ANALYSE: Nyhedsavisen pegede frem mod en mere læservenlig og engageret journalistik, men den redaktionelle kurs var alt for slingrende.

Denne analyse handler ikke om Nyhedsavisens økonomi, men om journalistikken og prioriteringerne. Jeg håber på, at den kan være med til at at starte en debat om, hvad der gik godt og hvad der gik skidt på avisen. Kan vi andre lære af Nyhedsavisen, hvad man skal gøre eller lige præcis, hvad man ikke skal gøre?

Analysen blev bragt i Politiken lørdag:

'Brøleaben eller bulderbassen. Sådan lød chefredaktør Simon Andersens øgenavn blandt medarbejderne på Nyhedsavisen . Dels fordi han kunne finde på at råbe »tosser« eller »røvhuller« til dem, og dels fordi hele chefgruppens adfærd også udadtil ofte var højrøstet på den Muhammed Ali-agtige måde – bortset fra at avisen tabte og måtte lukke i mandags.

»Vi vil inden for to-tre år have vundet vores første Cavlingpris«, sagde f.eks. tidligere chefredaktør David Trads, samtidig med at avisen lovede at revolutionere journalistikken, udkonkurrere Ritzau samt postvæsenet og så selvfølgelig de gamle morgenaviser. Intet mindre. Ingen af ambitionerne blev indfriet, og efter lukningen er det let at latterliggøre avisen. Alligevel kan man ikke fraskrive Nyhedsavisen at have tænkt nyt. Dels ved at lægge fra land med 100 redaktionelle medarbejdere og dermed sætte helt nye standarder for redaktionel bemanding og ambitioner på en gratisavis. Selv efter at Nyhedsavisen fyrede halvdelen i februar måned i år, var det suverænt den mest velbemandede gratisavis. Dels ved at omdefinere indholdet og prioriteringen radikalt. Og endelig ved at frasige sig back up fra nyhedsbureauer, så hele avisen blev håndskrevet på stedet.

DA NYHEDSAVISENS ledelse satte sig sammen, før avisen udkom i 2006, havde man en unik mulighed for at skrue en avis sammen uden hensyn til 'vi plejer'. Man læste tykke rapporter om avislæsning. Specielt hæftede ledelsen sig ved, at læserne reelt ikke læste så mange af de såkaldte 'systemhistorier'. Fine artikler fyldt med institutioner, politikere og eksperter, der taler abstrakt om vigtige samfundsemner. Historier fra magtens verden.

Læserne vil gerne have, at systemhistorierne findes i avisen, fordi de også oplever dem som 'vigtige', men når det kommer til faktisk at læse en artikel, så glider historier om parforhold, sex, forbrug, børns opdragelse, kemikalier i legetøj og mad lettere ned. Læserne vil også gerne have fascinerende historier om nye opdagelser. De vil høre om nye planeter, uopdagede dyrearter og skøre opfindere.

Det ved man også godt på Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende, men her bliver denne type historier typisk gemt af vejen i tillæg, mens de fine historier fra magtens verden står i 1. sektion. Nyhedsavisen ville mikse historierne i hovedsektionen. Den slags taler man ofte om på betalingsaviserne, men Nyhedsavisen tog en redaktionel konsekvens og opdelte journalisterne i tre lige store grupper, der skulle skrive om hhv. 'magtens verden', 'vores liv' og 'opdagelse'.

MENS BETALINGSAVISERNES forsider typisk er præget af bekymrede overskrifter som 'Ritt kæmper for at redde boligløfter', 'EU-kritik af terrorlister' og 'VK-krisen' (fra Politiken torsdag 4. september), så skulle historier om universets sorte huller eller rubrikker som 'Kvinders evige brok kvæler mænds sexlyst' i princippet også kunne ramme forsiden på Nyhedsavisen .

Altså et farvel til den klassiske fortolkning af væsentlighedskriteriet og en mindre alvorlig 'far laver avis'-indgang til at redigere forsiden. Men ét er teori, et andet praksis. De første udgaver af Nyhedsavisen lignede trods ambitionerne om fornyelse en betalingsavis som Information – blot mere rodet og uredigeret. David Trads og Simon Andersen havde købt nyuddannede journalister ind i bundter, fordi de selv ville selv forme dem. Det ironiske var, at de mange nyuddannede var uddannet til at lave traditionelle dagbladshistorier om magtens sfære. Og de var ikke sådan at omprogrammere.

AVISENS FØRSTE læsertal var katastrofale. To måneder efter Nyhedsavisens debut delte man 415.000 aviser ud. Mindre end halvdelen – kun 197.000 – gad åbne avisen. Læren var, at de læsere, der har fravalgt klassiske betalingsaviser, faktisk ikke gider læse en, selv om de får den smidt gratis i nakken. De ville have noget andet. Konkurrenten 24timer havde også gjort op med betalingsavisernes traditionelle væsentlighedskriterium ved at satse helt stringent på nære historier og forbrugervinkler. Med kun halvt så mange journalister som Nyhedsavisen havde 24timer tordnende succes og mindst dobbelt så mange læsere. Forskellen var, at 24timer dygtigt holdt deres koncept, der stadig den dag i dag er som støbt i beton.

Der skulle andre nyheder på forsiden, hvis Nyhedsavisen skulle slå igennem. Konceptet skulle holdes, og der blev indført 'gladvagter' for at få flere positive historier i avisen, samtidig med at gossip efterhånden fik en fremtrædende plads.

Fascinerende historier om, at 60-årige i dag har yngre kroppe, røg på forsiden den ene dag, sladderhistorier den næste og en tung historie fra magtens verden den tredje. Et miks, der skulle lokke læserne til. Nogle dage var det en forrygende anarkistisk underholdende og fræk avis, der ofte tog et helt andet udgangspunkt end konkurrenterne. Andre dage var Nyhedsavisen et tåkrummende pinligt skoleblad, eller også bragte den helt enkelt tankerne hen på en 'En skør, skør verden'. Avisens op og nedture blev ikke mindre af, at den ikke havde et sikkerhedsnet i form af nyhedsbureauet Ritzaus fælleshistorier. Derfor missede man oplagte historier, som andre talte om. Til gengæld havde avisen større personlighed end konkurrenterne.

En central del af problemet var, at de unge reportere ikke fik det ledelsesmæssige modspil, de havde krav på, fra erfarne nyhedsredaktører eller nyhedschefer. Historier kom i avisen og på forsiden uden at være tjekket ordentligt. Derfor var der også skepsis over for at tage avisens nyheder op i bl.a. DR, og avisens gennemslagskraft blev begrænset. Af og til kunne det virke, som om Nyhedsavisen blev redigeret efter et helt nyt 'opmærksomhedskriterium'. Men det redaktionelle kursskifte virkede, og læsertallet steg til over en læser per avis – godt hjulpet af at Nyhedsavisen begyndte at udkomme i trafikken. I praksis opgav Nyhedsavisen at være den direkte konkurrent til betalingsaviserne redaktionelle profil, som man havde lovet. Til gengæld blev det en underholdende gratisavis. Hvis de fire gratisaviser havde været mennesker, ville Nyhedsavisen nok have været den sjoveste borddame, men næppe den bedste bankrådgiver.

NU, DA DE øvrige gratisaviser ikke er presset af en konkurrent med store redaktionelle ambitioner og mange ressourcer, kan man frygte, at de skærer endnu mere ned på bemandingen. Det er synd, for gratisavisernes demokratiske betydning er med deres nuværende udbredelse – også til de mindre velhavende danskere – langt vigtigere end eksempelvis den avis, som De sidder med i hånden.'