Nyhedsavisen betaler for tyveri

Fyens Stiftstidende får 10.000 kroner i kompensation, efter at gratisavisen genbrugte en grafik uden at spørge om lov.Unfair. Nyhedsavisens Odense-sektion bragte den 31. oktober en grafik med oplysninger om de sigtede i terrorsagen fra Vollsmose. Da Fyens Stiftstidendes redaktionschef Jan Kristensen så oversigten, blev han med egne ord »noget pikeret«. Grafikken stammede nemlig fra Fyens Stiftstidende, og Nyhedsavisen havde ikke bedt om lov til at låne den.

Fyens Stiftstidende får 10.000 kroner i kompensation, efter at gratisavisen genbrugte en grafik uden at spørge om lov.

Unfair. Nyhedsavisens Odense-sektion bragte den 31. oktober en grafik med oplysninger om de sigtede i terrorsagen fra Vollsmose. Da Fyens Stiftstidendes redaktionschef Jan Kristensen så oversigten, blev han med egne ord »noget pikeret«. Grafikken stammede nemlig fra Fyens Stiftstidende, og Nyhedsavisen havde ikke bedt om lov til at låne den.

»Det var ikke særlig kollegialt at stjæle den. Godt nok skrev de www.fyens.dk på som kilde. Men det giver dem ikke ret til at planke en hel grafik med oplysninger, som vi har brugt lang tid på at researche os frem til,« påpeger Jan Kristensen.

Fyens Stiftstidende krævede samme dag en erstatning på 20.000 kroner for brud på ophavsretsloven. Det afviste Nyhedsavisens chefredaktør David Trads i et brev, hvor han betegnede grafikken som en »simpel oversigt«, som enhver med kilder hos politiet kunne have lavet på få minutter.

Det formildede ikke Jan Kristensen.

»Sådan et arrogant svar tyder på, at David Trads har glemt, hvor svært det er at få oplysninger, når politiet ikke bare er villige informationsarbejdere. De lukkede fuldstændig i, og retssagen er foregået bag dobbelt lukkede døre. Så vi var nødt til at ringe på døre i Vollsmose og lede efter kilder i miljøet for at stykke det her sammen.«

Fyens Stiftstidende fastholdt sit krav, og
efter korrespondance mellem de to avisers advokater har Nyhedsavisen nu betalt 10.000 kroner.

I følgebrevet pointerer gratisavisens advokat, at »der ikke foreligger en overtrædelse af ophavsretsloven.«

– David Trads, hvorfor har I betalt de 10.000 kroner til Fyens Stiftstidende?

»Vi har måttet erkende, at vi stik imod ophavsretsreglerne havde brugt et for langt citat.«

– Men jeres advokat skriver, at I ikke har brudt loven. Hvad er så rigtigt?

»Vi har lavet en vurdering af, hvad der er tilladeligt, herunder moralsk. Vi synes, vi er gået længere, end vi skulle, så det er fair nok at give en kompensation. Fyens Stiftstidende har liret nogle banale oplysninger, jeg kunne have skaffet på to minutter, op i en faktaboks. Den research burde vi have lavet selv. Vi endte i stedet med at bruge Fyens Stiftstidende som kilde, og derfor er det fair, at vi betaler.«

 

0 Kommentarer