Nyhedsavisens tidligere direktør, Morten Nissen Nielsen, betragter bortvisningen i går af Svenn Dam fra Nyhedsavisens moderselskab som en decideret afledningsmanøvre.
Opgøret i Nyhedsavisens ledelse udvikler sig nu dagligt.
Efter avisens hovedaktionær, Morten Lund, i går bortviste Svenn Dam, der var direktør i Nyhedsavisens moderselskab, 365 Media Scandinavia, svarer Nyhedsavisens tidligere direktør, Morten Nissen Nielsen, nu hårdt igen:
»Det er simpelthen det laveste, jeg nogensinde har oplevet. Svenn har igennem hele projektet knoklet og været 100 procent loyal. At nogle beskylder Svenn for dit og dat, det fortæller meget om dem. Jeg ser det som deres ønske om at fjerne fokus fra dem selv,« siger Morten Nissen Nielsen til Journalisten.dk.
Ifølge Jyllands-Posten beskylder Morten Lund Svenn Dam for at have fjernet et fortroligt dokument fra 365 Media Scandinavias lokaler. Flere kilder skulle over for Jyllands-Posten angiveligt have sagt, at det især drejer sig om et udkast til en aftale, som skulle sikre Morten Lund et trecifret millionbeløb, hvis han lukker Nyhedsavisen.
»Til det må jeg bare sige, at det er jeg dybt forundret over,« siger Morten Nissen Nielsen.
Rygterne vil, at pengene, ifølge udkastet, skulle komme fra hovedaktionæren i Mecom Group, David Montgomery, som ejer Berlingske-koncernen i Danmark. David Montgomery benægter dog påstandene.
Læs også artiklerne:
4