøre sig forhåbninger om at få pengene hjem. Til gengæld får de fleste medarbejdere løn i fem måneder. DJ er i gang med karrierehjælp. (opdateret)

Da Nyhedsavisen i går eftermiddag kl. 14.30 blev erklæret konkurs, skulle kurator, advokat Peter Wedel Ranch Krarup fra firmaet Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere, stille en sikkerhed på otte mio. kr. Det betyder, at Nyhedsavisens aktiver reelt vurderes til blot at være otte mio. kr. værd.

På den anden side af kuglerammen har selskabet imidlertid gæld i størrelsesordenen 40-45 mio. kr., lyder den umiddelbare vurdering fra kurator. Dertil kommer den ekstra gæld, der opstår, fordi medarbejderne skal have løn i opsigelsesperioden, som for de fleste er tre måneder, skriver epn.dk.

Og da medarbejderne ikke har fået løn for august og først kan opsiges pr. 1. oktober, har hver medarbejder op til fem måneders løn til gode foruden feriepenge.

I Journalistforbundets afdeling for Uddannelse & Kompetence (DJUK) siger konsulent Jonas Thing Bech til Journalisten.dk, at man har ryddet kalenderen, og begynder at tilbyde Nyhedsavisens medarbejdere individuelle samtaler om job- og karrieremuligheder allerede i denne uge.
»Vi skal nok gribe dem. Ingen er bedre til det end os. Vi har prøvet det masser af gange før,« siger Jonas Thing Bech, der ser positivt på medarbejdernes jobmuligheder.
»Det er jo unge mennesker, der allerede er oppe i fart.«

Ligesom det var tilfældet med medarbejderne fra for eksempel Dagbladet Dagen følger Journalistforbundet den kommende tid de 45 medarbejdere og 12 praktikanter fra Nyhedsavisen, der nu skal ud og finde nyt job og praktiksted.

0 Kommentarer