REPORTAGE: Der var tårer, knus og kaos, da Nyhedsavisen sagde farvel til medarbejderne. Og Morten Lund – avisens hovedaktionær – var tydeligvis ikke stolt. Journalisten.dk var med.
Da Nyhedsavisens hovedaktionær, Morten Lund, dukkede op på Nyhedsavisen mandag morgen klokken lidt i 10, var det første gang, han så medarbejderne efter Nyhedsavisens lukning.
Han blev hverken mødt af klapsalver eller overfald. Medarbejderne var blot sørgmodige og stille. De gav hinanden klap på skuldrene og knus. Morten Lund lignede en presset mand, som i flere omgange havde tårer i øjenkrogene, da han gav medarbejderne sin uforbeholdne undskyldning: »Det hele er min fucking skyld,« sagde han.
Efter mødet fortalte tillidsrepræsentanter Morten Olsen, at Morten Lund havde siddet med bøjet hoved, kiggede ned i gulvet og sank tre gange, hver gang han åbnede munden.
»Medarbejderne er ærgerlige og overraskede. For en måned siden troede de, at der var masser af penge. Til mødet i dag viste de fleste dog forståelse for Morten Lunds forklaring om, at han ikke kunne forsvare at trække investorernes penge ind i et projekt, som ikke løb rundt. Og som har tabt rigtig mange penge i løbet af sommeren,« siger Morten Olsen.
Kendetegnende for dagen var, at medarbejderne var stolte af projektet, og alle de medarbejdere, Journalisten.dk har talt med, var glade for at have været en del af eventyret Nyhedsavisen. Skuffelsen over lukningen sås alle steder – og flere medarbejdere mente, at lukningen var værre end selve fyresedlen:
»Det er aldrig sjovt at tabe, især ikke når vi alle sammen troede på projektet,« siger tillidsrepræsentant Morten Olsen.
Til mødet forklarede, forsvarede og beklagede Morten Nissen Nielsen, Morten Lund, Nyhedsavisens advokat og Simon Andersen Nyhedsavisens lukning. De ikke-rygende medarbejdere røg, og mange åbnede første øl inden klokken 12.
Nogle græd i krogene. Forsamlingen forholdt sig forholdsvist rolig og stillede ejeren og ledelsen spørgsmål om udebleven løn og rettigheder – og så stillede en enkelt medarbejder det altafgørende spørgsmål: Hvordan kunne det gå så galt? Svaret på spørgsmålet er ikke simpelt, men årsagen var ifølge Morten Lund en kombination af lavkonjunktur og for mange udgifter. Selv om han var en presset mand, havde han alligevel overskud til at komme med en sarkastisk bemærkning i sin tale:
»I det mindste har vi leveret en milliard kroner til demokratiet.«
Simon Andersen sluttede af med at holde en opløftende tale, hvor han roste medarbejderne i høje vendinger og kom med optimistiske vendinger á la: Husk, der er andre og vigtigere ting i livet end Nyhedsavisen.
Efter mødet kom medarbejderne ud af bunkeren for at få frisk luft. En af dem var journalist og praktikantvejleder Morten Runge.
»Nyhedsavisen var et eventyr. Det var smukt, så længe det varede, og fyldt med gode og unge, smukke kvinder og store trolde. Troldene var alle de medier, som aldrig troede på os. For enden ventede guldskatten, som vi aldrig fandt,« siger Morgen Runge.
Han fik beskeden om lukningen mandag morgen, da han stod med sit barn på armen og lavede havregrød.
»Jeg har haft paraderne oppe flere gange i løbet af det seneste år, men jeg var helt uforberedt på, at det skete netop nu. Men det er selvfølgelig vilkårene på sådan en rutsjebanetur, som vi har oplevet.«
Lars Fogt er en af de medarbejdere, som har været med helt fra begyndelsen til slutningen. Han tager fyresedlen med knusende ro, da han allerede har fået nyt arbejde på B.T. fra den 15. oktober. Ligesom alle de andre medarbejdere har han heller ikke fået løn for august måned.
»Jeg har lige, så jeg kan overleve, men jeg synes da, at det var manipulerende, at vi i fredags fik at vide, at lønnen udeblev på grund af en teknisk fejl i Danske Banks systemer. Søndag får vi så en helt anden forklaring,« siger Lars Fogt.
Alle redaktionelle medarbejdere var rolige. Avisbudene tog avislukningen meget mere ilde op. Omkring 300 avisbude har ikke fået løn for august måned. I løbet af dagen trampede og spyttede de på aviser, og da Morten Nissen skulle udtale sig til journalisterne, følte han sig truet af budene, og politiet blev tilkaldt.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Trist!
Det var en god avis.
Tak for den tid, den var der.
vh
pjm