Midt i en sparetid har New York Times ansat såkaldte CAR-journalister på stribe. De skal arbejde tæt sammen med avisens øvrige journalister. Computerstøttet journalistik er en ren og skær nødvendighed, mener bladets øverste ledelse.

TEKNOLOGI. Forholdene virker ikke imponerende. Skrivebordene er små og placeret tæt. Men journalistikken, der produceres her i den gamle kontorbygning på det centrale Manhattan, bliver bemærket. En række nye job på New York Times har i 2005 både bidraget til nye pladsproblemer og ekstra snak i journalistkredse.

Som mange andre amerikanske medier har avisen i nogle år haft en enkelt journalist, der udelukkende har beskæftiget sig med computerstøttet journalistik – i daglig tale kaldet CAR. Men i løbet af det seneste års tid har avisen udvidet sit CAR-team til otte personer.

De nye medarbejdere er meget drevne og ville hver især kunne lave slagkraftige historier. Men Terry Schwadron, der leder avisens afdeling for information og teknologi, understreger, at de nye folk ikke skal køre sololøb og vinde priser. I stedet skal de bruge kræfterne på samarbejdsprojekter rundt omkring på redaktionerne:

»Jeg vil hellere have 200-300 journalister, for hvem det bliver naturligt at søge indsigt i databaser og slå op i registre – samtidig med at de kender de begrænsninger og problemer, der også kan være med hensyn til troværdighed, kildekritik og så videre. Og de skal lære at være skeptiske over for, hvad de bliver fortalt. Bygger de oplysninger, vi får, nu også på data, eller er det bare holdninger?«

Tingene går hånd i hånd, understreger Terry Schwadron. Eksempelvis fik Walt Bogdanich, der sidder i ledelsen for avisens undersøgende redaktion, i 2005 Pulitzer-prisen for en artikelserie om jernbaneulykker. Uden assistance fra avisens CAR-folk havde det ikke været muligt.

Det samme gælder de foregående års Pulitzer-priser, anfører Terry Schwadron:

»Data-analysen spillede en afgørende rolle, og det skal mange flere på redaktionerne forstå at benytte sig af.«

På New York Times har tre af CAR-folkene deres daglige arbejdsplads i hver sin redaktion. Én i New York-sektionen, én i erhvervsredaktionen og én i den undersøgende gruppe. Resten sidder sammen, men fælles for alle er, at de ofte arbejder på projekter med avisens faste journalistiske stab.

Står der New York Times på visitkortet, ved man godt, at man tilhører eliten blandt amerikanske journalister. Og det er da heller ikke let at overbevise »gamle« medarbejdere om, at de skal lære nyt. Men helt fra toppen i avisen er der opbakning til tiltaget, der er gennemført i en tid, hvor økonomien er trang, og hvor også New York Times har gennemført fyringer.

»Nyhedernes karakter ændrer sig, og vi må også tilpasse os,« begrunder Terry Schwadron initiativet.

»Vi var bekymrede for, om vi som medie fuldt ud er i stand til at forklare, hvad der foregår i vores omgivelser, hvis vores journalister ikke kan udnytte mulighederne for at søge i databaser og registre og for at analysere data,« siger han.

»En politisk journalist undrede sig over, hvordan de politiske partier finder ud af, hvor de skal sende deres kandidater hen. Han havde selv svært ved at finde ud af, hvor han skulle gå hen og finde sine kilder og sine cases. Svaret er jo, at partierne kender mulighederne. De laver analyser på baggrund af en blanding af offentlige registre, valgmønstre, statistik om demografi, raceforhold og meget andet. Det samme gør enhver fornuftig virksomhedskæde, før den overvejer at åbne en ny butik eller tankstation. Men hvor er medierne henne i den udvikling?«

Ifølge Schwadron har de nye medarbejdere indtil nu været med på 60-70 historier. Dog er et par af medarbejderne især beskæftiget med at modernisere avisens intranet.

»Man har for eksempel længe kunnet lave baggrundstjek på en person ved blot at taste navne ind,« forklarer en af CAR-teamets nye folk, Aron Pilhofer.

»Navnene slås så op i en række databaser, vi har oprettet – så vi i én arbejdsgang eksempelvis kan tjekke deres adresse, hvad de har givet til politiske kampagner, om de har stemt, ejer fast ejendom, har kontrakter med det offentlige og så videre.«

De nye CAR-medarbejdere er også så småt gået i gang med at træne deres kolleger. Træningen går først og fremmest ud på at bruge aktindsigt og skaffe dokumentation gennem analyse af tilgængelige oplysninger. Samt på hvordan man anvender avisens interne opslagsværktøjer.

»Værktøjer som regneark er selvfølgelig også vigtige, men det haster mere med at give journalisterne et nyt sæt vaner og nye arbejdsmetoder,« siger Terry Schwadron.

Tommy Kaas er redaktør ved Dicar – Center for Analytisk Journalistik

CAR

*
I Computer-Assisted Reporting (forkortes CAR) bruges computeren til grundig research. Dels ved søgning i databaser, dels ved at der samles, systematiseres og analyseres store informationsmængder. På den måde får medier en mulighed for at finde og formidle sammenhænge, der ikke ellers ikke kan overskues eller belyses i journalistisk form.
*
I USA begyndte brugen af CAR for 25 år siden. I Danmark tog journalister i større stil først fat på CAR for små ti år siden.

Nørder vinder langsomt frem

VIDENSPYRAMIDE. Ingen danske medier har endnu ansat journalister, der kun skal beskæftige sig med computerstøttet journalistik. I USA er situationen en ganske anden, men også her går udviklingen langsomt.

Ifølge Stephen K. Doig, tidligere Pulitzer-vindende journalist og i dag professor i journalistik ved Arizona State University, startede amerikanske mediers brug af CAR for 25 år siden, da en håndfuld reportere rundt om i USA på egen hånd begyndte at lære sig teknikkerne. Dengang havde de fleste læst pionéren Philip Meyers »Precision Journalism«.

»I dag spredes kundskaberne typisk på redaktionen fra 'nørden i hjørnet',« siger Stephen K. Doig.

»Resultatet er en videnspyramide: Næsten alle journalister kan lave internet-research, mange kan simple CAR-teknikker i et regneark, få kan analysere databaser, og en eller to er måske i stand til at arbejde med statistik, analyser af geografiske kort og så videre.«

Ifølge Doig er modellen ikke så tosset:

»Alle journalister behøver ikke kunne de mere eksotiske ting, når bare nogle kan. En redaktion fyldt med typer som mig ville ikke være funktionel. Men en redaktion uden CAR-folk har på den anden side en alvorlig mangel.«

Med hensyn til den fortsatte udbredelse af computerstøttede analyser i journalistikken er Philip Meyer, der er professor i journalistik ved University of North Carolina, ikke optimistisk:

»Jeg underviser selv i avanceret journalistik og bruger Excel og SPSS (statistikværktøj, red.) sammen med research-metodologi, men efterspørgslen er lille: Kun fem studerende næste semester. Et af problemerne i USA er, at journalistik er for dårligt lønnet til at kunne tiltrække folk, der har evnerne til at lære disse meget tekniske færdigheder.«

Nogle medier betaler dog gerne, hvad det koster at satse på CAR. En af dem er Seattle Times, der i en konkret sag fra 2003 brugte over 600.000 kroner i kampen for aktindsigt. Chefredaktør David Boardman er overbevist om, at CAR fremover bliver en essentiel del af journalistikken:

»Brug af CAR bliver mere integreret i amerikanske redaktioner hver eneste dag. Dels er det nødvendigt, fordi aktindsigt i stigende omfang kun er mulig i elektronisk form. Og dels er mine kolleger begyndt at indse, at computerstøttet journalistik giver solohistorier. De mest opvakte mediechefer, specielt i den trykte journalistik, erkender i dag, at CAR er præcis den slags værktøj, der kan sørge for at holde aviserne i live – hvad enten det er som tryksværte på papir eller pixels på en computerskærm.«