Trods nedskæringer tager Nyhedsavisen også imod sine fem nye praktikanter i dag fredag. En af dem måtte flyttes fra Odense til Århus.
En enkelt praktikant på Nyhedsavisen skulle have været startet på avisens lokalredaktion i Odense, som i forbindelse med nedskæringerne bliver lukket. Han begynder i stedet på Nyhedsavisens redaktion i Århus.
Praktikvejleder og -koordinator Pia Færing ved Danmarks Journalisthøjskole roser Nyhedsavisen for, at de gav den uheldige praktikant valget mellem at begynde i København eller Århus, og avisen har lovet at dække de ekstraudgifter, han har haft som følge af den ekstra flytning. Nyhedsavisen ville helst have ham på hovedredaktionen i København, men respekterede praktikantens ønske.
»Det klarede de meget flot på Nyhedsavisen. Det er selvfølgelig ikke en særlig sjov oplevelse, men det er da bedre at opleve den slags som praktikant, hvor man ikke selv er fedtet privatøkonomisk ind i det. Fyringer og sparerunder er noget, de fleste journalister før eller siden vil komme ud for på deres arbejdsplads,« siger Pia Færing. Hun oplyser, at det aldrig er sket, at praktikanter er blevet fyret i forbindelse med fyrerunder. Dagen var dog undtagelsen, fordi avisen dengang lukkede.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.