search

Nyheder som drama

Af skatteminister Ole Stavad, næstformand i Socialdemokratiet.

Af skatteminister Ole Stavad, næstformand i Socialdemokratiet. 

Jeg tror, det var for et par år siden, at DR TV viste nogle klip, der skulle illustrere, hvordan politisk tv-journalistik havde udviklet sig gennem tiderne. Man så blandt andet en scene fra 60'erne med Jens Otto Krag, der blev stillet et meget simpelt og høfligt spørgsmål og derefter talte og talte i noget, der forekom at være en uendelighed, mens journalisten andægtigt og opmuntrende nikkede. Indslaget sluttede, da Krag ikke havde mere på hjerte.
Jeg husker ikke indholdet af »interviewet«, men hvis det handlede om den dengang aktuelle finanslov, er det svært at forestille sig, at nogen bagefter har klandret ham for at have holdt noget skjult, eller at han selv skulle have klaget over ikke at have fået lejlighed til at forklare sig.
I korte øjeblikke kan man godt blive helt nostalgisk og drømme sig tilbage til dengang. Men kun i sjældne øjeblikke, for alle er naturligvis bedst tjent med en presse, der er parat og i stand til at give magthaverne modspil og bide os i haserne, når det er nødvendigt. Men I skal nu også passe på ikke bare at bide jer fast! For I kan være trættende at slæbe rundt med som kronisk overvægt – og jeg er heller ikke sikker på, at det er fra vores haser, at jeres udsyn og overblik altid er bedst.
Det er selvfølgelig Finansloven ‘98 og pressedækningen af samme, der har bragt mig på de tanker. Jeg er ikke ude på at give pressen skylden for nogle meningsmålinger, der mildt sagt ser lidt halvsløje ud fra en socialdemokratisk synsvinkel. Men for mig at se viser hele forløbet med al mulig tydelighed, at vi har et grundlæggende og voksende problem i samspillet mellem politikere, presse og befolkning. Og jeg frygter, det kan skabe en endnu større barriere mellem befolkningen og de politikere, som befolkningen har valgt.

Allerede på dagen for indgåelsen af finanslovsaftalen så man journalister, som ikke havde sat sig ind i efterlønsreformen – eller i hvert fald ikke skiltede med det – gå ud og spørge til reaktionen hos folk, der af gode grunde ikke havde mulighed for at kende de nye regler.
Mange var højlydt forargede, og vreden fik frit løb. Jeg forstår da godt harmen, når folk – som det fremgik – troede, at nu havde politikerne taget efterlønnen fra dem. Jeg siger ikke, at journalisterne var skyld i deres vildfarelse, men de gjorde i hvert fald intet for at bringe dem ud af den. Så spørger jeg: Er kritikløs mikrofonholderi i orden, når bare det praktiseres over for såkaldte konsekvenseksperter – og også, når de konsekvenser, de reagerer på, ikke er til stede?
I givet fald kan jeg inspirere med flere forslag til underholdende indslag:« Hvad siger du til, at regeringen forbyder fodbold, afsætter dronningen, indfører spiritusforbud …«. Det overlades til redaktionsledelserne at tænke videre.
Når jeg spørger, er det fordi, jeg på mine møder landet over på det seneste har snakket med mange mennesker, der har været stærkt bekymrede for de nye regler, men stort set ikke har haft andet at have deres bekymring i, end at de i fjernsynet har set nogle mennesker være meget ophidsede i en livssituation, der lignede deres egen.

Fra politisk side gør vi nok den fejl, at vi fremdeles betragter medierne som informationskanaler, hvor medierne i dag ser sig selv – eller i hvert fald opfører sig – som aktører i vekslende dramaer. Ethvert forsøg på at rejse en principiel og overordnet diskussion – om velfærdsgoder, udlicitering osv. – via medierne er således dømt til om ikke ligefrem at mislykkes, så i hvert fald til svære kår.
Der er flere eksempler fra de seneste år på, at kolleger fra mit eget parti har offentliggjort debatoplæg med
tænksomt indhold. Et indhold, der netop lagde op til overvejelse og offentlig dis-kussion. Det har da heller ikke skortet på interesse fra mediernes side. Men tilgangen har ikke været: »Hvor ligger svarene?« og »Kan vi bruge det her til noget?«, men derimod »Aha, her ligger noget, nogen kan blive sure over!« Den obligatoriske rundringning til samtlige partiets amts- og kredsformænd har bekræftet antagelsen, og så har vi fået dramaet.
»Jamen, det er jo netop den debat, du efterlyser«, vil nogle så sige. Nej, det er slet og ret støj! Det eneste, man hører, er larmen, som overdøver debatten om de væsentlige og reelle problemer. Vi får kun dramaet. Og det er desværre den version, der lettest kommer i morgenradioavisen og derefter triller videre til TV-Avisen for at fuldbyrde den journalistiske succes.

Så når kritikken nu lyder, at reformen af efterlønnen er en hovsa-beslutning, truffet uden omtanke og forvarsel i
en sen nattetime, er det kun rigtigt for så vidt som, at problematikken omkring forsørgerbyrden ikke er noget, folk i almindelighed har i frisk erindring fra deres fjernsyn eller avis. Så vidt er vi jo kommet, at hvis medierne ikke har en debat »på forsiden« – ja, så har vi den ikke.
Personligt har jeg stået i masser af forsamlinger og talt om problemerne med ubalancen mellem yngre og ældre og nødvendigheden af at gøre noget ved problemet. Men indrømmet: Det er sjældent, at vindueskarmene har været fyldt, som de har været på de sidste ugers finanslovs-turnéer rundt i landet.
Jeg kan også fremlægge adskillige publikationer både fra regeringens og Socialdemokratiets side, der behandler de problemer på det fremtidige arbejdsmarked, som vi nu forebygger med efterlønsreformen. Så når jeg nu bliver passet op af journalister og bliver spurgt: »Hvorfor tog I ikke debatten på forhånd?«, kan jeg godt føle med manden, der jamrede: Først bliver man pisset på, og bagefter bliver man bebrejdet, at man lugter.

Da det første drama var overstået, gjorde pressen efterlønsdebatten til et spørgsmål om løftebrud og dermed til en personlig hetz mod statsministeren. Jeg synes, det kunne være interessant at se Poul Nyrup Rasmussen i rollen som Jens Otto Krag. Eller rettere: Se det bånd, hvorfra det omdiskuterede klip stammer, i sin helhed. Ikke at jeg ved, hvad vores statsminister i øvrigt sagde ved den pågældende lejlighed. Men jeg ved, at han gang på gang har betonet, at Socialdemokratiet ville være garanten for efterlønnen, men at vi netop blev nødt til at lave om på den for at få folk til at blive noget længere på arbejdsmarkedet.
Finansminister Mogens Lykketoft hænges i samme sammenhæng op på at have sagt, at det voksende antal ældre ikke var noget problem for de danske velfærdsydelser. Nej, men han sagde samtidig, at hovedproblemet kunne løses ved at blive to år længere på arbejdsmarkedet. Det er det, vi nu prøver at motivere folk til, uden at efterlønsmuligheden fratages dem, der har brug for at trække sig tilbage som 60-årige.

Pressen skal vide, at vi politikere gør os virkelig umage med at kommunikere på de vilkår, medierne stiller til rådighed. Drejer det sig om et tv-indslag ved vi godt, at det er nødvendigt at skrælle alle unødvendige nuancer væk, hvis vi skal trænge igennem med vores budskab på de 20 sekunder, vi ofte kan forvente at komme til orde. Når klipningen så yderligere skræller de nuancer væk, vi fandt bydende nødvendige, forekommer det ærlig talt meningsløst bagefter at diskutere de fær-digredigerede sentenser, som om det var jura.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen