Manden bag relanceringen af Nyhedsavisens hjemmeside varsler en revolution i starten af april. Hans personlige mission er, at nyhederne på nettet skal være en halv gang længere, siger han til Journalisten.dk.
I går kunne webkongen Morten Wagner for første gang selv se, hvor langt projektet med at revolutionere Nyhedsavisens hjemmeside er. Hans virksomhed Freeway er i fuld gang med at rive hele Avisen.dk ned og bygge den op igen fra bunden.
I den proces har Morten Wagner en personlig mission. Han vil have nyhederne på hjemmesiden til at være længere.
»Mit håb og min stille mission er, at artiklerne bliver halvanden gang så lange. Så bliver de en smule mere dybdegående, og man kan komme med lidt mere journalistisk indhold i dem. Så føler man, at man bliver lidt mere oplyst ved at gå ind på siden. Det synes jeg også er i Nyhedsavisens ånd,« siger han til Journalisten.dk.
Da det blev offentliggjort, at Freeway overtog ansvaret for Avisen.dk, gjorde Morten Wagner det klokkeklart, at det, som læserne klikker på, skal de få mere af.
»Det afgørende er stadig, at folk klikker på indholdet. Det er kommercielt, det her. Men hvis jeg personligt skulle vælge en hjemmeside frem for en anden, eller en hjemmeside før en anden, så ville jeg være nysgerrig. Jeg ville læse lidt mere om tingene,« siger han.
Morten Wagner er ikke i tvivl om, at Freeway netop skal tænke nyt for at klare sig. Derfor bygger de også hele hjemmesiden op forfra, med ny forside, nyt layout og helt nyt skelet.
»Vi kan ikke bare lægge os i slipstrømmen på de andre og håbe, at vi kan overhale dem. En gang imellem må man tage en detour og så prøve at komme foran. Sådan er forretninger,« siger han.
Ifølge Morten Wagner kommer folkene på Freeway næsten til at overholde den oprindelige plan for, hvornår den nye Avisen.dk skal være på gaden. I januar sagde han til Journalisten.dk, at hjemmesiden ville være oppe at køre »i det første kvartal«.
»Det kan godt være, vi skyder det lidt. Vi kommer nok til at bruge det meste af marts på det, men maksimalt en uge inde i april er siden klar. Vi ser på, hvad vi kan nå, så det ser rigtig fornuftigt ud,« siger han.
Læs også artiklen Dating.dk-ejer vil relancere Nyhedsavisen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.