Jubel i vandflyverhangaren. De seneste læsertal fra Gallup viser, at Nyhedsavisen er landets mest læste avis med klar margin ned til forfølgerne.
Efter nogle tunge uger med fyringer og aftrædelser er smilene igen kommet frem på Nyhedsavisen. Læsertallene for februar måned lander så højt som 617.000, og det er 52.000 mere end nærmeste konkurrent – 24timer.
Ser man Nyhedsavisens læsertal i forhold til det tilsvarende tal i februar sidste år, er der næsten tale om en fordobling. Det skal dog ses i forhold til, at avisen på det tidspunkt kun havde eksisteret i fem måneder.
Administrerende direktør Morten Nissen Nielsen er selvsagt en glad mand.
»Det er herlig læsning for os – og især for vores annoncører. Nyhedsavisen vokser og vokser,« udtaler han.
Han er dog ikke den eneste, der kan glæde sig over dagens Gallup-tal. I forhold til sidste år er der tale om en markant vækst i antallet af danskere, der læser landsdækkende dagblade. Det kan blandt andet ses hos gratisavis-konkurrenten 24timer, men også B.T. og Ekstra Bladet kan notere en læserfremgang sammenlignet med februar 2007.
Taberne er imidlertid de to ’gamle’ gratisaviser. Både Urban og metroXpress har tabt læsere og mistet de førerpositioner, de havde for et år siden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.