Nyhedsavisen: »Vi er blevet revet midt over«

Et helt unikt fællesskab har præget Nyhedsavisen, lige siden avisen kom på gaden første gang. »Alle har været venner med alle,« siger journalist Leny Malacinski. Dagens farvel til 33 medarbejdere er som »at blive revet midt over,« erklærer tillidsrepræsentant Julie Jo Boding.

Et helt unikt fællesskab har præget Nyhedsavisen, lige siden avisen kom på gaden første gang. »Alle har været venner med alle,« siger journalist Leny Malacinski. Dagens farvel til 33 medarbejdere er som »at blive revet midt over,« erklærer tillidsrepræsentant Julie Jo Boding.

Da Nyhedsavisen udkom første gang i august 2006, var det ikke blot endnu en ny gratisavis, der så dagens lys i Danmark. Det var starten på et helt unikt journalistisk fællesskab, hvor de godt 100 journalister hurtigt opbyggede et ganske særligt stærkt fællesskab. Og hvor alle var venner med hinanden. Sådan lyder vurderingen i dag fra et par af de tilbageblevne journalister:

»Det har været lidt lejrskole-agtigt nogle gange,« som journalist Leny Malacinski udtrykker det.
Hun er en af de tilbageværende medarbejdere, som i dag slap for at blive fyret.
18 kolleger fik til gengæld den ubehagelige besked, og andre 15 har selv valgt at tage imod tilbuddet om en frivillig fratrædelsesordning, sådan at medarbejderstaben nu reduceres betragteligt.
»Man kan altid finde andre arbejdspladser, hvor man godt kan lide selve arbejdet. Men på Nyhedsavisen har vi haft et fantastisk sammenhold. Vi fik en helt usædvanlig start, hvor alle godt 100 medarbejdere svingede med hinanden fra dag et. Og det uanset hvor du gik hen, og hvem du snakkede med,« fortæller Leny Malacinski.

»Jeg har været på andre arbejdspladser, hvor man måske var heldig, hvis man svingede med to-tre andre. Her er det virkelig alle, man svinger med. Også sådan nogle, man ikke er venner med til daglig, fordi vi er gået ud sammen eller har mødtes i fredagsbaren. Men det, der nu gør virkelig ondt i hjertet, det er, at der bare er rigtigt mange gode venner, som man ikke kommer til at se mere,« siger Leny Malacinski til Journalisten.dk.

Nyhedsavisens tillidsrepræsentant, Julie Jo Boding, er enig og kalder dagen i dag for »rædselsfuld«.
»Jeg har nogle rigtig stærke kolleger, som står sammen, og som jeg føler mig sikker på nok skal klare sig videre. Men derfor er det hårdt alligevel. Det unikke ved vores arbejdsplads er, at der har været så stærkt et sammenhold. Og det føles lidt, som om vi bliver revet midt over i dag,« siger Julie Jo Boding, der understreger, at folk er der for hinanden, hjælper og trøster.

Leny Malacinski er overbevist om, at alle kollegerne, der nu forlader Nyhedsavisen, nok skal klare sig:
»Jeg er ikke bekymret for dem, som går i dag – hvad enten de er blevet fyret eller går selv – for jeg tror, alle anerkender, at Nyhedsavisen har rykket rigtig meget. Det er alle sammen stærke journalister. Og mange af dem, som har bedt om en fratrædelse, er også ret afklarede,« siger hun.

Læs også om dagens fyringer: 15 går frivilligt fra Nyhedsavisen

0 Kommentarer