De godt 50 journalister på Nyhedsavisen gik fredag glip af deres løn for august måned. »Som det ser ud lige nu, så har vi arbejdet gratis i august,« siger avisens tillidsrepræsentant Morten Olsen til Journalisten.dk. (opdateres..)
Han oplyser, at enkelte allerede opdagede det fredag, da de var på job og tjekkede deres bankkonti. Men det blev slået hen, da der fredag samtidig kom de mange meldinger fra avisens hovedaktionær, Morten Lund, om køb af metroXpress.
Morten Olsen ved endnu ikke, hvordan medarbejderne bliver kompenseret:
»Lige nu ved jeg ikke mere end nogen som helst andre. Jeg håber, vi bliver meget klogere, når jeg har været til orienteringsmøde på Nyhedsavisen kl. 10 her til formiddag. Jeg mangler også at få kontakt til Journalistforbundet. Og så er jeg ikke specielt godt inde i det her, for jeg er først startet som tillidsrepræsentant for to uger siden,« siger Morten Olsen til Journalisten.dk og tilføjer:
»Som det ser ud lige nu, så har vi arbejdet gratis i august. Men jeg går ud fra, at vi bliver kompenseret for det. Om det bliver Morten Lund, de udenlandske investorer eller Lønmodtagernes Garantifond, det ved jeg ikke. Det skal vi have afklaret her til formiddag.«
Enkelte af medarbejderne giver over for Journalisten.dk udtryk for stor frustration over at stå uden penge.
»Det værste er, at nogle lige er startet på Nyhedsavisenn. En enkelt skulle være begyndt i dag. Derudover er der to fra Politiken, der lige har nået at være ansat her i tre uger. Det samme med praktikanterne,« siger en af journalisterne på Nyhedsavisen, der ønsker at være anonym.
En anden vurderer, at hvis den manglende løn skal dækkes af Lønmodtagernes Garantifond, så får journalisterne kun dækket tre måneder, hvoraf den ene så allerede er gået. Det vil betyde, at medarbejderne kun har to måneder med løn til at finde nyt arbejde.
Journalisten.dk har i nat og her til morgen forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nyhedsavisens direktør, Morten Nissen Nielsen, men foreløbig uden held.
Morten Olsen, der var med til at drikke gravøl med kollegerne på værtshuset McKluud i Istedgade i nat, beretter i øvrigt, at stemningen naturligvis var meget trykket.
»Men vi har været igennem et par fyringsrunder undervejs. Så egentlig var stemningen god i nat på McKluud – situationen taget i betragtning. Alle havde tydeligvis et behov for at være sammen om det, der har ramt alle. Det er virkelig ærgerligt, men det har også været pissesjovt at være med til at lave Nyhedsavisen,« siger Morten Olsen.
Hvor mange der nu rammes af lukningen, har han ikke det fulde overblik over.
»Jamen, det ved jeg faktisk heller ikke. Det er både journalister, salgsafdeling og dem i distributions-afdelingen. Og samlet er det vel på den anden side af 100. Og journalisterne alene, der tror jeg, vi er omkring de 50.«
For at være nogenlunde frisk til møderne i dag forlod Morten Olsen sine kolleger i nat, da McKluud lukkede klokken to. De andre gik dernæst videre på Café Sommersted.
Avisens chefredaktør, Simon Andersen, var i øvrigt blandt de fremmødte på McKluud.
(opdateres…)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.