Tabet for Nyhedsavisen var på 509 millioner kroner ved udgangen af november. Det viser et fortroligt notat, som Berlingske Tidende er kommet i besiddelse af. Tallene ligger meget tæt på tabsberegninger fra fagbladet Journalisten, som Nyhedsavisen tidligere har afvist.
Sidste år vurderede Journalisten, at Nyhedsavisen havde tabt 355 millioner kroner i begyndelsen af august. Beregningerne var foretaget på baggrund af tal fra TNS Gallup, skøn fra mediabureauet Carat samt baggrundsoplysninger om trykke- og distributionsomkostninger.
Hvis man trækker tabet for månederne august, september, oktober og november fra de 509 millioner, som Nyhedsavisen i alt havde tabt ved udgangen af august, så viser det sig, at resultatet var et tab for Nyhedsavisen på 365 millioner kroner i begyndelsen af august. Altså et tab på 10 millioner mere end de 355 millioner, Journalisten havde beregnet sig frem til på daværende tidspunkt.
Dengang afviste administrerende direktør for Nyhedsavisen Morten Nissen Nielsen at kommentere tallene, men han skrev i en mail, at Journalisten tog fejl, når vi skønnede, at de første 406 millioner fra fonden ville være væk om en måneds tid eller halvanden.
Business.dk har stillet Morten Nissen Nielsen en række spørgsmål om hans afvisning af beregningerne.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.