search

Nyhedernes ansigter

Det er konkret. Det er følelsesladet. Og vigtigst af alt, det er nært. Cases kan gøre underværker for et halvtørt og abstrakt problem, men af og til påvirker brugen af dem journalistikken negativt. (En kilde i denne artikel er blevet anonymiseret den 26/2 2016. Der er ellers ikke ændret i artiklen)

Det er konkret. Det er følelsesladet. Og vigtigst af alt, det er nært. Cases kan gøre underværker for et halvtørt og abstrakt problem, men af og til påvirker brugen af dem journalistikken negativt.

NÆRHED. »Unge andengenerations-indvandrere skal have en chance mere for at få et job,« fortæller nyhedsoplæser Paula Larrain.

TV AVISEN den 23. maj i år er i gang, og der går ikke længe, før vi ser et eksempel på, hvem det handler om.

MB har en plettet straffeattest og har ikke mange muligheder, når han søger arbejde.

»Er der overhovedet et job til mig? Er der overhovedet noget, jeg kan starte på? Det er svært, det er meget svært,« siger han opgivende.

Indslaget slutter med at vise MB, der går ned ad en vej og langsomt bliver mindre og mindre. For seerne er det nu lidt nemmere at forstå, hvorfor han måske burde have en ny chance.

Journalister er glade for cases, fordi de formidler budskaber så effektivt.

»Case-historier rører folk mere, og derfor husker de dem bedre,« siger Tue Skals, journalist på TV 2/NYHEDERNE.

Han mener, at det er vigtigt, der kommer ansigter på historierne:

»Næsten alle nyheder har en form for konsekvens for almindelige mennesker, og det er cases gode til at illustrere.«

Medieforsker Stig Hjarvard fra Københavns Universitet har bemærket en øget brug af cases i løbet af de seneste ti år og er ikke i tvivl om hvorfor:

»Mennesker er nu engang indrettet til bedre at kunne forstå det, der er nært, og som mobiliserer følelser. Det udnytter medierne,« siger han og understreger, at der ikke er noget forkert i at bruge cases – man skal blot kende grænserne.

Stig Hjarvard mener, at medierne har et ansvar for at fortælle om verden uden at tage hensyn til, hvad folk helst vil høre om. Nærhedskravet er derfor et problem, hvis vigtige emner som for eksempel udenrigspolitik bliver ekskluderet, fordi de ikke kan fortælles på en nær og konkret måde.

Susanna Arpi er studielektor på Roskilde Universitetscenter og skrev sidste år speciale om
TV 2/NYHEDERNES brug af cases. Over 28 dage analyserede hun 260 nyhedsindslag, hvoraf 29 procent var case-historier med almindelige mennesker. I 61 procent af indslagene blev casen fremstillet som værende repræsentativ, men kun i en fjerdedel af indslagene blev det dokumenteret.

I sin analyse af TV 2/NYHEDERNE finder Susanna Arpi, at kravet om nærhed er bliver »dominerende langt ud over, hvad der kan tilskrives indflydelsen fra et nyhedskriterium«. Hun mener, at det skyldes en grundlæggende ændring: Fra at have været afsenderstyret skal tv nu primært behage modtageren, seeren.

Ole Blegvad er journalist på DR Nyheder og har blandede følelser over for brugen af cases.

»Jeg synes, cases er med til at gøre journalistikken mere overfladisk, fordi de tager pladsen fra folk, der ved noget. Samtidig kan det ske, at en case helt får lov at overtage historien, og det fjerner fokus fra det væsentlige,« siger han.

Han synes også, det er sjovt at arbejde med cases, og at de gør et indslag mere nært. Men af og til er det overflødigt, fordi historien er god nok i sig selv. Og så er det irriterende at skulle bruge tid på at finde en case.

»Jeg tror, alle har prøvet at få at vide, at dén historie skal have en case for at komme i,« fortæller Ole Blegvad.

Cases repræsenterer kun sig selv, mener han, og med overdreven brug kan de flytte fokus fra fællesskabet til individet. I yderste konsekvens vil cases ifølge Ole Blegvad være med til at gøre samfundet mere egoistisk, fordi det hele kommer til at handle om enkelte personer frem for de store linjer.

»Men måske passer det meget godt med tidens tone, hvor alle skal realisere sig selv,« siger han.

Ole Blegvad illustrerer sit synspunkt gennem et eksempel med DSB-tog, der er forsinket ved juletid. 3.000 mennesker sidder nu fast mellem Slagelse og København.

»Typisk vil man lave et interview med to af de personer og fortælle historien gennem dem. Bagefter vil de være det eneste, folk kan huske, og de 2.998 andre vil være glemt,« siger han.

»Folk glemmer fællesskabet, fordi alt bliver så konkret og nært. Nogle føler, at jo renere noget står, jo mere journalistisk er det. Jeg synes snarere, det bliver dummere af det. Verden er ikke sort/hvid.«

Ole Blegvad skulle engang lave et indslag om en ny type medicin mod astma og fik en 'pakke' udleveret af et medicinalfirma. Pakken bestod af en overlæge, der kunne udtale sig som ekspert, og en tilhørende case: En pige, der i en telefonsamtale lød som den rette.

Fordi han havde god tid den dag, talte han meget længe med overlægen og blev til sidst klar over, at medicinen faktisk altid havde været brugt. Nyheden lå i måden at bruge den på.

»Jeg ringede til pigen igen og spurgte specifikt til dét, og det viste sig, at hun kun havde brugt medicinen på den gamle måde. Hendes udtalelser om, at det var godt med det nye produkt, var altså ikke baseret på erfaring,« fortæller han.

Med hjælp fra overlægen fik han skaffet en relevant case, men historien gav stof til eftertanke. Hvis han havde haft mindre tid den dag, havde han måske ikke talt så længe med overlægen, at han havde nået at opdage faldgruben og haft tid til at dobbelttjekke casen.

»Vi er ikke automatisk kritiske over for vores kilder, og når du har lagt røret, går du også ud fra, at du har talt med den rigtige Ole Blegvad. Men i virkeligheden kunne jeg have været en pedel, der kedede sig,« siger han.

Et andet problem med brugen af cases er ifølge Ole Blegvad den ofte lidt glidende overgang mellem en case og en voxpop. Hvor voxpoppen er tilfældigt udvalgt og interviewet uden en aftale, er casen udvalgt direkte til at illustrere en historie. Men det er ikke altid til at se, om en case er en forklædt voxpop.

»I et indslag om, hvorvidt børn drikker for meget sodavand, kan journalisten tage ud på en skole og finde en tilfældig dreng, der siger, at han drikker i hvert fald tre liter om dagen. Hvis der ikke interviewes andre, sidder seerne tilbage med indtryk af, at han er en case, men han er jo tilfældigt fundet. Er det repræsentativt?« spørger Ole Blegvad.

Ældre Sagen er en af de organisationer, der mærker pressens efterspørgsel på cases.

»Hvis vi gerne vil ud med en historie i medierne, forsøger vi altid på forhånd at finde en case til den,« siger kommunikationschef Vibeke Lyngse.

»Det gør historien langt mere salgbar, hvis der følger sådan én med.«

Det kan koste alt fra nogle få opringninger til flere timer at skaffe en case, men det er noget, Ældre Sagen gerne sætter tid og personale af til. Fordi det gør en forskel i forhold til, om de får deres budskab ud.

Vibeke Lyngse har arbejdet i Ældre Sagen i tre år og har lagt mærke til, at selv om cases gør en historie mere interessant og levende, maler den også et unuanceret billede.

»Tit omfatter en problemstilling flere ting, men dét når historien ikke omkring, fordi den kun tager udgangspunkt i det, der berører casen,« siger hun og uddyber:

»Det kan give et polariseret billede af virkeligheden, og den nærhed, casen bragte med sig, bliver i stedet til en svaghed.«

Problemet med, at kilden leverer casen, er én af de ting, Susanna Arpi beskriver i sit speciale. Fordi journalister ofte har begrænset tid til rådighed, er det fristende at tage imod en case, de ikke selv har fundet, og som de måske ikke når at tjekke baggrunden på.

I specialet bruger Susanna Arpi et eksempel fra sidste år med Falck, der sælger en ny type abonnement, Falck Baby Care, til nybagte forældre. Casen, der medvirker i indslaget på TV 2, har et barn, der indimellem holder op med at trække vejret. Moderen fortæller om den tryghed, Falck giver hende. Men seerne får ikke at vide, at journalisten bad Falck om at finde casen til indslaget, og at eksemplet mest af alt giver reklame til Falck.

Et andet eksempel er et indslag fra TV 2/NYHEDERNE i august 2002 om det nystartede internetfirma Den Franske Kasse, der én gang om ugen bringer en kasse med madvarer og opskrifter ud. En meget tilfreds kunde fortæller, hvor dejligt det er som abonnent at få prøvet nye, spændende retter. Hvad seerne ikke ved, er at casen er mor til direktøren af Den Franske Kasse. Journalisten havde bedt direktøren om selv at finde casen.

Susanna Arpi mener, at journalister skal have mere tid til rådighed, så de selv kan finde deres cases. Kan det ikke lade sig gøre, burde man i stedet overveje at gøre seerne/lytterne/læserne opmærksom på, hvordan casen er blevet fundet. Dermed kan folk se casens udtalelser i rette perspektiv.

Den løsning, mener hun dog, skaber et nyt dilemma: Hvis man begynder at sætte varedeklarationer på journalistik, hvor meget andet skal man så deklarere?

Susanna Arpis speciale, »De nære nyheder – et casestudium af TV2/Nyhedernes casejournalistik«, kan lånes på Roskilde Universitetsbibliotek.

(Anonymiseret den 26/2 2016: Journalisten har valgt at anonymisere en kilde i denne artikel. Det er sket på opfordring fra kilden, der nu har fået sit navn erstattet af initialer. Journalisten anonymiserer kun i helt særlige tilfælde, hvor en kilde kan dokumentere, at artiklens skadevirkning ikke står mål med de historiske og journalistiske argumenter for ikke at foretage ændringer. Læs mere i vores regler for rettelser.)

  • Denne artikels brug af cases

    Afsnittet med TV 2-journalisten Tue Skals er et eksempel på generalisering ud fra en case's udtalelser, uden at påstanden bliver dokumenteret på anden måde.

    Ole Blegvad er et eksempel på en case, der bliver brugt, uden at der er belæg for, at han er repræsentativ. Han kan udmærket være det, men læseren har ingen sikkerhed for det.

    Artiklen skulle have berørt problemet med gode historier, der bliver droppet, fordi det ikke lykkes at finde en case. Men den del måtte droppes, fordi det ikke var muligt at finde en case.

  • Undervisning i case-brug

    Der bliver lagt stor vægt på brugen af cases både på Roskilde Universitetscenter (RUC), Syddansk Universitet (SDU) og Danmarks Journalisthøjskole (DJH).

    På SDU og DJH sker det gennem radio- og tv-forløbet og til dels gennem de skriftlige opgaver.

    På RUC undervises der ikke direkte i brugen af cases, da det er begrænset, hvor meget radio- og tv-undervisning de studerende har. Der undervises derfor mere bredt i det at skabe nærhed.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen